19. maj 2017
Tag skridtet ind i fremtiden
I HK har vi fokus på at hjælpe vores medlemmer med at få den rette efter- og videreuddannelse. Det gør vi blandt andet på vores karrieremesser.
Hvad skal man læse og hvordan kommer man i gang. Det er nogle af de spørgsmål, der ofte er årsagen til, at medlemmer af HK ikke finder vej til skolebænken. Men kravene til fremtidens medarbejdere er, at de er opdateret og hele tiden udvikler deres kompetencer. Derfor er den enkeltes fremtid på arbejdsmarkedet afhængig af, hvor godt kompetencerne er holdt ved lige og udviklet.
I HK Østjylland ved vi, at det kan være noget af en jungle at finde rundt i, når det handler om efter- og videreuddannelse. Derfor står vi bag alle vores medlemmer, når de skal undersøge muligheder og træffe deres valg. HK har de kommende to år særligt fokus på karriere og uddannelse og i HK Østjylland fortsætter vi med at afholde karrieremesser. Det gør vi netop for at hjælpe den enkelte til at se mulighederne. Ikke bare når det handler om udbud af kurser og uddannelser, men også når det handler om, hvem, der skal betale og mulighederne for at læse i arbejdstiden.
Med de netop indgåede overenskomstaftaler på det private område, er mulighederne for efter- og videreuddannelse blevet langt bedre. De giver blandt andet mulighed for to ugers uddannelse med fuld løn. I HK var vi netop med til at kæmpe for disse forbedringer, fordi vi ved, at arbejdsmarkedet ændres sig hurtigt og dermed også kravene til de ansatte. De dage, hvor man kunne tage en uddannelse som ung og derefter sige farvel til skolebænken, er forbi. Det betyder, at netop den gruppe af medlemmer, der ikke har udviklet deres kompetencer gennem flere år, er de sværeste at hjælpe tilbage i job, hvis de bliver ledige. Medlemmer, der engang høstede stor respekt for deres faglighed, bliver pludselig dem, der ikke er fulgt med tiden og derfor ikke længere kan løse opgaverne på jobbet. Det har vi som faglig organisation en forpligtelse til at sætte fokus på og sikre, at alle medlemmer af HK har de bedste muligheder for at fastholde deres job.
HK Østjylland holder Karrieremesse den 31. maj 2017 i Silkeborg. Her kommer både arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner og fortæller om deres behov og muligheder. Er du medlem af HK Østjylland, så vil jeg opfordre dig til at melde dig til, så du kan få inspiration til din videre karriere.

Søren Sørensen
Formand
HK Privat Østjylland
Jeg arbejder for at vores medlemmer har en meningsfuldt relation til fagforeningen. Alle medlemmer skal føle sig repræsenteret og velkommen – det er min mission som formand. Stærke overenskomster og faget i fokus er vejen derhen…
Følg denne blog via RSS-feed