mundtlig beretning

Bodil Ottos mundtlige beretning fra HK Kommunals Kongres 2016. Det talte ord gælder.

Gode venner – kære gæster.

Siden vi for fire år siden mødtes her i Kolding til kongres, har vi været vidner til megen turbulens. Både herhjemme og ude i verden.

Hvem havde for fire år siden for eksempel forudset fænomener som smykkelov, sengepraktik eller syrienskriger? Eller grænsekontrol, giraf-drab og græker-kaos? Andreas Mogensen og Alternativet? For ikke at nævne Dovne Robert, dagpengeudfald og Dong-salg? Jo, forandringens vinde og det uforudsigelige har domineret perioden 2012-2016.

Og så alligevel ikke helt.

Jeg kan i hvert fald komme i tanke om én ting, hvor ikke engang begrebet ’forudsigelighed’ rækker. Nej, to ting for resten. Den første handler om, at den nu pensionerede prinsgemal har ønsket at blive konge.

Den anden ting, der ikke kan overraske nogen som helst, er politikernes gentagne udpegning af administrationen som spareobjekt. I regionerne har lægesekretærer og kontorpersonale stået for skud. I kommunerne er det administrationen generelt. Og jeg har set en del ganske gakkede begrundelser for at skære på administrationen.

En borgmester udtalte for nogle år siden, at han – og jeg citerer – ’har vænnet sig til det…’.

Ligesom hellige mænd i Indien kan vænne sig til at sidde på pigge, tænker jeg.

En anden borgmester har udtalt: ’Jeg tror ikke, at borgerne i kommunen har bemærket serviceforringelserne’.

Det citat taler vel for sig selv. 

Senest har borgmesteren fra landets næststørste by udtalt: ’Vi vil have flest mulige besparelser på administrationen, så vi friholder kerneopgaverne’ (!). Jeg tror, mange af disse begrundelser for at skære i administrationen er udtryk for ren og skær populisme. Og det er ikke okay. For jeg er overbevist om, at hovedparten af politikerne ganske udmærket er klar over, at størstedelen af det administrative arbejde handler om meget jordnære ydelser.

Velfærdens dna

Ydelser som for eksempel miljøgodkendelser, fødevarekontrol, sociale forhold, jobindsats, tandpleje, sundhed og udsatte børn.

Alle vi, der er samlet her i dag, ved jo også, at besparelser på administrationen ikke får de administrative opgaver til at forsvinde. Det betyder bare, at andre faggrupper bebyrdes med opgaver, de ikke har kompetencer til at udføre. En effektiv administration er altså forudsætningen for, at vores velfærdssamfund kan hænge sammen. I en højt specialiseret verden er hver faggruppe hinandens forudsætning. Fra mine besøg i kommuner og regioner er det mit klare indtryk, at langt størsteparten af lederne har taget den erkendelse til sig.

Hvem kan lige forestille sig…

  • at der ikke er personale til at sikre korrekte journaler til patienter på vores hospitaler?
  • til at holde vores IT-systemer i gang?
  • til at give de ledige aktivering eller job?
  • til at stille sociale snydere til ansvar?
  • til at udbetale løn – korrekt og til tiden?
  • til at hjælpe borgerne med digitale udfordringer på biblioteker og i borgerservice?
  • og til alle de andre vigtige opgaver i kommuner og regioner?

Nej, vel?

En konsulent fra Lundgaard har beskrevet administrationen på denne måde: ’Vi er helt afhængige af ansvarsfulde, fagprofessionelle administratorer. De er garanter for værdiernes sikring og for den dokumentation og sporbarhed, offentligheden nyder godt af’. 

Jeg er helt enig! Det er helt okay.  

