HK.dk logo

Afbrydelser forurener miljoeet

22. februar 2012  |  HK Stat  |  Mette Engell

I dag er det utænkeligt, at en kollega tænder en cigaret samtidig med, at hun tænder computeren om morgenen. Vi er enige om, at røg på arbejdspladsen er en forurening, vi ikke vil acceptere. Men afbrydelser og unødvendige forstyrrelser er ifølge coach og psykoterapeut Lone Dawe en af vor tids store forureninger.

Døren er lukket. Helt med vilje. Lone Dawe sidder i et møde sammen med to kolleger, og det er nødvendigt, at der er ro til fordybelse.

Pludseligt banker det på døren, og et hoved bliver stukket ind.

»Undskyld jeg forstyrrer, men jeg ville lige...,« bliver der sagt.

Lone Dawe prøver at stoppe fredsforstyrreren, men vedkommende insisterer i første omgang på at komme frem med sit ærinde.

Så siger hun fast, at de tre sidder i møde og ikke vil forstyrres.

»Derefter sagde han undskyld, og jeg hørte mig selv sige, at det var i orden. Min lidt ældre kollega sagde i stedet ‘bevares‘, og det synes jeg, var så godt sagt.

Han lod den anden vide, at han havde hørt hans undskyldning, men han understregede samtidig med det ord, at han ikke syntes, det var okay,« siger Lone Dawe.

Og efter hendes mening er det faktisk ikke i orden, at man afbryder andre, der sidder fordybede i en opgave. Den slags bør man sige fra overfor.

»Man mister koncentrationen, kommer ud af den stemning eller den tankerække, man er midt i, og det tager tid at komme tilbage igen,« siger hun og sammenligner forstyrrelser med den forurening af det nære miljø, som cigaretrøg også er udtryk for.


Usunde afbrydelser
»Biologisk set er det ikke sundt at være i et miljø, hvor det ikke er muligt at koncentrere sig. Og ligesom vi i sin tid havde diskussionen om rygning, hvor det i begyndelsen ofte endte med, at hvis bare én i en forsamling frabad sig rygning, så var det dem, man indrettede sig efter, så mener jeg, at man skal indrette graden af tilladte forstyrrelser efter de, der føler sig mest generede,« siger Lone Dawe.

Det betyder ikke, at man aldrig må tale med kollegerne eller forholde sig til en personlig telefonsamtale. Det skal bare være et bevidst valg på arbejdspladsen, hvor og hvornår man kan gøre det.

Ledelsessvigt
Ifølge Lone Dawes erfaring efter mange år på arbejdsmarkedet blandt andet som leder og topleder i staten og i konsulentbranchen, handler det om, at man sætter gang i en proces på arbejdspladsen, hvor man får talt om tingene.

Det drejer sig om, at man får viden om, hvad de mange afbrydelser faktisk gør ved både medarbejdernes arbejdsglæde og ved kvaliteten af arbejdet. Og så skal man lave nogle klare aftaler om, hvad man vil tillade.

Efter hendes mening er det et klart ledelsessvigt, hvis der ikke bliver taget stilling til forstyrrelser og afbrydelser i hverdagen.

Alt for ofte sker det først, når en kaotisk arbejdsdag fører til, at mange bliver sygemeldte med stress.

Det er derfor nødvendigt at tage fat om forstyrrelserne, før de udvikler sig til et problem. Og så rent faktisk gøre noget ved dem.

»Man kan ikke tænke sig til et bedre liv, men er faktisk nødt til helt bogstaveligt at ændre adfærd, før der sker noget andet,« siger Lone Dawe.


Kan du lukke verden ude?
Coach, psykoterapeut og tidligere kontorchef i Økonomistyrelsen, Lone Dawe, mener, at indadvendte mennesker som oftest har lettest ved at klare sig på en arbejdsplads med mange afbrydelser. Ganske enkelt fordi de er gode til at lukke af og koncentrere sig.

Du har for længst spottet Kaj, der står i den anden ende af kontoret og bøvler med kopimaskinen. Igen. Du kan næsten fysisk mærke hans frustration. Som bølger på et oprørt hav driver hans ærgrelse over mod dig. Men du sidder midt i en opgave. Prøver at ignorere ham.

Din kollega ved siden af sidder samtidig dybt koncentreret med sin opgave og ænser ingenting.

Til sidst giver du op. Igen. Og går over for at hjælpe Kaj.

Hvis det her kunne være dig, er du muligvis et ekstrovert – udadvendt – menneske, som gerne holder et vågent øje med, hvad der foregår omkring dig.

»Ekstroverte næres af at være sammen med andre mennesker. De har brug for at tale med andre både om deres arbejdsopgaver og om alt muligt andet. Helt generaliseret vil det være de ekstroverte, hvis arbejde kan ligge og hobe sig op, fordi de ofte lader sig forstyrre.

Det vil være dem, der typisk må tage en hjemmearbejdsdag, hvis det er muligt, for at få bund i bunkerne,« fortæller coach og psykoterapeut Lone Dawe.

Men det er også ofte de ekstroverte, der går ned med stress, netop fordi de så ofte lader sig forstyrre. Det gør dem frustrerede, fordi de ikke føler, de kan koncentrere sig om at få lavet deres arbejde.


En boble mod verden
Mere indadvendte eller introverte mennesker klarer generelt bedre at arbejde et sted, hvor der er mange forstyrrelser.

»Det ser ud til, at introverte har et bedre beredskab til at klare forstyrrelser. De lader sig ikke automatisk afbryde. De er langt bedre til at lukke af og fordybe sig i en opgave,« siger Lone Dawe.

De introverte får energi af at kunne fordybe sig, og selv om der er mange mennesker omkring dem, kan de så at sige lukke sig inde i deres egen lille boble.

De fleste af os er enten mest ud- eller indadvendte, men vi har elementer af begge typer i os. Så for at blive mere opmærksomme på vores egne behov og på,

hvordan vi trives bedst, opfordrer Lone Dawe til, at vi skuer lidt indad og lærer os selv bedre at kende.

»Det værste, man kan gøre, er at slå sig selv oven i hovedet med, at man ikke tackler afbrydelser eller de andres snak lige så godt som kollegaen. Det er nødvendigt at finde ud af, hvordan man trives bedst på arbejdspladsen og så arbejde hen imod at få de bedste arbejdsbetingelser,« understreger hun.


Sig fra som en giraf
Lone Dawe anbefaler girafsprog, når det handler om at lade kolleger og chefer forstå, at NU! har man brug for ikke at blive forstyrret mere.

Girafsprog er udviklet af den amerikanske psykolog Marshall Rosenberg.

Sproget kaldes også ikke-voldelig kommunikation, IVK, og er et udtryk for en særlig måde at kommunikere på. Giraffen bliver brugt som symbol, fordi den har et stort hjerte og en lang hals, som giver den overblik. Kommunikationen foregår ideelt set med hjertet i stedet for eksempelvis med en følelse af irritation og vrede.


Kommunikationen foregår i fire trin:

Trin 1: Hvad skete der: Her tager man udgangspunkt i fakta. Helt nøgternt beskriver man, hvad der er sket. Man undlader at fortolke eller blande følelser ind i 
historien.
Eksempelvis: Jeg sad og var i gang med at læse korrektur på en projektbeskrivelse og blev afbrudt, fordi der manglede papir i kopimaskinen.

Trin 2: Følelser: Man udtrykker, hvad man selv føler/følte i den beskrevne situation.
Eksempelvis: Jeg blev irriteret over at blive afbrudt og over, at I ikke selv kan finde det papir.

Trin 3: Behov: Her udtrykker man, hvilke behov man har nu.
Eksempelvis: Jeg har brug for, at jeg ind imellem kan trække mig tilbage og koncentrere mig om arbejdet.

Trin 4: Anmodning: Til sidst kan man helt konkret bede om at få dækket behovene.
Eksempelvis: Kunne vi lave en regel om, at når døren er lukket/der er et lille flag på bordet eller lignende, så er vi fredede?

Kilde: Wikipedia

Medbestemmelse Arbejdsmiljø

Send besked til forfatter


Annuller

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk