HK.dk logo

Eks-tolder: At nedlægge Slugerteamet er en ommer, Skat

23. september 2015  |  HK Stat  |  HK SKAT

Røntgenbillede af slugers mave

Røntgenbillede af person med kugler af narkotika i maven.

Skat traf en forkert beslutning ved at nedlægge ’Slugerteamet’, som indtil 2013 afslørede narkotikasmugling for millionbeløb. Det mener emeritus tolder Peter J. Rugbjerg, som her begrunder sin holdning og deler sin store viden om afsløring af de såkaldte slugere – mennesker der smugler narko ved at gemme det inde i kroppen.

Som samfundsborger i Danmark ærgrer jeg mig over, at et velfungerende arbejdsfelt og projekt i toldkontrollen er blevet lukket af Skats ledelse i 2013. Det vil jeg her give en nærmere redegørelse for.

Tidligere, i 2012, var der i ankomsthallen i Kastrup Lufthavn et team af 6 ildsjæle, mænd og kvinder, der hed Slugerteamet. Det havde til opgave at afsløre slugerne – det vil sige personer, der transporter narkotika slugt eller skjult i kroppen. Disse smuglere kaldes også body-packere. En god sluger kan sluge op til 1,7 kilo narko. Det er de rene varer direkte fra laboratorierne. Narkoen sammenpresses på maskine til en stenhård oval kugle på 2-3 centimeter med en vægt på 10-12 gram. Det emballeres i afklippede ’fingertutter’ fra latexhandsker i et eller to lag. Dernæst lukkes de med tandtråd, hvorefter de sluges. Kondomer kan også bruges til emballering af kuglerne. Man kan se, hvordan det foregår, i filmen ’Maria full of grace’. Her ses piger, der afsendes fra Columbia til USA fyldte med narkokugler i maverne.

Når narkoen er nået frem til modtageren, skal det ud ad den naturlige vej, det vil sige, at et toiletbesøg er nødvendigt. 1 kilo ren kokain kan så opblandes med cirka 3 kilo fyldstoffer, så der nu er 4 kilo kokain til brugerne. Ifølge analyse fra Sundhedsstyrelsens årsrapport ’Narkotikasituationen i Danmark 2014’ vurderer Rigspolitiet prisen på gadeplan for 1 gram kokain til at være i gennemsnit 500 kroner. Renheden af det beslaglagte kokain er analyseret til at være 25 pct. Når alle 4 kilo kokain er solgt på gaden, sidder bagmændene med 2 millioner kroner. Værdien af rekordmængden på 1,7 kilo er så 3,4 millioner kroner. Det er uhyggeligt mange penge, vi taler om, bare ved én fuldført transport.

Fra 13. til 18. november 2011 var to af ildsjælene fra ankomsthallen på studiebesøg i Oslo Lufthavn. De skulle lære, hvordan norske toldere afslørede store antal slugere, der ankom til Oslo. De norske tolderes metode var enkel: Først analyserede man listerne over ankommende flypassagerer. De, der syntes mistænkelige, blev stoppet i gaten, lige når de steg ud ad flyet. Her tog man den første samtale med den rejsende. Hvis der var en styrket mistanke om, at vedkommende havde slugt narko, blev han/hun taget med til selve toldkontrollen. Her kunne man så teste med en urintester. Hvis den var positiv på fx kokain, var der ingen tvivl. Andre gange gik man et skridt videre i kontrollen og tilbød den rejsende mad og drikke. Dette, fordi man ville speede processen med at komme på wc op for at se, om der kom narkokugler ud med afføringen.

Efter at have studeret de norske tolderes store succes med deres kontrol, tog kollegerne hjem til Kastrup og aflagde en rapport om deres studier i Oslo til ledelsen i Skattecenter København. Ledelsen sagde ’go’ for styrket kontrol af slugere i lufthavnen. I juni 2012 blev Slugerteamet dannet med de 6 ildsjæle. Der blev brugt et særligt flytbart wc også kaldet pacto-toilet. Når varen er leveret i dette wc, kan man ikke skylle ud og dermed risikere, at beviset forsvinder. Der lugtede ofte fælt i lokalerne, hvor tolderne udførte denne form for narkokontrol.

