21 gange gennem de sidste knap to år har arbejdsgiverne og fagbevægelsen med regeringen for bordenden indgået aftaler, som har håndteret forskellige udfordringer skabt af corona-pandemien. De fleste af aftalerne har handlet om lønkompensation til tvangslukkede virksomheder, arbejdsfordeling og dagpenge til forældre med hjemsendte børn. Alt sammen rammeaftaler, som Folketinget efterfølgende har kunne omsætte til lovgivning, og de overenskomstbærende organisationer har kunnet udfylde og håndtere på de enkelte overenskomstområder og i de enkelte virksomheder.

Alt sammen kedeligt og snusfornuftigt! Men samtidigt en af de afgørende forklaringer på at dansk økonomi er kommet helskindet gennem nedlukningerne og er i langt bedre form end i de fleste andre lande.

Og mon der ikke er nogle enkelte tænksomme blandt folketingspolitikerne, der priser sig lykkelige over ikke at skulle håndtere detaljerne omkring udskudt ferie, beregning af dagpenge i forbindelse med arbejdsfordeling og andre teknikaliteter?

”Den danske model” for regulering af arbejdsmarkedet er jævnligt til diskussion. Fra tid til anden er det unge liberalister, der springer op og slår sig for brystet. Hen over efteråret har det været sygeplejerskernes vanskeligheder med at komme ud af det hjørne, de har fået malet sig op i, som har aktualiseret debatten. Og senest er det EU-systemets ambition om at indføre en europæisk mindsteløn, som har genstartet diskussionen.

Vi skal ikke forsvare ”den danske model”, fordi den er dansk - eller fordi den er vores! Vi skal forsvare den, fordi den virker!

Med et i international sammenhæng meget lavt konfliktniveau er det lykkedes at skabe nogle af de bedste vilkår for almindelige lønmodtagere noget sted på kloden. Ikke bare for de stærke og dem med nøglefunktionerne. Men for praktisk taget alle - også de svageste grupper. Og midlet? Kollektive overenskomster og stærke og repræsentative organisationer på begge sider af bordet.

Selvom de kollektive overenskomster ikke dækker hele arbejdsmarkedet i formel forstand, så sætter de normerne for meget store dele af arbejdsmarkedet: 37 timers arbejdsuge, betaling for overarbejde, indbetaling til pension og meget andet.

De 21 trepartsaftaler kommer ikke ud af den blå luft! De er lavet og formuleret, så de bygger videre på overenskomsterne – de har overenskomsterne som forudsætning.

”Den danske model” er ikke uden fejl og mangler og omstændige procedurer. Undertegnede bidrager gerne med en oplistning! Men det ændrer ikke på, at den virker - og at alle de lande, som ikke har noget, der ligner sender misundelige blikke i vores retning. Så lad os fortsat bevare og udvikle den!

En nytårsskål for den danske model, som 21 gange under corona har bevist, at den ikke kun viser sit værd i pompøse skåltaler, men faktisk virker i virkeligheden.