Så er vi tilbage – efter en dejlig lang sommerferie. Jeg håber, I har fået slappet af, nydt livet og ikke mindst tænkt tanker – efter et meget langt og anderledes forår. Nu er vi alle fyldt af ny energi – og nysgerrige på resten af året.

Et nyt arbejdsår ligger foran os, et nyt år med nye udfordringer, nye opgaver – og måske en ny mission. Ved du, hvad missionen er hos jer? Eller er du klar til at indtage positionen som dådyr til MUS-samtalen?

Jeg har haft kollegaer, både før og her i HK, som har været bekymrede, når de skulle til MUS. De følte lidt, det var som at gå til eksamen. Men med god forberedelse kan du få kontrol over samtalen, og måske ikke tænke så meget på panikken, når spørgsmålet ”Hvor ser du dig selv om 5 år?” kommer – FRYS!!

For hvor ser man sig selv, man vil jo gerne blive i stillingen, i jobbet, på arbejdspladsen. Så hvorfor ikke spørge chefen – altså når du har svaret – ”Og hvor ser du mig/afdelingen/arbejdspladsen henne om 5 år?” – Som medarbejder har du lov at være nysgerrig på den vision, din leder har – og visioner er der nok af. De kan nogle gange være svære at se, men så er det, at du skal stille spørgsmålet.

Lige da jeg var startet som formand, var jeg på besøg i et ministerium sammen med vores forbundsformand Kim Simonsen. Emnet for kollegamødet var: ”Hvad skal HK’erne lave i fremtiden?” Tillidsrepræsentanten, Kirsten Fletgaard, havde fået departementschefen til at komme. Og da han træder ind i kantinen, hvor der sidder godt og vel 200 HK’ere, udbryder han ” Hvor er jeg glad for at se så mange af jer til dette vigtige emne, men jeg kan også blive bekymret – for nu er maskinrummet i ministeriet gået i stå”.

Det er sjovt at være i maskinrummet – siger den gamle sømand aka mig – men hvis du står i maskinrummet, kan du jo ikke se kursen fra broen – så spørg ”Hvor skal vi hen, du?” Hvis du spørger din leder, får du mulighed for at åbne og se ind i hele kassen af visioner og missioner. Og ja, visionerne og missionen har noget med os i maskinrummet at gøre.

Hvorfor skulle vi ikke prøve at tage det sidste skridt og vise, at vi også kan sætte strategiske pejlemærker – for at blive i troldesproget – at vi kan tænke i helheder og se det hele i et større perspektiv. Vise at vi kan sidde med det trumfkort, som hedder strategi og nysgerrighed.

Det er ikke svært at stille dette spørgsmål, det kræver ikke stor forberedelse, men det viser initiativ, interesse og ikke mindst engagement. Ved at stille spørgsmålet kan du erobre noget af kontrollen tilbage, og skyde bolden over på den anden side af bordet. Jeg ved godt, at det måske kan være nemmere sagt end gjort, men så prøv i det små – spørg til en konkret sag, eller en konkret uges arbejde, hvor det skal ses i sammenhængen med resten af arbejdspladsen.

Netop hvis du kan se helheden og ikke kun dit eget lille hjørne, ved du, hvor der mangler en hånd, og du kan være med til at løfte fællesskabet på arbejdspladsen. Og derfor er det vigtigt at gå op i – Hvor skal vi hen, du?

Jeg skriver her om at få spurgt til visionen. Det gælder til MUS, men det gælder faktisk overalt, hvor man kan flette det ind. Til jobsamtalen kommer dådyrøjeblikket også. Der, hvor ens kommende leder spørger, ”er der noget du vil spørge om?”

På generalforsamlingen i år vedtog vi et nyt målprogram. Når en ansøger til en stilling i HK Stat Hovedstaden spørger mig ”Hvordan har I tænkt jer at gøre med dette og dette punkt i afdelingens målprogram – jeg har nogle gode input til det,” så kan jeg ikke lade være med at blive meget imponeret. Det viser faktisk, at disse kommende kollegaer, har noget på hjertet og gerne vil HK Stat Hovedstaden. Det er vigtigt for mig, og det vil også være vigtigt for jeres chef i forhold til jeres arbejdsplads. Uanset, om I sidder til MUS eller et andet sted.

Jeg håber at I i sommerferien har siddet under birketræet, som jeg opfordrede jer til i sidste blogindlæg, og fundet ny inspiration, måske til uddannelse, måske til nye jobfelter, som I kan tage med til MUS-samtalen. Det bedste ved en MUS-samtale er, at det ikke er en MAS-samtale => MedarbejderUdviklingsSamtale contra MedarbejderAfviklingsSamtale. Og husk en ”Udviklingssamtale” er kun lidt om fortiden, men meget om fremtiden – din og arbejdspladsens fremtid.

Hvis I vil være på den sikre side, så tag trumfkortet med. Jeg ved, at nogle af jer tænker, ”ja – ja, det er godt med dig, men hvordan skal jeg vide, hvor arbejdspladsen i det hele taget er på vej hen?”. I Finansloven findes der, under hvert enkelt ministerium og styrelse en lille formålsparagraf – her kan man læse ledelsens tanker om, hvor virksomheden er på vej hen. Og det giver pote at kunne henvise til de tanker, som ligger bag drømmen om at gøre arbejdspladsen stærkere. På arbejdspladsens hjemmeside eller intranet ligger der garanteret også vision, mission og målprogram/handleplan. Og hvis du stadigvæk går død i FFL (Forslag til Finanslov) så giv os et kald. Så hjælper vi dig på vej, så du kan tage et trumfkort med til din MUS.

#Kollegakarma #FremtidensJobfelter #Udviklingssamtale #Strategi