Tag nu for eksempel vores erhvervsklima. Her har Verdensbanken netop rangeret det danske erhvervsklima som det tredje bedste i verden. Det måles blandt andet på, at den offentlige sagsbehandling er i top. For eksempel ved etablering af ny virksomhed, indhentning af byggetilladelser og tinglysning. Dertil kommer naturligvis en god velfærd og en professionelt drevet offentlig sektor uden korruption. Alt i alt handler det i den grad om jer, der er her i dag, og om vores kolleger, der holder Danmark i gang i kommuner og regioner.

HK Kommunal – det betaler sig!

Offentlig administration betaler sig

Når jeg er rundt på arbejdspladserne og har den fornøjelse at tale med chefer og ledere, så er det da heldigvis også de toner, jeg hører om administrationen.

Så hører jeg, at HK’erne er værdsat og ikke kan undværes.

Men det er et langt sejt træk. Vi har arbejdet med at sætte fokus på den problemstilling i de foregående fire år. Og det kommer vi til at fortsætte med også de næste fire år.

For der er selvfølgelig ingen tvivl om, at vi HK’ere som mange af de øvrige faggrupper i den offentlige sektor er under pres. Og i denne kongresperiode har vi da også oplevet et mindre fald i beskæftigelsen inden for HK Kommunals overenskomstområde.

Vi kan dog høre, at en del kommuner har fundet ud af, at det kan betale sig at ansætte medarbejdere med de nødvendige kompetencer.

Det gælder Herning, som har ansat flere sagsbehandlere på området for udsatte børn. Det har betydet bedre tid til at hjælpe familierne, før det går galt – med en besparelse på 3,7 millioner kroner på anbringelsesområdet til følge.

I Aarhus Kommune har man indset, at det kan betale sig at ansætte et betragteligt antal nye medarbejdere i byggesagsafdelingen.

Det har nemlig kostet kommunen 70 millioner kroner i tabte dækningsbidrag og ejendomsskatter, at afdelingen tidligere var underbemandet.

På Nordfyn, i Ballerup og i knap 60 andre kommuner har man i jobcentrene oprustet kraftigt på personalesiden. Det betyder nemlig færre ledige og udgiftskrævende medborgere.

Også i regionerne har man flere steder erkendt, at den megen politikersnak om besparelser i administrationen ikke holder.

En række hospitaler har valgt at opruste med lægesekretærer og andet administrativt personale, fordi det kan betale sig at overholde ventetidsgarantier og værne om patientrettigheder.

Jeg ser eksemplerne som udtryk for en tendens.

Økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen er inde på samme bane. Han peger på, at hvis den offentlige sektor var ren tilsætning, så ville det være svært at forklare de nordiske landes position.

Her går store offentlige sektorer nemlig i spænd med velfungerende økonomier.

Fagforeningen betaler sig

Når vi nu er inde på, hvad der kan betale sig. Så falder det mig lige for at kigge på os selv, og det vi tilbyder medlemmerne. Vi har ydelser som kompetencefonde, karrieretelefon, lønforsikring og netværk for fagene. Ydelser vi kan tilbyde, fordi vi er mange sammen.  

Ved overenskomsten i 2013 lykkedes det os at få en nyskabelse i form af kompetencefonde i kommuner og regioner. For regionernes vedkommende blev kompetencefonden udbygget solidt ved den seneste overenskomst. Alle på HK Kommunals overenskomster kan nu søge op til 25.000 kroner årligt til kompetencegivende videreuddannelse.  

Og kompetencefondene har været en soleklar succes!

Begejstringen skinner tydeligt igennem hos de op til 5.000 HK’ere, der indtil nu har fået støtte til uddannelse. En helt ny undersøgelse viser, at knap ni ud af ti mener, de har fået en viden, de kan bruge i jobbet. Et af vores medlemmer siger i undersøgelsen, at ”Kompetencefonden er det bedste, HK har gjort for sine medlemmer”.

Jeg må indrømme, at jeg er pivstolt over, i hvor høj grad medlemmerne har taget videreuddannelse til sig. Hovedparten af de HK’ere, der har fået gavn af kompetencepengene, er gået i gang med en diplomuddannelse. Klinikassistenterne har endda fået en helt ny kompetencegivende uddannelse, så de nu også må behandle.

