Nu har de fleste af os været tilbage i næste tre uger. Sommeren er på vej, og vi kan se frem til en god sommerferie – måske i Danmark, måske … det kommer vist an på Udenrigsministeriets rejsevejledning. Vi skal stadigvæk holde afstand og følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Hvad skal man så lave på en sådan ferie? Der kommer altid et tidspunkt, hvor solen bager, og man generelt bare er træt af varmen og måske lidt frustreret over ens arbejde – og så kunne man, sætte sig under et træ og tænke tanker. Mange vilde ideer har jeg fundet under birketræet på landet. Jeg har været frustreret over job og det har været godt, for så fik jeg endnu flere vilde ideer.

På et tidspunkt var jeg vildt træt af, at ledelsen på min daværende arbejdsplads altid talte i troldesprog. Der var KPI’er, værdiskabende styring, rettighedskontrol – jeg kunne blive ved. Da jeg var træt af ikke at kunne forstå troldesprog, tog jeg kursustilbuddene med ud under birketræet – for, hvor kunne jeg få en viden, som jeg kunne bruge.

Jeg startede på uddannelse og faget strategi løste noget. Det gav mig mindre frustration og nye muligheder. Troldesproget var blevet forståeligt og anvendeligt for mig. Jeg spurgte min kontorchef, om han var frisk på at prøve teorien, jeg havde lært af, og det var han heldigvis. Resultatet var, at jeg fik lov og mulighed for at være med i et meget strategisk arbejde om fremtiden på arbejdspladsen. Jeg blev en erfaring rigere og fik et kig ind i hvilke muligheder, som uddannelsen gav mig. Og måske vigtigst af alt, jeg kunne se meningen og frustrationen over, ikke at kunne gøre noget ved ledelsesbeslutningerne, blev afløst af den faglige stolthed, som ligger i at kunne anvise handlingsveje og resultater.

For det er kun et troldesprog, så længe man ikke kan tale og forstå det – og det er ikke raketvidenskab. Det handler ”blot” om uddannelse, om viden og lærdom. Vi har i hele HK Stat Hovedstaden sat ord på fremtidens jobfelter. Et jobfelt er et område, som interesser dig, som du er god til og som også vil være der i fremtiden. Du kan læse meget mere om det, et andet sted på hjemmesiden – al den stund, du sidder under birketræet. De forskellige jobfelter, kan hjælpe dig med at se på mulige uddannelser.

Det kan være et 2-dages kursus, et fag, eller et semester på en uddannelse – tag det lidt i bidder og lad viden synke ind. Det kunne også være et webinar på HK’s hjemmeside – fordelen her er, at man kan prøve flere gange, uden at nogle får det af vide.

En klog mand har engang sagt, ”Jeg vil være ked af at have medarbejdere, som kommer kl. 8 og går hjem, når de fylder 70 år”. Jeg synes, det er et fantastisk udtryk.  For vil man det – gå hjem når man fylder 70 år, og tænke ”det var så det” – eller vil du kunne slutte og tænke: ” Det har været en fest, det har været sjovt”. Vi er født nysgerrige, og vi bruger vores nysgerrighed hele livet – men den følelse af at kunne forstå troldesproget, har gjort det til en sjovere fest for mig.

Snart skal vi alle - sådan inden for det næste år – til MUS-samtaler. Her er det første skridt til at sætte sig under træet og finde de vilde ideer. Så tag en post-it blok, og skriv alle dine frustrationer, alt det som du ikke forstår på jobbet, dine ideer og tanker om fremtiden op – se hvilken vej det leder dig, og husk dem alle til efter sommerferien, når du skal til mus-samtale. Det virker – det fortæller I mig selv.

Jeg talte med en tillidsrepræsentant, som er – det må jeg vist godt sige – over 67 år. Hun havde meddelt sin chef, at hun gerne ville på et kursus – chefen havde spurgt, ”har du virkelig brug for det?”, hvortil tillidsrepræsentanten havde svaret,” ja, jeg har brug for at få noget nyt viden ind i knolden.” Og som hun efterfølgende sagde til mig, ”det nytter jo ikke bare at blive gammel, knotten og sur – man må være nysgerrig og søgende og udfordre sig selv”.

Vores næstformand, Pernille fortalte mig, at hun kedede sig. Hun kunne chefens kalender ud og ind, så et godt råd om uddannelse til en anden kollega, satte Pernille i gang med at tænke tanker, som endte med en akademiuddannelse. Viden er en gave. Hendes nysgerrighed gjorde, at troldesproget blev forståeligt, og nu går hun og overvejer hvad hun nu skal kaste sig over. Hun er blevet gladere. Festen er blevet sjovere.

Så kan det godt være du tænker, ja ja, – det er godt med dig. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte eller sluttet – men det er der en løsning på. Vi har i HK både vejledere, og karrieretelefoner – så bare skriv til os, så hjælper vi dig videre.

#Kollegakarma #NyNormal #Fremtidens jobfelter