21. maj 2015
Stolt!
Det er det første ord, jeg kommer i tanke om efter årets delegeretmøde i Dansk Laborant-Forening i dagene 21.-22. marts 2015.
Jeg er stolt over, at vi i DL-F tør træffe beslutninger, der betyder, at DL-F nu skal i gang med at se på fremtidens laborantuddannelse på bachelorniveau – professionsbachelorniveau – for vi skal fastholde det praksisnære i vores uddannelse i kombination med øget behov for teoretiske kompetencer.
Der er tale om en principiel beslutning, der nok først nu er ved at gå op for mig, bestyrelsen og resten af DL-F organisationen. Med beslutningen følger også et arbejde med at få sat yderligere ord og beskrivelser på, hvad det er, I som DL-F medlemmer har af kompetencer. Det har vi arbejdet med de seneste tre år – og vil vi fortsætte med de kommende tre.
Det var også en del af beslutningerne, at DL-F skal fastholde laborantstillingerne og derfor synliggøre – inden for alle grene af faget – hvad et DL-F medlem kan og derfor er den bedste i stillingerne – nu og i fremtiden.
Jeg er stolt over at stå i spidsen for en medlemsgruppe, der har så meget på hjertet, at antallet af forslag var rekordmange og hvor forslagene bevægede sig ud over vores egen lille snævre faglighed og satte fokus på emner, der har med resten af HK – ja, resten af den danske fagbevægelse – at gøre.
Når emner som seniorpolitik og 50% reglen bliver taget op på et delegeretmøde i DL-F, er det et bevis på, at DL-F er en faggruppe, der ved, at dem der har de bredeste skuldre, ofte er dem, der skal løfte de sværeste opgaver – først.
Det gør mig stolt at se det engagement, og det beviser, at der fortsat er brug for rigtige fagforeninger, der kender faget og tager ansvar i arbejdet med at forbedre vilkårene for dig og dine kollegaer.
Det gør vi med glæde i DL-F – hver dag.
Susanne Bahne Hansen
Formand
Dansk Laborant-Forening
Jeg er til daglig ansat som laborant hos Novozymes A/S i Bagsværd. Jeg har været laborant i mere end 10 år og blev valgt til formand for DL-F i 2012. Som formand er jeg frikøbt et par dage om ugen, og det er vigtigt for mig at være på jobbet resten af tiden, så jeg bevarer kontakten med faget og ved, hvad der rører sig.
Følg Susanne Bahne Hansens blog
Følg denne blog via RSS-feed