Så vi er kommet rigtig langt, men også her skal der fortsat ske en indsats de kommende år.

På 2012-kongressen var HK-fagene et centralt tema. Det førte blandt andet til en ny karrieretelefon, der blev sat i søen i begyndelsen af 2013. Hver mandag eftermiddag ringer medlemmer og får inspiration og sparring. Og rigtig mange har givet udtryk for, at karrieretelefonen har haft stor betydning for deres videre færd.

Vores kollektive lønforsikring udgør også en diamant i den turban, der gør HK Kommunal særlig attraktiv. Det var jo sådan, at vi på kongressen for fire år siden som den første fagforening i landet gav vores knap 50.000 HK’ere en kollektiv lønforsikring. Ledige medlemmer får hævet indkomsten fra cirka 60 procent til 80 procent af den hidtidige løn.

Bestyrelsens og kongressens intention var at tilbyde et unikt produkt, der kan øge trygheden ved ledighed. Og jeg må sige: Vores lønforsikring har indfriet alle forventninger.

Blandt de 1.300 medlemmer, der har nydt godt af lønforsikringen, erklærer mere end ni ud af ti sig tilfredse med ordningen. Og tre ud af fire svarer, at lønforsikringen har givet deres medlemskab af HK Kommunal større værdi.

I den forløbne kongresperiode udregnede HK Kommunal også den gevinst, medlemmerne opnår ved at være dækket af en overenskomst. Resultatet – der i øvrigt gav genlyd i landets medier – er, at et gennemsnitligt medlem af HK Kommunal får op imod 100.000 kroner ekstra om året alene som følge af overenskomsten. Gevinsten bliver væsentligt højere, hvis man for eksempel har børn og bruger ordninger som frihed ved barns sygdom.

Men en overenskomstbærende fagforening som vores er jo ikke kun med til at sikre målbare aktiver for den enkelte.

Mindst ligeså vigtig er de faglige fællesskaber, netværkene, sammenholdet på arbejdspladsen og muligheden for kollektivt at rejse relevante dagordener over for ledelsen.

Sidst men ikke mindst giver overenskomstsystemet også værdi til hele vores samfundsmodel. Til samfundsøkonomien og sammenhængskraften.

Det betaler sig at sætte dagsordenen

En rigtig fagforening giver også valuta for pengene, når den formår at rykke den offentlige dagsorden til gavn for medlemmerne. Ikke at jeg bilder mig ind, at HK Kommunal alene vælter anløbne arbejdsgivere eller politikere ned ad slisken. Men jeg er ikke i tvivl om, at vi gennem vores politiske lobbyarbejde har fået påvirket udviklingen.

Et eksempel er Udbetaling Danmark. Vi kunne ikke forhindre Finansministeriet i at oprette Udbetaling Danmark. Til gengæld er jeg sikker på, at HK Kommunal via en stærk indsats i medierne har givet sit væsentlige bidrag til at forhindre en yderligere flytning af opgaver.

Et eksempel på det er følgende lille episode: Ved et møde sad en af vores medarbejdere helt tilfældigt ved siden af en kontorchef fra Finansministeriets område.

Kontorchefen spurgte hvilken organisation, hun repræsenterede. Vores medarbejder svarede, at hun kom fra HK Kommunal.

Hvortil den statslige kontorchef konstaterede:

’Det er så jer i HK, der vandt kampen om Udbetaling Danmark’.

Eller tag spørgsmålet om regionerne. Stærke politiske kræfter har krævet regionerne slagtet. Til fordel for en centraliseret privat-statslig instans.

Også her har HK Kommunal og DL markeret sig solidt.

Både før og efter folketingsvalget har vi fået sat en markant dagsorden om, hvorfor det er en god ide at bevare et politisk styret og decentralt sundhedsvæsen.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi med denne offensive indsats har givet vores bidrag til, at regionerne indtil videre har overlevet.

Og fra egne rækker: Hvem tror så, at vores kritik af LO for at overse de offentligt ansattes interesser var blevet dagsordenssat, hvis ikke vi i sommeren 2012 havde buldret det ud på alle kanaler?

Så stort set hele fagbevægelsen i dag forfølger idéen om en fusion mellem LO og FTF? For alle vores vigtige mærkesager gælder det, at afdelinger og tillidsrepræsentanter har ydet en stor indsats for at sætte dem på dagsordenen. Med mails til folketingsmedlemmer og kommunalpolitikere. Med debatindlæg, personlige kontakter og breve. Tusind tak for jeres indsats!

Involvering giver bonus

I en moderne fagforening skal vi kunne mere end at reagere på opståede situationer. Vi skal kunne tage morgendagens udfordringer i opløbet.

Derfor har vi bestræbt os på at være fagforening på en ny måde:

  • At møde medlemmerne i øjenhøjde
  • At lytte
  • At involvere medlemmerne i fagpolitikken

Jeg tror, den satsning har båret frugt.

Vores vision om at være en involverende fagforening er vel bedst kommet til udtryk ved OK15.

Tidligere har vi grebet tingene mere traditionelt an med centralt fastlagte krav til arbejdsgiversiden.

Ved OK15 vendte vi det hele på hovedet. Vi spurgte medlemmerne om, hvad de oplevede som udfordringer i arbejdslivet.

Bestyrelse og medarbejdere indledte OK15-forhandlingerne med en rundtur på flere hundrede arbejdspladser. Formålet var at få input fra så mange medlemmer som muligt.

Det skete via postkort, der blev delt ud og diskuteret.

Jeg havde selv fornøjelsen af at tale med en masse medlemmer og ikke-medlemmer ved nogle af vores mange events med kaffevogne, croissanter og is.

Vores satsning resulterede i 15.000 udsagn fordelt på 5.000 postkort.

Og vi havde alle postkortene med, da vi præsenterede vores OK-krav for arbejdsgiverne.

Det gjorde indtryk!

Og den efterfølgende urafstemning vidnede også om, at medlemmerne kunne se sig selv i resultatet. Stemmeprocenten blev historisk høj. Hele 64 procent af medlemmerne afgav deres stemme!

I en demokratisk organisation er det opbakningen fra medlemmerne, der i sidste ende giver vores aftaler værdi og vægt.

Vi kommer ikke uden om, at stemmeprocenten sammen med den tårnhøje ja-procent på 98 giver legitimitet til hele aftalesystemet.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at vores satsning på at være fagforening på en ny måde har haft betydning for, at det i kongresperioden er lykkedes for os at stabilisere medlemstallet.

Involvering og medlemsnærvær skal derfor også kendetegne HK Kommunal i årene, der kommer!

Men hvad var det så, medlemmerne sagde til os ved OK15?

Kort fortalt handlede de 15.000 udsagn primært om fire emner:

  • At arbejdsmiljøet er presset, og at der ikke er sammenhæng mellem opgaver og ressourcer
  • At vi ikke skulle røre ved frokostpausen eller forringe seniorordningerne
  • At vi skulle sikre en reallønsfremgang
  • At vi skulle fortsætte kompetenceindsatsen

Og hvad opnåede vi så ved OK15?

  • Vi fik generelle lønstigninger på 5,4 procent over tre år.
  • Vi fik udbygget kompetencefondene, så endnu flere kan få kompetencegivende videreuddannelse
  • Og vi undgik forringelser på frokostpause og seniorordninger

Dertil kommer pensionsforbedringer, en ekstra uges lønnet forældreorlov til fædre, forbedringer for fleksjobbere og meget andet.

OK15-resultatet var absolut tilfredsstillende. Og bedre end mange forestillede sig muligt.

Rigtigt glædeligt er det også, at resultatet i høj grad afspejler medlemmernes prioriteringer.

Vores udfordringer – morgendagens mål

Et godt arbejdsliv – det skal kunne betale sig

Og så er der alligevel et bump på vejen. Der er ét centralt udsagn fra postkortkampagnen, som ikke indgår i OK-resultatet.

Nemlig medlemmers oplevelse af, at det psykiske arbejdsmiljø halter. Vi fik ganske vist aftalt med arbejdsgiverne, at der etableres rejsehold, som kan bistå arbejdspladser med at få et bedre arbejdsmiljø. Men som udgangspunkt er psykisk arbejdsmiljø ikke noget, vi kan løse ved overenskomstbordet. Normeringer indgår nemlig ikke i overenskomstforhandlingerne. Så derfor MÅ vi gøre noget på en anden måde.

Vi hører fra rigtig mange medlemmer

  • At de må gå på kompromis med deres faglighed
  • At etiske dilemmaer fylder i dagligdagen
  • At de savner indflydelse og involvering
  • At de har svært ved at yde den optimale service

Kort sagt, at mange oplever et voldsomt presset arbejdsmiljø. Undersøgelse på undersøgelse viser samme tendens.

Vi ved for eksempel, at mere end tre ud af fire HK’ere i kommuner og regioner oplever, at de har symptomer på stress. Det gælder i øvrigt for både medarbejdere og ledere.

Forleden så jeg i Ugebrevet A4, at ikke engang halvdelen af vores offentlige chefer mener, de er fagligt godt klædt på til at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø blandt deres medarbejdere.

Senest har overvældende mange ansatte på jobcentrene berettet om, at stress og dårligt arbejdsmiljø er en kæmpe udfordring i dagligdagen.

Hvilket i øvrigt ikke kan undre med alle de reformer, der er hældt ned over området – uden at medarbejderne har fået de nødvendige værktøjer til at løse opgaverne.

Vi kan også konstatere, at det er de offentligt ansatte, der fylder op på stressklinikkerne.

Og det er jo egentlig mærkeligt, at det står så skidt til, når vi samtidig ved, at det betaler sig at prioritere et godt arbejdsmiljø. Gør man det, er der langt mindre risiko for, at medarbejderne bliver sygemeldt med stress.

LO og FTF skønner, at dårligt arbejdsmiljø hvert år koster samfundet 60-80 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste!

Der er altså mange grunde til at sætte det gode arbejdsliv på dagsordenen. Som vi gør, når vi i morgen flytter kongressen til Sydbank Arena og får selskab af 250 arbejdsmiljørepræsentanter.

Samarbejdet mellem arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere vil stå i centrum, og jeg glæder mig rigtig meget til vores møde i morgen.

Der SKAL nemlig nye boller på suppen.

Jeg tror, vi bliver nødt til at indse, at vores dygtige arbejdsmiljørepræsentanter skal spille en ny og mere afgørende rolle.

Især nu hvor Venstre-regeringen har skåret Arbejdstilsynet ned med flere længder.

Det må også skæres ud i pap, at det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for, at der er en fornuftig sammenhæng mellem opgaver og ressourcer.

Vi på vores side har selvfølgelig pligt til at gøre opmærksom på udfordringerne og pligt til at indgå i et konstruktivt samarbejde om gode løsninger.

Men det kræver nye og bedre rammer, hvis arbejdsmiljørepræsentanterne i højere grad skal tilse og kontrollere arbejdspladserne. Man kunne eksempelvis forestille sig, at vi indfører en ny form for arbejdsmiljøafgift.

En afgift, der skal variere med kvaliteten af arbejdsmiljøet på den enkelte arbejdsplads.

Jeg ser for mig, at en sådan arbejdsmiljøafgift bliver adfærdsregulerende, så arbejdspladsen helt kontant belønnes i form af mindre afgifter i takt med, at kvaliteten af arbejdsmiljøet højnes.

Og omvendt: Det koster ved kasse 1, hvis arbejdsmiljøet skranter. 

