sange

Når jeg ser et rødt flag smælde

Tekst : Oskar Hansen
Melodi: John Madsen

1.
Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i mit mod,
thi det flag, der nu smældende når himlen,
er jo rødt som mit brusende blod

2.
Jeg har set min fader ranke
ryggen op i flagets brus.
Jeg har lyttet og hørt hjertet banke
i dets stolte, befriende sus.
Jeg har elsket dets farve fra lille,
da min mor tog mig op på sit skød
og fortalte mig manende og stille
om en fane så knitrende rød.

3.
Jeg har anet slægters striden
imod fremtids fjerne mål.
Jeg har set trælletoget i tiden
blive mænd bag ved kampfanens bål.
Jeg har set den i blafrende storme,
jeg har elsket dens flammer i strid,
og bag den så jeg arbejdshænder forme
verden om til en lysere tid.

4.
Det er sliddets slægters fane
over fronten vid og bred.
Den skal ungdommen ildne og mane,
den skal knuse hvert grænsernes led.
Den var forrest i fredelig færden,
den var forrest i stormklokkens klemt;
den er fanen, der favner hele verden -
i dens folder er fremtiden gemt.

Frihed, lighed og fællesskab

Tekst: Mogens Jensen 
Melodi: Oley Speaks

1.

På den allerførste fane
i en fjern og svunden tid
havde mænd og kvinder skrevet
ord, der førte dem til strid.
Det var ord som 'Frihed', 'Lighed',
det var ordet 'Fællesskab'.
Er det ord som stadig gælder?
Kan vi bruge dem i dag?

(Kan vi bruge dem i dag?)
Ja – selvfølg'lig ka’ vi det!
Det er det, som der skal til,
hvis vi fortsat vil et Danmark,
hvor der' plads til dem der vil.
Hvor vi sørger for at alle
kan få plads og være med.
Så'r det frihed, lighed, fællesskab
vi stadig holder ved.

2.

Når de kolde vinde blæser,
ved vi godt, hvad der' på spil.
Så'r det mig og mig og selvet
der skal ha' - og mere til.
Ind med egoismens dyder,
ind med junglelovens magt.
Det' de kræfter der vil sejre,
hvis vi ikke er på vagt.

(hvis vi ikke er på vagt.)
Men det skal de ikke, nej,
for vi vil en anden vej,
hvor den svage os' har plads
med rum til både dig og mig.
Hvor vi klarer skær'ne sammen,
bruger fællesskabets bånd.
Det er det, der har skabt Danmark
Det er selve Danmarks ånd.

3.

Vi vil frihed, vi vil lighed,
vi vil stadig fællesskab.
Tryghed, job og ord'ntlig bolig
Det er kernen i vor sag.
Stadig færre skal ha' mindre,
mange flere skal ha’ nok.
Vi står fast på vor's værdier
Er de stadig stærke nok?

(Er de stadig stærke nok?)
Ja – selvfølg'lig er de det!
Det er det, som der skal til,
hvis vi fortsat vil et Danmark,
hvor der’ plads til dem der vil.
Hvor vi sørger for at alle
kan få plads og være med.
Så'r det frihed, lighed, fællesskab,
vi stadig holder ved.

 

 

Livstræet

Tekst: Hans Holm
Melodi: Erik Lindebjerg

1.
Der er så meget, der kan trykke
gøre dagen trist og grå
Se de folk der uden lykke
bare går og går i stå
Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

2.
Der er så mange uden varme
uden ånd og uden liv
folk bli'r fattige og arme
tænker kun på tidsfordriv.
Lad dem lege...

3.
Der er så mange uden venner
uden kærlighed og kys
folk som ingen andre kender
hvor skal de mon finde lys?
Lad dem lege...

4.
Der er så hård en kamp om magten
alle kæmper for sig selv
Er der ingen, der har sagt dem
at de slår sig selv ihjel?
Lad dem lege...

5.
Der er så mange, der er slaver
lænket fast til job og tid.
Hvorfor bruges vores gaver
uden tanke, uden vid?

Lad os lege i livstræets krone
Lad os føle, at livet er stort
lad os skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

 

Kringsat af fjender

Tekst: Nordahl Grieg 
Melodi: Otto Mortensen

1.

Kringsat af fjender, gå
ind i din tid.
Under en blodig storm
vi dig til strid.
Kanske du spør' i angst,
udækket, åben
hvad skal jeg kæmpe med,
hvad er mit våben?

2.

Her er dit værn mod vold,
her er dit sværd:
Troen på livet vort,
menneskets værd.
For al vor fremtids skyld,
søg det og dyrk det,
dø om du må - men:
Øg det og styrk det.

3.

Stilt går granaternes
glidende bånd.
Stands deres drift mod død,
stands dem med ånd!
Krig er foragt for liv.
Fred er at skabe.
Kast dine kræfter ind:
Døden skal tabe.

4.

Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her sult og nød,
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falde
solskin og brød og ånd
ejes af alle.

5.

Dette er løftet vort
fra søster til bror:
Vi vil bli' gode mod
men'skenes jord.
Vi vil ta vare på
skønheden, varmen -
som om vi bar et barn
varsomt på armen.

 


Murerarbejdsmandens ferie

Tekst: Aksel Andreasen
Melodi: Kammeratens røde næse (Gl. dansk soldatervise –ukendt komponist)

1.

Lørdag sa' jeg byggepladsen
ømt farvel plus pilsnerkassen
- takket være vores nye ferielov.
Med min kuffert med det fine
pinsesnit og Karoline
skulle jeg for første gang på feriesjov.
- På banegården sa' min søn:
'Go' pinse' mandag måren.
Fine folk! Vi skulle leje
værelse på Gilleleje
Bad'hotel med mavebælte på cigar'n.
- Karoline var glad som et nyfødt barn!

 

2.

Chefportieren stod i krogen,
da jeg skrev i gæstebogen:
'Egon Sofus Olsen, murerarbejdsmand'.
'Kald Dem hel're murermester,
tænk på vores fine gæster,
vi har nemlig boende tre af adelsstand.
- Her bor komtessen,
greven og så enkebaronessen.'
'Vi er fa’me ligeglade,
for vi bor i Adelgade
og er blå i bagen – Ku’ du li’ å se?'
- Karoline blev bleg som en bagvendt ble!

 

3.

Plads vi fik dog på hotellet
- rummet minded' mest om 'spjældet',
som jeg sad i, dengang da jeg var rekrut.
På divanen vi popoen
smak indtil i radioen
frøken klokken kvidred': 'Atten-nul-nul-dut'.
- Så rang gongongen,
og vi skred til middag i salonen.
Vi fik hummer – ih, du milde!
Skønt vi sled, som vi var vilde,
var de fa'me ikke til at splitte ad.
- Karolines røg over på grevens fad!

 

4.

'Undskyld', sa' jeg å tog ordet,
mens jeg lå min skrå på bordet,
men så vendte enkebaronessen sig
og stak næsen ned i tasken,
mens komtessen stiv i masken
stirred' gennem stanglorgnetten vredt på mig.
- Hvad ku’ jeg fejle?
Av – jeg havde glemt at rense negle.
Men da jeg så brugte gaflen,
skreg hun: 'Ræk mig vandkaraflen'!
Hun besvimed' – greven bad om aspirin.
- Karoline hun vælted' hans glas med vin!

 

5.

Efter middag sang komtessen
'Nonnens bøn' for baronessen
og for greven, alt imedens jeg og jord-
&betonarbejder Møller
tog os et par Stjerne-øller,
han holdt osse pinseferi'e – og i kor
sad vi og skråled',
mens for Ludvig Christensen vi skåled:
"Kammeratens røde næse" –
vi blev ved, til vi var hæse,
så kom der en avekat og smed os ud.
- Karoline var smækfuld af gåsehud!

 

6.
Næste dag gik vi i vandet
- bare piger lå i sandet
med rødbedenegle og mahogny-hår.
Mine bukser ha'd en flænge,
men vi gik på stranden længe,
folk de grinte højt af Karolines lår.
- Skæg og ballade,
Karoline stak dem et par flade!
Så blev vi vist bort fra stranden,
for de hented' opsynsmanden
Karoline sagde: "Sofus, jeg vil hjem igen"!
- Karoline er bange for bussemænd!

7.

I den kære Adelgade
sidder vi nu atter glade,
- foran mig der står en større serie,
dels af Pilsner, dels af Lager
og diværste andre sager,
her er det en svir at holde ferie!
- Øller i kassen
står og venter mig på byggepladsen.
Skide vær' med Gilleleje,
blot jeg har min ost og spege-
pølse og kan holde næste mandag blå.
- Karoline har stegt mig en grisetå!

 

Skuld gammel venskab 

Tekst: Jeppe Aakjær (frit efter Robert Burns)
Melodi: Skotsk folkemelodi

1.
Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!


2.
Og gi så kuns de glajs en top
og vend en med di kaw'.
Vi'el ta ino en jenle kop
for dem swunden gammel daw.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!


3.
Vi tow - hwor hår vi rend om kap
i'æ grønn så manne gång!
Men al den trawen verden rundt
hår nu gjord æ bjenn lidt tång.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!


4.
Vi wojed sammel i æ bæk
fræ gry til høns war ind.
Så kam den haw og skil wos ad.
Å, hvor er æ læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!


5.
Der er mi hånd, do gamle swend!
Ræk øwer og gi mæ dind.
Hwor er æ skjøn å find en ven,
en håj mist for læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find!
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind!

Du kom med alt det, der var dig

Tekst: Jens Rosendal 
Melodi: Per Warming

1.
Du kom med alt det, der var dig
og sprængte hver en spærret vej,
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: Lev det!

2.
Jeg stormed' ud og købte øl
ja, vint'rens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge.
Og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen - skjult for længe.

3.
Og blomster åbned' sig og så,
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde.
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

4.
Vorherre selv bød ind til fest
og kyssed' hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå,
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

5.
At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det der smerter,
og kærligheden er og bli'r
for hvad end hele verden si'r,
så har den vore hjerter.


På denne side er det muligt at oprette noter, hvis du er logget på HK.dk.