Ildsjælene gik målrettet til flyankomster fra lufthavne, hvor fra man havde erfaring med, at slugerne kom. De fleste ankomster var fra andre EU-lufthavne. Man stillede sig op i gaten og bad om at se folks id, da tolderne ikke måtte bede om folks pas. Dette havde ledelsen meddelt, idet den henviste til Schengen-reglerne. Når man flyver, har man nationale pas eller nationale id kort med under rejsen. En del blev fundet så interessante, at de blev taget med til toldkontrollen i ankomsthallen. Her blev de yderligere udspurgt om deres rejsedetaljer og især om deres ophold i Danmark. Ildsjælene havde selv forfattet et detaljeret oplysningsskema på mange forskellige sprog – med henblik på, at de rejsende kunne give de skriftlige oplysninger, som tolderne ønskede.

Når der var bestyrket mistanke om, at man var i gang med afsløre en sluger, blev den rejsende tilbudt mad og drikke. De fik dejlige sandwich og mælk. Efter nogen tid i toldkontrollen skulle de så på pacto-wc’et. Her kom der ofte kugler med narko ud, og så blev narkoen og smugleren overladt til politiet, der kom og anholdt dem og kørte dem til Hvidovre Hospital for røntgenscanning, så man var sikker på, at alle kugler var kommet ud af kroppen.

Det er ikke bare i tarmsystemet, der kan smugles kugler med narko. I kroppens naturlige åbninger vagina og anus er der også blevet fundet narkokugler. Den 13. april 2011 kontrollerede myndighederne 3 kvinder i Ecuadors lufthavn. De ankom til landet fra Bruxelles via Madrid. Inde i vagina på hver kvinde fandt myndighederne 3 store ruller af pengesedler kun bestående af 500 Euro-sedler. I alt blev der fundet et beløb på 540.000 € svarende til 4.030.020 kroner. Pengene skulle bruges til betaling for kokain, der skulle til Europa.

I perioden juli 2009 til marts 2010 arbejdede jeg i toldkontrollen i Rødby Havn som narkohundefører. Her var jeg med til at afsløre 7 forsøg på indsmugling af kokain af slugere. De to første var to unge mænd, statsborgere fra Guinea-Bissau, der ankom en søndag formiddag med toget fra Hamburg til København. De blev medtaget til toldkontrollen, hvor begge afgav urinprøver, der var positive. Politiet anholdt og kørte dem til sygehuset i Nykøbing F. De nægtede at lade sig røntgenundersøge, så dommeren bestemte, at de skulle blive på sygehuset under politibevogtning, indtil de havde haft afføring. Det skete først to dage senere – tirsdag. De havde hver 450 gran kokain i kroppen. Begge var fløjet fra Lissabon til Bruxelles om lørdagen. Det kunne vi se på deres flybilletter. Mandag fandt vi den 3. smugler, han var fløjet sammen med de andre fra Lissabon om lørdagen. De 3 flybilletter var fortløbende nummereret, de havde simpelthen købt billetterne lige efter hinanden i Lissabon. Den 3. smugler var også fuld af kugler. 450 gram. Også han kom på sygehuset under politibevogtning.

Den 13. dag i måneden har ofte været en skæbnedag for smuglere, der forsøgte at smugle narko ind i Danmark. 13 februar 2010 blev 45 kilo hash i Rødby Havn fundet skjult i en dobbelttank i en personbil. 13 august 2011 foretog tysk toldvæsen (Kontrolleinheit 33) udrejsekontrol i Puttgarden. Her holdt et nigeriansk ægtepar i deres bil og ventede på færgen til Rødby Havn. De tyske toldere udviste deres tyske grundighed ved blandt andet at undersøge den ble, som den 1 måned gamle baby havde på. Den lå i sin lift på bagsædet. I bleen fandt de tyske toldere 14 kugler med kokain. Én af forældrene havde undervejs ikke kunne holde på kuglerne og havde derfor været på toilettet, hvorefter de havde anbragt de 14 kugler i babyens ble. Begge forældre var fyldt med kokain, og der kom et kilo ekstra ud af de to på sygehuset.