Facit bør under alle omstændigheder være, at når vi om nogle år ser tilbage, så har det kunnet betale sig for arbejdsgiverne at strikke et godt arbejdsmiljø sammen for HK’erne og andre offentligt ansatte.

Ingen skal blive syge af at passe deres arbejde. Det er okay.

Økonomi handler – også – om politisk vilje

Det skrantende psykiske arbejdsmiljø svæver naturligvis ikke rundt som en autonom boble.

Den såkaldte økonomiske nødvendighed bærer nemlig hovedansvaret. I løbet af denne kongresperiode har skiftende Christiansborgpolitikere italesat en virkelighed af krisestemning.

Men sagen er jo, at vi faktisk aldrig har været så rige i Danmark. Bruttonationalproduktet er steget de seneste tre år.

Italesættelsen af, at landet er i krise, er i høj grad et resultat af politiske prioriteringer. For eksempel har skiftende regeringer de seneste fire år opereret med en såkaldt budgetlov.

Den har blandt andet betydet økonomiske sanktioner over for de kommuner eller regioner, der ikke har kunnet overholde den økonomiske ramme.

Sanktionsregimet har resulteret i, at flere kommuner af frygt for sanktioner har brugt op imod 20 milliarder kroner mindre, end de rent faktisk måtte.

Dertil kommer de mere end 30.000 kommunale arbejdspladser, der forsvandt i perioden fra 2010 til 2015.

Senest – i 2015 – har Venstre-regeringen så introduceret sit såkaldte omprioriteringsbidrag.

Det tvinger kommuner og regioner til at barbere én procent svarende til 2,5 milliarder kroner årligt af den borgernære velfærd. Fra 2016 og frem til 2019.

Heldigvis kan jeg se, at nogle borgmestre her forleden endelig tog skeen i egen hånd. Med Københavns overborgmester Frank Jensen i spidsen begyndte et oprør.

Jeg ser frem til, at oprøret forhåbentlig kan bidrage til at vise, at det omprioriteringsbidrag er ren og skær tyveri.

I HK Kommunal har vi beregnet, at omprioriteringsbidraget vil koste 1.300 HK-stillinger. Eller 14.000 stillinger for alle personalegrupper. Det er ikke okay.

Til gengæld kommer der med den borgerlige finanslov flere penge til de borgere, der køber dyre biler, til dem der forurener eller til dem, der arver forældrenes virksomhed.

Også borgere med interesse for runesten eller restaurering af gamle skibe kan glæde sig over den borgerlige finanslov.

HK Kommunal har i samarbejde med vores gode kolleger i blandt andre Lærerforeningen, Socialrådgiverforeningen, BUPL og FOA forsøgt at opstille en modvægt mod de bevidstløse nedskæringer i velfærden.

Det er sket gennem en kampagne, som vi kalder ’Brug velfærdsflertallet’.

Det hentyder til, at der faktisk er et flertal af politikere, der inden valget gik ind for velfærd og offentlig vækst. Det drejer sig om 126 ud af Tingets 179 mandater.

Den kampagne venter vi os meget af over de næste år.

Vi har også fået en anden aktuel udfordring i Danmark, nemlig de mange mennesker, der søger beskyttelse på flugt fra krig og overgreb.

Den situation, vi står i, gør det åbenlyst, at det er helt absurd kun at diskutere offentlig vækst i tal, sådan som politikerne på Christiansborg har for vane.

Om den offentlige vækst skal ligge på 0,0 – 0,4 – 0,6 eller 0,8 procent.

Flygtninge koster. Derfor står vi nu i den situation, at væksten i den offentlige sektor formentlig kommer til at ligge på 0,8 procent eller over. Tallet lyder jo forjættende.

Men det dækker i virkeligheden over store nedskæringer. Blandt andet på HK’erne, men også på de andre faggrupper.

Det er ikke okay.

Og derfor har vi nu behov for en drøftelse af kvalitet frem for tal. Vi savner simpelthen politiske visioner for, hvilken kvalitet og hvilken service vi vil tilbyde borgere og virksomheder i Danmark.

