Udvalgte sager fra beretningsperioden
Arbejdsgiver ville ikke betale løn til ansat, der blev syg på grund af arbejdet
Sagen er fra efteråret 2018. Den viser, at en kommune kan fratage en arbejdsgiver retten til refusion af sygedagpenge ved en medarbejders sygdom, når sygdommen er udløst af forhold på arbejdspladsen. Men den sygemeldte medarbejder mister ikke retten til løn under sygdom i opsigelsesperioden og siden til sygedagpenge, selv om arbejdsgiver må klare sig uden refusion af udgiften til sygedagpenge.
Et medlem blev sygemeldt på grund af forholdene på arbejdspladsen. Den lokale HK-afdeling og arbejdsgiveren indgik en aftale om, at medlemmet skulle opsiges og møde på arbejdspladsen igen, hvis hun blev raskmeldt i opsigelsesperioden. Medlemmet blev altså ikke fritstillet.
Medlemmet var kun sygemeldt i forhold til den nuværende arbejdsgiver, og hun kunne derfor stå til rådighed for resten af arbejdsmarkedet. Medlemmets hjemkommune raskmeldte hende derfor, 3 måneder før hendes opsigelsesvarsel udløb, fordi hun efter kommunens opfattelse godt kunne arbejde hos en anden arbejdsgiver.
Arbejdsgiver meddelte på den baggrund, at medlemmet ikke ville modtage løn, da arbejdsgiver ikke kunne få refusion fra hendes hjemkommune, og arbejdsgiver mente, at medlemmet burde være vendt tilbage på arbejdspladsen, hvorfra hun var blevet sygemeldt.
HK Stat gjorde arbejdsgiver opmærksom på, at medlemmet var sygemeldt fra denne arbejdsplads, og i øvrigt ikke havde andet arbejde, da hun jo fortsat var ansat hos dem – og sygemeldt fra dette job. HK Stat gjorde tillige opmærksom på, at refusion af sygedagpenge er et mellemværende mellem arbejdsgiver og kommune. HK Stat hørte ikke yderligere fra arbejdsgiver, og medlemmet fik sin fulde løn i hele opsigelsesperioden, hvor hun var sygemeldt.
Arbejdsgiver ophævede uddannelsesaftale – den gik ikke
Sagen er fra 2018. Den dokumenterer, at elever er relativt godt beskyttet mod vilkårligt at få ophævet deres uddannelsesaftale. Begge parter skal være enige om at ophæve en uddannelsesaftale. Elever har tre måneders prøvetid, før reglerne mod ensidig ophævelse gælder.
En elev meldte sig syg en morgen, hvorefter elevens leder udbad sig en lægeerklæring. Eleven oplyste, at det kan være svært at skaffe en lægeerklæring samme dag, da hun havde skiftet læge. Lederen oplyste, at han så betragtede fraværet som en feriedag.
Medlemmet følte sig rask i løbet af dagen og gik i biografen med sin kæreste. Kæresten lagde et billede op på Facebook, der fejlagtigt angav, at eleven havde været i en helt anden landsdel.
Fejlindtjekning på Facebook og en misforståelse kickstartede sagen
Medlemmet forlod biografen, før filmen var slut, da hun ikke følte sig rask. Næste dag meldte hun sig igen syg, men fik fra arbejdsgiver besked om, at hun vil modtage et brev. Med brevet ophævede arbejdsgiver ensidigt uddannelsesaftalen. Medlemmet havde på dette tidspunkt været elev i et år.
Arbejdsgiver ønskede ikke at trække ophævelsen af uddannelsesaftalen tilbage. I Uddannelsesnævnet endte sagen med, at HK Stats medlem modtog 60.000 kroner i godtgørelse for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen.
Sag om pensionsmillioner sluttede i Højesteret
Sagen handler om vilkårene for medlemmer, som er ansat i henhold til Civilarbejderloven. Det er en lov om pensionering af civilt personel i forsvaret. Civilarbejderes optjener lige som tjenestemænd pensionsrettigheder – til forskel fra overenskomstansatte med en arbejdsmarkedspension med løbende opsparing. Størrelsen på en civilarbejders pension afhænger, hvor længe vedkommende har været ansat og af lønnen ved pensionering, hvor man får en vis procentsats af sin slutløn resten af livet.
Fra byret over landsret og helt til Højesteret. To årvågne medlemmer, der blev fyret fra forsvaret i 2013, satte en sag om millioner i gang. De to – Marianne og Linda – hedder de, protesterede, da deres arbejdsgiver ikke gav dem ekstra pensionsår i forbindelse med, at de blev sagt op på.
Fyresedlerne fik de, fordi forsvaret skulle spare som resultat af forsvarsforliget for 2013-2017. Det havde ellers været kutyme i forsvaret gennem cirka 30 år med hjemmel i en såkaldt kundgørelse om, at der kan gives ekstra pensionsår til civilt ansatte ved afskedigelse på grund af besparelser.
Desværre tabte HK Stat sagen i sidste instans - Højesteret. Den langvarige juridiske strid er grundigt beskrevet i HK Stats medier. Via links 1 til 4 kan beretningslæseren følge kampen for retten til pensionsmillioner til dem, der blev fyret i kølvandet på forsvarsforliget i 2013.
1. Dom i pensionssag kan være mange millioner værd for fyrede forsvarsansatte (Linket er udløbet pr 18/5 2022)
2. Dom om forsvarspension skal prøves ved Højesteret (Linket er udløbet pr 18/5 2022)
3. HK Stat efterlyser tidligere civilarbejdere i forsvaret (Linket er udløbet pr 18/5 2022)
4. Højesteret: Fyrede forsvarsmedarbejdere havde ikke krav på ekstra pensionsår (Linket er udløbet pr 18/5 2022)
Arbejdsgiver trak fyring af tillidsrepræsentant tilbage
Der skal være tvingende årsager til at afskedige en tillidsrepræsentant, og arbejdsgiver er forpligtet til at søge tillidsrepræsentanten omplaceret, inden der sagligt kan skrides til afskedigelse. Der dokumenterer en sag fra 2019.
I december 2019 forhandlede og afsluttede HK Stat en sag, som var videreført overfor Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (Medst), om påtænkt afskedigelse af en tillidsrepræsentant, der var ansat som it-medarbejder.
Arbejdsgiver havde varslet en væsentlig vilkårsændring i form af overgang fra dagtjeneste til døgntjeneste. Varslingen havde baggrund i en nedlæggelse af tillidsrepræsentantens hidtidige stilling (med dagtjeneste) og en beslutning om at overflytte tillidsrepræsentanten til en anden stilling med døgntjeneste i en anden afdeling. Tillidsrepræsentanten havde takket nej til arbejdsgivers tilbud om en fortsat ansættelse på døgnvilkår. TR repræsenterede et par hundrede kolleger, hvoraf cirka 85 procent var ansat med dagtjeneste.
HK Stat gjorde gældende, at afskedigelse af en tillidsrepræsentant skal være begrundet i tvingende årsager, og at dette ikke var opfyldt. Arbejdsgiver havde ikke forsøgt – og kunne derfor heller ikke dokumentere at have forsøgt – at omplacere tillidsrepræsentanten til en anden tilsvarende stilling med dagtjeneste.
Medst. anerkendte, at den påtænkte afskedigelse skulle være begrundet i tvingende årsager - og at der ikke var tilstrækkeligt bevis for, at der var tvingende årsager.
Arbejdsgiveren trak så den påtænkte afskedigelse tilbage og omplacerede tillidsrepræsentanten til anden ”ligestillet” / ”tilsvarende” stilling med dagtjeneste. Omplaceringen indebar ikke ændringer af tillidsrepræsentantens hidtidige løn- og ansættelsesvilkår, så han kunne fortsætte i dagstjeneste.
