Blog
Vi er alle feminister
Kvindernes internationale kampdag - den 8. marts - er en påmindelse om, at vi langt fra er i mål med ligestillingen mellem mænd og kvinder.
Men for bare fem år siden var fornemmelsen, at kvindernes kampdag måske var ved at fade ud. Var der overhovedet brug for en kampdag mere? Jeg er ikke i tvivl. Det er der!
For SAMMEN skal vi markere, at der fortsat er brug for at styrke fundamentet for reel ligestilling mellem kvinder og mænd. For vi er ikke i mål.
8. marts og det, dagen skal omfavne, har forandret sig. I dag snakker vi ikke stemmeret og ret til skilsmisse. Nye væsentlige dagsordener har trængt sig på og gjort behovet for ligestilling synligt og nærværende.
#Metoo-fortællinger - både på HK Privat-arbejdspladser, men nærmest overalt på arbejdsmarkedet - er et vidnesbyrd om, hvor stor en opgave, der ligger på vores bord.
Ingen kvinder (eller mænd) må udsættes for seksuelle krænkelser på deres arbejde. Og hvis det sker, skal de ikke stå alene med problemerne.
Senest har et tragisk mord på en ung kvinde i Aalborg åbnet for en bred og vigtig debat om, hvor ekstremt mange kvinder der føler sig utrygge, når de går alene om aftenen.
Det er en ulighed, der ikke findes en nem løsning på, og det er heller ikke umiddelbart en opgave, der ligger på en fagforeningsformands bord. Men det er en øjenåbner i forhold til, hvor langt vi er fra, at mænd og kvinders liv er lige.
Ligheden er desværre heller ikke til at få øje på, når vi kigger i HK’ernes lønstatistikker, på ledelsesgangene eller på hvem, der tager mest barselsorlov eller passer børnene, når de er syge. Der er nok at rette op på.
Heldigvis træder en ny lov i kraft, der vil sikre, at mænd tager mere barsel. Den vil skubbe til ligestillingen på det felt. 8. marts og alt det, den dag står for, vil være vigtigere for mig i år.
Nogle har travlt med at stemple feminister som rabiate samfundsomstyrtere. Men hvis feminist i dag betyder, at man kæmper for, at alle - uanset køn, nationalitet, etnicitet, seksualitet, religiøs overbevisning - skal have lige rettigheder og muligheder, så er vi alle feminister!