De borgerlige partiers beslutning fra 2011 om at afvikle efterlønnen vinder prisen som en af de mest asociale beslutninger, som er blevet taget i Folketinget i nyere tid. Hverken mere eller mindre!

Dem, det gik ud over, var dem med de længste og ofte mest slidsomme arbejdsliv. For det har efterfølgende kun været den mest privilegerede del af arbejdsstyrken, dem med de allerstørste pensionsopsparinger, der har haft tilstrækkelig økonomi til at kunne forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen.

Oktober måneds politiske aftale om at genetablere en mulighed for, at mennesker med de længste arbejdsliv får mulighed for at gå fra nogle år tidligere, er god og fornuftig. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen.

Ordningen baserer sig på objektive kriterier (ingen lægelig vurdering), den stiller i praksis mænd og kvinder lige (barsel tæller med), og fx arbejdsløshed, deltid og praktikperioder medregnes i ancienniteten. Ordningen løser ikke alle problemer for de mest nedslidte. Men den giver en ny mulighed for blandt andre tusindvis af HK’ere.

Aftalen er et godt eksempel på, at ”politik nytter”. En uendelig række af ”eksperter” har ellers forklaret os, at det ville være umuligt, uansvarligt og nærmest landsskadeligt at søge at lappe på beslutningen om at afskaffe efterlønnen. Men et stort flertal i befolkningen har villet det anderledes. Med en samlet fagbevægelse som talerør er det lykkedes at skabe flertal for en ny ordning til gavn for tusindvis af almindelige lønmodtagere. Godt gået!