Med omplaceringen rettede arbejdsgiver fuldt ud ind i forhold til kravet i tillidsrepræsentantaftalen om, at afskedigelse af en tillidsrepræsentant skal være begrundet i tvingende årsager. Arbejdsgiver har pligt til at forsøge at omplacere tillidsrepræsentanten, inden der sagligt kan skrides til afskedigelse.
HK Stat valgte på denne baggrund at hæve sagen.
Ret til at blive omplaceret inden for samme ansættelsesområde, når der skal skæres ned?
HK Stat har på vegne af et medlem på Københavns Universitet (KU) ført en sag om omfanget af arbejdsgivers omplaceringspligt i forbindelse med besparelsesrunder som medfører afskedigelser. Sagen blev forhandlet ved faglig voldgift. HK Stat fik desværre ikke medhold.
I forbindelse med en sparerunde på et institut blev medlemmet varslet opsagt, selvom der var ledige stillinger på det samlede KU, men uden for instituttet. Medlemmets ansættelsesområde var hele KU, mens instituttet af KU blev betragtet som ansættelsesmyndighed. To juridiske begreber – ansættelsesområdet og ansættelsesmyndigheden – var dermed i spil.
HK Stat mente, at der var tale om en urimelig retsstilling, fordi medarbejdere havde pligt til at lade sig omplacere på hele ansættelsesområdet uden samtidigt at have ret til omplacering på hele ansættelsesområdet. Det var med andre ord ikke rimeligt, at der kun skulle være omplaceringspligt inden for ansættelsesmyndighedens område.
KU var af den opfattelse, at omplaceringspligten kun gjaldt inden for ansættelsesmyndigheden (og ikke inden for det bredere ansættelsesområde), når myndigheden har egen ansættelses- og afskedigelseskompetence samt budgetansvar. Også selvom denne kompetence er givet via en intern delegation fra rektor. KU henviste i denne forbindelse til en tidligere opmandskendelse fra 2011 (også på KU's område).
Opmanden fandt, at der ikke var en omplaceringspligt inden for hele det brede ansættelsesområde – altså hele KU’s område. Opmanden pegede på, at KU´s retningslinjer i tilstrækkelig grad havde forsøgt at afbøde forskellene mellem omplaceringspligt og omplaceringsret, og at der også for medarbejderen var fordele forbundet med retningslinjerne. Hertil kommer de praktiske forhold for så vidt angår KU´s størrelse ved en meget omfattende omplaceringspligt.
Opmanden lagde også vægt på, at retningslinjerne i det konkrete tilfælde var blevet fulgt, da administrationschefen på instituttet ifm. besparelsesrunde havde orienteret sine kollegaer på de andre institutter på fakultetet. Endelig fremgik det også af retningslinjerne, at afskedigede medarbejdere havde ret til at komme til samtale, hvis de søgte en ledig stilling på KU.
Opmandskendelse om anciennitet og sygdom
Et medlem på en uddannelsesinstitution blev varslet opsagt efter cirka et halvt års kombineret fuld- og deltidssygemelding. Medlemmet, der havde været ansat mere end 10 år, blev syg på grund af arbejdsrelateret stress i slutningen af december 2018 og opsagt i juni 2019 på grund af længden af sygdomsfraværet og de driftsmæssige forstyrrelser og udsigten til hendes tilbagevenden. Medlemmet ville ifølge sin læge have kunnet optrappe til fuld tid i løbet af 8 uger.
HK Stat tabte sagen. Opmanden lagde blandt andet til grund
- at medlemmet ikke inden for ”den nærmeste fremtid” ville kunne genoptage arbejdet på fuld tid eller tæt på fuld tid
- At sygemeldingen ”medførte en betydelig belastning for de øvrige projektmedarbejdere, som skulle udføre hendes arbejdsopgaver”. Her blev der hovedsageligt lagt vægt på arbejdsgivers oplysninger om dette.