I februar 2013 var jeg 4 dage hos Slugerteamet i ankomsthallen for at se, hvordan de arbejdede, så jeg fulgte dem i tykt og tyndt ved deres kontroller i gatene. Jeg så, hvordan de på kompetent vis håndterede de personer, der blev tilbudt mad og drikke, når der var bestyrket mistanke om smugling i kroppen. Der var selvfølgelig en del, der ikke havde noget narko med, så de blev sendt videre ud i samfundet efter en særdeles grundig toldkontrol. Der er aldrig kommet nogen klager over denne form for kontrol. Den var særdeles effektiv. Kollegerne kunne fremvise statistik over narkotika, som de havde afsløret i slugere fra juni 2012 til februar 2013. 18 kilo var det blevet til, mest kokain. 18 kilo plus 54 kilo fyldstof er lig med 72 kilo til salg på gaden. Ved 500 kroner pr gram er det 36 millioner sorte danske kroner. Et helt pænt resultat udført af 6 ildsjæle! Faktisk havde jeg planer om at søge ansættelse i denne gruppe.

Primo 2013 kom der ny underdirektør til Indsats i Skat, Preben Buchholz Hansen. En af hans første meldinger var, at dette sluger-projekt nok ikke var helt lovligt, hvad den tidligere ledelse ellers havde sagt ’go’ for. Hen over sommeren 2013 blev det vurderet i Skat, at projektet skulle nedlægges. De 6 ildsjæle blev herefter splittet og fordelt på andre hold og opgaver i lufthavnen. Det har betydet, at der efterfølgende næsten ingen narkobeslaglægning er i Skandinaviens største lufthavn med cirka 24 millioner passagerer i 2013. Der blev godt nok stillet en body-scanner til rådighed for kollegerne, men den var kun på prøve og ikke af verdens bedste kvalitet. Med den kunne man ikke engang se, at én af de mistænkte slugere havde en ordentlig pakke narko skjult i anus. Pakken blev først opdaget på Hvidovre Hospital af rutineret røntgenpersonale. I foråret så borgerne i tv-avisen, at der var 3 nye body-scannere på vej til tolderne i Kastrup, Billund og Ålborg lufthavne. Så må man håbe, at der er personale til at udse de rette profiler til scanningerne.

For mig som samfundsborger og tidligere ansat i narkokontrollen i Skat synes det ikke at være særlig intelligent at nedlægge en så velfungerende gruppe, som Slugerteamet var. Det må være en ommer!

Jeg er især blevet inspireret til dette skriveri, efter jeg i uge 35 så og hørte tidligere kontorchef i Skat Michael Bjørn Hansen tale om den manglende faglighed i Skat i forbindelse med refusion af 6,2 milliarder kroner for selskabsskat. Jeg kan kun kunne give ham ret. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, indtil jeg forlod Skat 1. marts 2014. Jeg vil sammenligne mulighederne for at smugle narkotika til Danmark som værende mindst lige så givtig en forretning, som selskabsskatterefusion til 6,2 milliarder kroner var over få år.

(Teksten er redigeret af Ingelise Egeberg)

Send besked til forfatter


Annuller

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Vi er ved telefonerne mandag til torsdag kl. 8-17. Fredag kl. 8-16.

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6-24.

Mit HK

Mit HK er din personlige side, hvor du kan fx kan se dine medlemsfordele, kurser og overenskomst.

Log på Mit HK

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Vi er ved telefonerne mandag til torsdag kl. 8-17. Fredag kl. 8-16.

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6-24.

Mit HK

Mit HK er din personlige side, hvor du kan fx kan se dine medlemsfordele, kurser og overenskomst.

Log på Mit HK

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk