HK.dk logo

Hvem tør blive den sidste LO-formand?

26. januar 2015  |  HK Privat

En sammenhængende vision for dansk fagbevægelse kræver en nedlæggelse af LO, skriver Simon Tøgern, formand for HK/Privat i en kronik i Politiken i dag. Læs kronikken her

LO skal vælge ny formand på sin kongres i Aalborg i dagene 25. til 27. oktober. Harald Børsting kan ikke genvælges, fordi han falder for LO’s aldersgrænse. Valget af ny LO-formand kan vise sig at blive mere afgørende for den danske fagbevægelse og den danske arbejdsmarkedsmodel, end det umiddelbart ser ud til.

Diskussionerne om, hvem der skal afløse Harald, er allerede godt i gang. Hvem kan løfte opgaven? Hvem kan bære budskaberne igennem mediestøjen? Hvem kan samle bredt blandt LO’s 17 medlemsforbund – og sætte sig igennem over for de store forbund? Hvem kan manøvrere mellem regering, Folketing og de andre store interesseorganisationer? Hvem kan håndtere fagbevægelsens store udfordringer? En lille håndfuld af kandidater er allerede i gang med at positionere sig.

Men forud for diskussionen om, hvem den rette kandidat er, bør vi have en diskussion af, hvilke udfordringer vi anser som fagbevægelsens største og vigtigste, og som vi derfor kan forvente, at de håbefulde kandidater forholder sig til.

En af de vigtigste erkendelser, fagbevægelsens ledere må gøre sig i disse år, er, at præmisserne for at skaffe sig politisk indflydelse har ændret sig radikalt gennem de sidste ti år. Den tid, hvor LO sammen med de andre store interesseorganisationer automatisk blev inviteret med ind i processen omkring et hvert politisk initiativ – og hvor et eller et par partier stod parat til at bære fagbevægelsens ønsker videre – er endegyldigt forbi.

Når man ikke bliver inviteret – heller ikke af de gamle venner – må man selv arrangere festen. Fagbevægelsen må – på samme måde som alle andre aktører – til stadighed dokumentere sin politiske legitimitet ved at demonstrere opbakning til sin politik. Den kamp vil komme til at foregå i nye arenaer.

Den vil foregå i medierne, og den vil foregå mellem dem, der forstår at rejse bred folkelig opbakning til sine synspunkter uden om de formelle strukturer. Hvem udtrykker den folkelige modstand mod social dumping? Hvem kan samle en halv million underskrifter på ti skarpe krav til et nyt dagpengesystem? Hvem kan mobilisere mod stress og nedslidning? Hvem kan sætte en dagsorden, når det gælder praktikpladser? Det kan – stort set – kun fagbevægelsen med sit vidt forgrenede net af titusindvis af engagerede tillidsvalgte på landets arbejdspladser.

Det er en vigtig erkendelse, fordi den samtidig anviser en vej for den samlede fagbevægelse i de kommende år. Hvis LO-fagbevægelsen vil være andet og mere end en af mange interesseorganisationer – hvis vi vil være en samfundspolitisk aktør, kan vi ikke alene bygge på vores institutionelle indflydelse. Det gælder på den enkelte arbejdsplads. Men det gælder i lige så høj grad på ’den store scene’. Så må vi basere vores fremtidige politiske position på evnen til at mobilisere og sætte dagsordenen blandt danske lønmodtagere. Det er også en forudsætning for en varig vending af medlemsudviklingen.

I forlængelse heraf må vi også erkende, at vi står ret alene med ambitionen om at fastholde det danske samfund, som et af verdens mest lige. Vi er langt fra ’amerikanske tilstande’. Men det ændrer ikke ved, at i snart sagt alle sammenhænge vokser uligheden i det danske samfund: forskellen i livsindkomster, i sundhed, i adgang til uddannelse, i livslængde, i muligheden for selv at forme sit liv – på stort set alle parametre synes forskellene mellem de forskellige befolkningsgrupper at vokse i disse år.

Fagbevægelsen deler sin modstand mod denne udvikling med et stort befolkningsflertal. Men det ændrer ikke på, at et bredt flertal i Folketinget gennem de sidste år har accepteret denne udvikling. Hvem andre end fagbevægelsen skal påtage sig opgaven med at artikulere denne modstand?

Fagbevægelsens vigtigste ’værktøj’ er de kollektive overenskomster. Den store udbredelse af kollektive overenskomster er med til at sikre almindelige lønmodtagere på store dele (ca. 3/4) af det danske arbejdsmarked adgang til repræsentation over for deres arbejdsgiver i form af mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant, fair arbejdstidsregler, løn under barsel og sygdom, adgang til betalt efteruddannelse, pension osv., osv.

Regler, som i stort omfang også håndhæves og respekteres – i modsætning til hvad der er virkelighed i mange andre europæiske lande.

Den ny LO-formand skal ikke forhandle fornyelse af overenskomsterne. Den opgave står de enkelte forbund for. Men LO skal stå forrest i forsvaret af dette system, som på forskellig vis er under angreb i disse år. Det er først og fremmest afreguleringen af den europæiske økonomi – under betegnelsen ’EU’s indre marked’ – som sætter aftalesystemet under pres.

Mest synligt er det, når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed. Denne ’frihed’ har udviklet sig til et ræs mod bunden for millioner af europæiske lønmodtagere.

Men aftalesystemet har også hjemlige modstandere. Nogle kredse blandt arbejdsgiverne mener, at store dele af det private arbejdsmarked kan klare sig uden overenskomster. Således må vi i hvert fald tolke deres manglende bidrag til at udbrede overenskomsterne til alle dele og grupper på det private arbejdsmarked.

Omvendt må en ny LO-formand stille sig i spidsen for bestræbelserne på at sikre, at alle dele af det private arbejdsmarked bliver dækket af kollektive overenskomster. Det vil sige, at der skal være lige høj opmærksomhed på for eksempel ’banditvirksomheder’ i rengørings- og transportbranchen som ’pæne virksomheder’ inden for it, økonomi og kommunikation, hvor gammeldags områdebestemmelser begrænser overenskomsternes udbredelse til alle medarbejdergrupper.

Blandt LO’s vigtigste daglige opgaver er arbejdsmarkedspolitikken og uddannelsespolitikken. Her ligger der et par store opgaver og venter. Først og fremmest skal der udvikles et bud på fremtidens arbejdsløshedsforsikringssystem. Det nuværende system er ved at segne under flere årtiers lapperier – ofte vedtaget for at tilfredsstille hastigt skiftende politiske modediller, emsige politikeres fikse ideer og Kommunernes Landsforenings (KL) dogmatiske tro på, at alt skal være kommunalt, før det bliver godt. Resultatet er et bureaukratisk monster, som ingen kan overskue – endsige styre.

Det oprindelige formål med dagpengesystemet var at sikre det store flertal af lønmodtagere økonomisk tryghed under uforskyldt arbejdsløshed.

Det formål opfylder systemet ikke i dag. Kompensationsgraden bliver mindre og mindre for flere og flere. De fleste lønmodtagere opfatter i dag snarere systemet som en del af problemet – og ikke som en del af løsningen. Derfor må LO stille sig i spidsen for en reel reformering af systemet, som tager sigte på at genskabe trygheden. Lejlighedsvis arbejdsløshed er et grundvilkår for alle lønmodtagere i en lille og åben markedsøkonomi. Opgaven består i at vende dette forhold til vores fordel – at ændre arbejdsløshedsperioderne fra passiv venten til aktiv forberedelse til det næste job.

Systemet skal koncentrere sig om at formidle kontakten mellem virksomhederne og de arbejdsløse. Det vil betyde, at ’samtalecirkusset’ skal afvikles, og at systemet skal koncentrere sig om at hjælpe dem, der vurderer, at de vil få svært ved at finde et nyt job. Alle øvrige arbejdsløse skal have mulighed for at efter- og videreuddanne sig. Et af de strategiske mål må være at udvikle et system, som alle grupper på arbejdsmarkedet kan se et formål med: den ufaglærte såvel som akademikeren, den højtlønnede såvel som den lavtlønnede, den unge såvel som den midaldrende – alle skal kunne se deres fordel i at være medlem af en a-kasse.

Den anden store opgave er en reform af hele efter- og videreuddannelsessystemet. Tusinder af voksne lønmodtagere – faglærte og ufaglærte – overvejer at påbegynde en eller anden form for videreuddannelse. Men de tør ikke kaste sig ud i projektet, fordi de ikke kan få økonomien til at hænge sammen. Men samfundet har ikke råd til ikke at give disse mennesker mulighed for at dygtiggøre sig.

Derfor skal LO stille sig i spidsen for en reform, der samtænker AMU-systemet med erhvervsakademiernes og professionshøjskolernes efteruddannelsestilbud, og som sikrer det økonomiske grundlag for de lønmodtagere, som tør kaste sig ud i det projekt, det er at påbegynde en ny uddannelse midt i livet. Det vil bidrage til at demokratisere ’uddannelsesgoderne’, og det vil sikre samfundet adgang til den nødvendige uddannede arbejdskraft.

