Dansk økonomi oplever en relativt god vækst. Den officielle arbejdsløshed er faldende. Der er flere jobåbninger i den private sektor. Inden for den offentlige sektor vokser efterspørgslen efter sygeplejersker, social- og sundhedshjælpere/assistenter og lærere. Det snævrer også til i andre sektorer.  Men det helt afgørende er, at især de kortuddannede har fået alternative jobmuligheder i den private sektor, som de ikke havde i 2015.

Dertil kommer ulighedsdebatten. Der er en tiltagende harme over, at nogle relativt få kan skovle indtægter til sig, investere i dyre boliger og udnytte mulighederne på kapitalmarkedet, mens det store flertal har måtte nøjes med en beskeden indtægtsudvikling i de sidste 10 år. Uligheden begynder på stadigt flere områder at opleves som utålelig.

Således har OK-18 potentialet til at udvikle sig fra en ordinær overenskomstforhandling til at blive en fælles mærkesag for både private og offentlige lønmodtagere. Så drejer det sig ikke kun om, at de private skal udvise solidaritet. Det handler om at udnytte muligheden for at vinde noget af det tabte tilbage inden for begge sektorer.

Det ved arbejdsgiverne, og derfor støtter Dansk Arbejdsgiverforening de offentlige arbejdsgivere. De har en interesse i, at en lønudvikling hos de offentlige ikke smitter af på det private. Ifølge dem er det værste, der kan ske, at de private lønmodtagere ser en interesse i at støtte deres kolleger inden for det offentlige, fordi en pæn lønudvikling her vil virke stimulerende på kravene til overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 2019.

Regeringens målsætning

Moderniseringsstyrelsen vil, at 25 procent af løndannelsen skal forhandles lokalt, og at over 50 procent af alle de ansatte i staten skal forhandle deres egen løn i 2025. Det fremgår af Finansministeriets publikation ”Et tidssvarende lønsystem til fremtidens arbejdspladser” fra 2017.

 

 

Individualiseringen er nødvendig, så de offentlige arbejdsgivere kan udvide ledelsesretten helt ud til det yderste. Det er igen nødvendigt, hvis de skal fastholde det politisk besluttede effektiviseringstempo og de facto se stort på de ansattes ønske om, at man også tager hensyn til deres arbejdsliv og livskvalitet i bred almindelighed.

 

Den individualistiske ideologi

I de sidste 10 år er det lykkedes arbejdsgiverne uden nævneværdig modstand at udhule de indgåede overenskomster. Overenskomsterne er godt nok ikke ændret meget formelt, men til gengæld har det generelle billede været, at overenskomster og arbejdstidsregler er blevet omgået hver eneste dag ude på arbejdspladser og institutioner, hvor de ansatte har været tvunget til at se stort på bl.a. arbejdstidsregler, værnsregler, overenskomstmæssige rettigheder og retten til fuld tid for at bevare deres job.

I mange tilfælde har tillidsrepræsentanter og lokale fagforeninger måtte tåle disse brud, fordi også de er blevet suget ind i den besnærende sirenesang om ”den enkelte som mester i eget liv” eller lignende positive omskrivning af arbejdsgivernes del og hersk-politik.

 

Men den individualistiske ideologi er endt som et mareridt for de offentligt ansatte. Den har sat ”individet i centrum”, ”borgerne i centrum”, ”patienten i centrum”, og skubbet de ansattes arbejdsliv ud i periferien; på trods af, at virkeligheden hver dag taler sit tydelige sprog og viser, at der ikke er mange lønmodtagere eller borgere, der kan hævde deres rettigheder over for samlingen af arbejdsgivere og embedsværk uden hjælp fra stærke kollektive regler og kollektiv faglig styrke.

Arbejdsgiverne gør, hvad de kan for at sløre billedet, så det ikke bliver almen indsigt blandt fagbevægelsens medlemmer, at kollektive overenskomster og kollektive lønforhandlinger gavner dem bedst. Men eksempelvis gymnasielærerforeningen har forstået det. Her har medlemmerne i en rundspørge med en majoritet på over 90% afvist lokale/individuelle lønforhandlinger.

Sammenhold

Arbejdsgiverne ved, at de kan imødese svære tider, hvis det denne gang lykkes fagbevægelsen at flytte fokus fra de ansattes abstrakte velfærdsforpligtelser over til konkret beskyttelse af dem selv og hinanden som arbejdskraft. Netop det, der tæller, når medlemmerne skal gøre op med sig selv, om de vil stå i en fagforening.

Derfor er det allervigtigste denne gang, at vi kommer ud af konflikten med en følelse af, at den kollektive styrke har sejret over arbejdsgivernes forsøg på at splitte det faglige sammenhold på arbejdspladsen og forsøget på at rive forbindelsen fra medlemmer til fagforening over. I virkeligheden meget vigtigere end det konkrete resultat.

Det ved arbejdsgiverne selvfølgelig udmærket. De ved, at hvis de taber deres dagsorden, og det igen bliver moderne at slå til lyd for generelle aftaler og fælles vilkår for alle faggrupperne ude på arbejdspladserne, så bliver det op ad bakke, at presse endnu flere effektiviseringer og opsplitning af arbejdstiden igennem og hylde ideologien om, at ”det moderne menneske er til fleksibel arbejdstid”.