HK’erne på fremtidens arbejdsmarked

Trepartsforhandlinger

Flygtningespørgsmålet vil også være et af de centrale omdrejningspunkter i de trepartsforhandlinger, der formentlig bliver skudt i gang i løbet af foråret.

Og jeg ser gerne, at vi fra fagbevægelsens side indgår i forhandlinger om konstruktive løsninger for fremtiden. Uanset emnerne. (Næsten).

Løsninger på, hvordan vi får rettet op på det psykiske arbejdsmiljø.

Løsninger på, hvordan vi får sat turbo på videreuddannelsen og uddannelsen af ny arbejdskraft.

Samt løsninger på, hvordan vi får strikket et mere retfærdigt pensionssystem sammen. Så flere får udsigt til en tryg alderdom i selvforsørgelse.

Og så skal vi naturligvis have fundet fælles fodslag på, hvordan vi får integreret flygtningene på arbejdsmarkedet.

Her ved jeg, at vi har dygtige ansatte på jobcentrene, der står klar – men de KAN altså ikke klare opgaven uden nye kolleger.

Langt hen ad vejen er det også en udfordring, at kommunerne er ladt alene med at skaffe job til flygtninge eller andre på kanten af arbejdsmarkedet.

Jeg vil derfor kraftigt appellere til, at man på Christiansborg lægger sig i selen for at udvide disse ordninger med løntilskud.

Så staten, regionerne og ikke mindst den private sektor også tager den fælles opgave på sig, det er, at forme et rummeligt og inkluderende arbejdsmarked.

Så ikke de kommunale HK’erne eller andre ordinært ansatte risikerer at blive overflødiggjort ene og alene fordi, nogle ønsker at spekulere i billig arbejdskraft. Det er ikke okay.

Digitalisering

En del medlemmer frygter, at den øgede digitalisering vil overflødiggøre mange af vores arbejdspladser. Den udfordring er helt reel.

Men frygten skal ikke gøre os handlingslammede. Tværtimod.

Det er vigtigt, at hver enkelt så at sige uddanner sig ind i den digitale virkelighed. Det har vi før magtet. Og det kan vi også i dag.

Det gælder sundhedsplatformen, der er på vej i nogle regioner, og det gælder alle andre nye digitale løsninger.

Digitaliseringen er kommet for at blive, men vi skal gøre det på en ny og mere begavet måde.

Hidtil er digitaliseringen sket oppefra og ned.

Jeg foreslår, at vi vender bøtten og begynder med de ansatte og borgerne.

Så er jeg helt sikker på, at vi sparer os selv for it-skandaler og tusindvis af mandetimer. Foruden borgernes oplevelse af utryghed og forringelser.

Lokal løndannelse

Fra bekymrede medlemmer hører vi også, at det går dårligt med den lokale løndannelse på arbejdspladserne. Der er stilstand, og arbejdsgiverne bruger ingen nye penge.

Her vil jeg gerne sende en opfordring til arbejdsgiverne: I er nødt til at tage den lokale løndannelse alvorlig – særlig i en tid, hvor vi lægger så meget vægt på udviklingen af nye kompetencer. De to ting kan ikke ses uafhængigt af hinanden.

Så jeg håber, der kommer lidt bevægelse på det område. Til vores fælles bedste.

Vi skal værne om det gode samarbejde og de fælles aftaler. Det gælder altså også den lokale løndannelse!

HK’erne – klarttænkende praktikere

Fra talrige samtaler ved jeg også, at mange af jer i stigende grad også bliver udfordret på nye fronter. Lad mig fremhæve to felter, der går helt tæt på manges dagligdag.

Den første udfordring handler om en oplevelse af, at borgere og patienter bliver stadig mere frustrerede og aggressive.

Og her taler jeg ikke om truende eller voldelige borgere, der naturligvis skal mødes med nultolerence.

Nej, jeg taler om, at nogle borgere har ændret attitude, måske fordi de har uindfriede – men berettigede - forventninger om et vist serviceniveau.

Et niveau, som HK’erne har vanskeligt ved at efterkomme simpelthen fordi, der er for få hænder til at løse opgaverne i kommuner og regioner.

Som HK’ere er vi ofte under krydspres: Vi skal på den ene side agere som repræsentanter for en offentlig myndighed. Og på den anden side er vi sat i verden for at yde den allerbedste service til de borgere, der har brug for vores offentlige goder.

Vi skal som fagforening blive bedre til at rumme dette dilemma. Til at fremhæve, at politiske prioriteringer og service er to sider af samme sag.

Den anden bekymring, mange medlemmer giver udtryk for, er, at der ansættes flere akademikere på bekostning af HK-beskæftigelsen.

Vi har selvfølgelig ikke noget imod akademikere. Men det er et problem, når akademikere ansættes til opgaver, som HK’erne faktisk er uddannet til at løse – og faktisk også er de bedste til at løse.

For opgaverne bør naturligvis løses af dem, der har de bedste forudsætninger for at levere et resultat med den højeste kvalitet.

Vi har de nye dygtige administrationsbachelorer, og vi har HK’ere med diplom og masteruddannelser.

De kan for alvor gøre en forskel. De bidrager nemlig til, at vi har en af de mest effektive offentlige administrationer i verden.

Og hvis vi forstår at holde snuden i sporet som fagforening, så er jeg sikker på, at vi kan bevare vores position i fremtiden.

Fra vores personalepolitiske undersøgelse ved vi, at bare hver femte HK’er har en klar oplevelse af, at ledelsen inddrager dem i udviklingen af arbejdspladsen.

Det er langt fra godt nok. Arbejdsgiverne går på den konto glip af et gedigent, u-udnyttet potentiale.  

Men vi kan langt fra bare læne os tilbage og håbe på, at arbejdsgiverne indser nødvendigheden af at ansætte og involvere HK’erne på arbejdspladsen.

Vi har selv et ansvar. Et ansvar for at give kvalificerede input, der giver arbejdspladsen – og samfundet - merværdi.

Afslutning

Så der er nok at tage fat på for HK Kommunal de kommende år.

HK’s værdi og HK’ernes faglighed skal på dagsordenen.

HK Kommunal skal fortsat være nærværende og attraktiv for alle, der arbejder på vores overenskomstområde.

Vi skal give den en tand ekstra for at synliggøre vores i flere tilfælde unikke medlemstilbud. Både overfor potentielle medlemmer og over for omverdenen.

Og så er det naturligvis bestyrelsens intention, at sikre medlemmerne nogle fortsat attraktive løn- og arbejdsvilkår.

Vi skal udvikle netværkene og fortsat styrke de mange fag - også med det formål at skabe politisk lydhørhed for HK’ernes mange kvalifikationer.

Vi er allerede godt på vej. Takket være HK Kommunals initiativrige bestyrelse.

Jeg vil gerne udtrykke en særlig tak for fire års samarbejde til HK Kommunals bestyrelse.

Stor tak skal der også lyde til nogle af fagbevægelsens allerdygtigste: HK Kommunals tillidsvalgte.

Tak for jeres støtte og store indsats.

Endelig var der formentlig slet ikke noget HK Kommunal, hvis ikke vi kunne trække på vores dygtige medarbejdere. Også en tak til alle medarbejdere i HK Kommunal.

Vi er de nødvendige hænder, der hver dag gør en forskel for borgerne. Derfor kan og vil vi gribe ud efter morgendagens attraktive arbejdspladser.

Til gavn for borgerne. Til gavn for velfærden. For Danmark.

Nu vil jeg overgive både den mundtlige og den skriftlige beretning til jeres fortsatte debat.

Tak for ordet.


På denne side er det muligt at oprette noter, hvis du er logget på HK.dk.