HK.dk logo
Vinduesdekoratør i Illum

Michael har skabt julemagi i 37 år: "Vi lykkes i fællesskab"

6. December 2023
HK Handel
Tess Tonsgaard Heidemann
Op til jul har Michael Johannesen og hans kolleger altid ekstra travlt, for sammen skaber de juleudsmykninger ud over det sædvanlige i det gamle stormagasin Illum. 
Butik
Se den flotte udsmykning
6. December 2023
HK Handel
Tess Tonsgaard Heidemann
Op til jul har Michael Johannesen og hans kolleger altid ekstra travlt, for sammen skaber de juleudsmykninger ud over det sædvanlige i det gamle stormagasin Illum. 
Butik

Det var ren tilfældighed, at Michael Johannesen kom til at arbejde som butiksdekoratør i Illum.

Sådan beskriver han det i hvert fald selv.

I dag er det 37 år siden, han for første gang satte sine ben i stormagasinet som medhjælper. Og selvom det ikke var et nemt job at få, var de så glade for ham, at han blev fastansat kort tid efter, hans tre måneder som medhjælper var forbi.

Det var en anden tid, da jeg startede, men det er stadig lige så vigtigt og afgørende, at vi sammen i fællesskab får det til at lykkes.
- Michael Johannesen
Dengang var de 28 ansat i dekorationsafdelingen. I dag er de kun fem. Det er nemlig i langt højere grad i dag eksterne, som kommer ind og hjælper med specifikke dekorationsopgaver.

- Det var en anden tid, da jeg startede, men det er stadig lige så vigtigt og afgørende, at vi sammen i fællesskab får det til at lykkes. Vi vender alle vores kreative idéer i teamet, det er virkelig vigtigt med vores samarbejde og sparring. Vi er gode til at spille sammen, fordi vi kender hinandens styrker og svagheder, siger Michael Johannesen.

Ud over Michaels høje anciennitet på 37 år, har de øvrige butiksdekoratører i Illum været ansat i henholdsvis 28, 25 og otte år.
Der skal være ryddet op igen, så snart dørene åbner for kunder kl. 10.00
- Michael Johannesen

Moderne fortolkning af eventyr

De fem kollegers arbejdsdag begynder ofte tidligt.

- Hvis vi skal lave et stort podie, så laver vi det typisk fra kl. 07.00 om morgenen, for der skal være ryddet op igen, så snart dørene åbner for kunder kl. 10.00, siger Michael Johannesen.

Efter forretningen er åbnet, foregår meget af dekoratørernes kreative arbejde stadig ude i butikken. Og for Michael Johannesen og hans kolleger er der altid ekstra meget at se til op til jul.
Vi har i år blandt andet lavet moderne fortolkninger af H. C. Andersens Nattergalen og Fyrtøjet. Vi tænker meget abstrakt
- Michael Johannesen
- Der er særligt travlt, inden vi går i gang med at dekorere, for det er forberedelsen, der er mest krævende og tager tid, siger Michael Johannesen.

I år har temaet for stormagasinets juledekorationer været eventyr – eller ’Fashion, Fairy Tales & Festivities’, som marketingafdelingen har navngivet det.

- Så er det vores opgave at løse, at det bliver kreativt og spændende. Det altafgørende er rummet, og hvordan det hele spiller sammen. Vi har i år blandt andet lavet moderne fortolkninger af H. C. Andersens Nattergalen og Fyrtøjet. Vi tænker meget abstrakt, og det vigtigste er, at det får et moderne udtryk, siger Michael Johannesen.
Da vi lavede det store træ i lysgården, arbejdede vi hele natten – det tog 12 timer at hænge det træ op
- Michael Johannesen

Eventyrtræ på 17 meter

Centralt i Illum, i det som bliver kaldt lysgården, har dekoratørerne fået hængt et 17 meter langt eventyrtræ op med eventyrlige blomster og dyr. Og ud over de fem dekoratører er der en hel del andre inde over sådan et stort juledekorationsprojekt.

- I første omgang fik vi nogle tanker om et træ, og så finder vi nogle, der kan bygge et træ. Så finder vi på, at det skal dekoreres med blomster, så finder vi nogle, der kan lave blomster og så videre. Alt foregår i fællesskab, siger han om den kreative proces.

Indimellem kan det også blive til nogle lange arbejdsdage.

- Da vi lavede det store træ i lysgården, arbejdede vi hele natten – det tog 12 timer at hænge det træ op, siger han.

Butiksdekoratøruddannelse

Dekoratør er et speciale inden for detailhandelsuddannelsen. Detailhandelsuddannelsen tager 3 år i sin fulde længde.

Du kan læse mere om uddannelsen her.

Log ind som medlem