En af de strategiske forudsætninger for, at fagbevægelsen igen kan komme i offensiven, er, at det store flertal af lønmodtagere samles i den samme hovedorganisation. I dag er lønmodtagerne spredt over tre hovedorganisationer: LO (1,1 mio.), FTF (450.000) og AC (325.000). På initiativ af HK/Danmarks forbundskongres er der nu indledt en proces, hvor kravene til fremtidens hovedorganisation diskuteres i medlemsforbundene i LO og FTF. AC har tidligt signaleret, at de ikke ønsker at indgå i denne proces.

En af bestræbelserne er at gøre processen fremadrettet. Vi skal ikke bare diskutere en fusion af to eksisterende organisationer. Vi skal søge at fastholde det som en politisk diskussion, hvor vi prøver at identificere kravene til fremtidens hovedorganisation og i forlængelse heraf skitsere, hvordan sådan en mon kunne komme til at se ud.

Ambitionen med at etablere en ny hovedorganisation er selvfølgelig at sikre, at vi kan matche centraliseringen blandt såvel de offentlige som de private arbejdsgivere. Lønmodtagerne skal kunne tale med én stemme – én stemme, der må antages at blive tillagt større vægt, end når den kommer fra flere afsendere.

Det er også svært at forklare, hvorfor socialpædagoger, pædagogmedhjælpere i hele landet og pædagoger ansat i Københavns Kommune er medlem af én hovedorganisation, mens pædagoger ansat i landet øvrige 97 kommuner er medlem af en anden hovedorganisation. Eller at laboranter er medlem af den ene hovedorganisation, mens bioanalytikere er medlem af en anden. Eller at it-folket er spredt på hele tre hovedorganisationer.

En fælles hovedorganisation er en strategisk forudsætning for at fastholde og udbrede overenskomstdækningen på det private arbejdsmarked. Bortset fra Finansforbundet og Forsikringsfunktionærerne har FTF-organisationerne for privatansatte ikke haft succes med at få sine medlemmer omfattet af kollektive overenskomster. Omvendt har nogle af LO-organisationerne vanskeligheder med at udbrede overenskomsterne til nye virksomheder og nye brancher. Her er der ikke råd til det ’varmetab’, som opretholdelsen af flere hovedorganisationer koster.

Mener man det alvorligt, når man bekender sig til ’den danske model’ og ambitionen om, at nye typer af jobs i nye brancher også skal omfattes af kollektive overenskomster, så kræver det – blandt meget andet – samling i en ny hovedorganisation.

Men den vigtigste diskussion er hverken organisatorisk eller overenskomsttaktisk. Den er politisk. En af de vigtigste særkender ved LO’s politiske arbejde har været, at man aldrig har opfattet sig som repræsentant for en ’tilfældig’ gruppe menneskers særinteresser.

Dybt i LO’s dna ligger en erkendelse af, at man ikke kan repræsentere så mange mennesker uden også af påtage sig et overordnet samfundsmæssigt ansvar i sit arbejde.
LO har således blandet sig i diskussioner, som lå uden for den snævre interessevaretagelse. En og anden har måske kunne være uenig i, hvordan denne udfordring er blevet håndteret i konkrete sammenhænge. Men at LO skulle frasige sig dette ansvar, har aldrig været til diskussion.

FTF har historisk altid markedsført sig som en politisk uafhængig hovedorganisation med en relativt snæver definition af medlemsinteresserne. Den position har FTF bevæget sig væk fra over en årrække. I dag er det betoningen af den partipolitiske uafhængighed, der dominerer. Det betyder i praksis, at man har nærmet sig en fælles forståelse af sin rolle. Det er selvsagt en forudsætning for, at man kan etablere en ny fælles hovedorganisation.

Noget af det mest konservative, der findes, er demokratiske organisationer! Derfor vil tanken om nedlæggelse af LO og FTF til fordel for en ny fælles hovedorganisation blive mødt med stor skepsis og stærk modstand fra dele af baglandet i begge organisationer.

Valget af ny LO-formand er således ikke et valg, der alene bør afgøres af, hvem der har det mest vindende væsen eller er mest slagfærdig med en mikrofon stukket op i ansigtet. Medlemsforbundenes tillidsfolk må forvente, at formandskandidaterne forholder sig til de fælles udfordringer. Hvilke udfordringer står vi over for? Hvilke er vigtigst? Og hvordan angriber vi dem? Og her er nedlæggelsen af LO (og FTF) den sværeste og mest giftige.

Hvem af kandidaterne tør gå til valg på ambitionen om at blive den sidste LO-formand? Hvem vil gå til valg på en sammenhængende vision og strategi for dansk fagbevægelse?

Arbejdsmarked Medlemsdemokrati Politik

Send besked til forfatter


Annuller

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk