HK.dk logo

Christian fik en diplomuddannelse uden at sidde på skolebænken

19. april 2016  |  HK Kommunal  | 

Christian Sørensen er den første student i familien. Han har ikke gået i skole siden gymnasiet, og alligevel har han erhvervet sig en hel diplomuddannelse. Han er nemlig blevet realkompetencevurderet.

Sammen med sin chef sad Christian Sørensen til MUS-samtale og diskuterede løn. Christian Sørensen ville have mere i løn, men chefen afviste.

Det handlede om uddannelse. Når Christian Sørensen ikke havde nogen uddannelse, så kunne han ikke komme op på et højere løntrin. Sådan var det.

Christian Sørensen arbejder som økonomisk stabsmedarbejder i Syddjurs Kommune og har ansvar for budget og økonomi på beskæftigelses- og socialområdet. Han er 40 år og startede som administrativ medarbejder i kommunen i 2010. Ud over sin matematiske studentereksamen har han ikke tidligere taget noget uddannelse. Inden han startede i Syddjurs Kommune, arbejdede han med svært overvægtige. Og siden har han arbejdet ekstra hårdt for at leve op til sine egne ambitioner og gøre den manglende uddannelse til skamme.

Uddannelse udløser mere i løn

Tilbage i MUS-samtalen kunne Christian Sørensens chef dog godt se, at han jo havde de kompetencer, der var nødvendige for at udføre jobbet.

Chefen syntes, at det var ærgerligt, hvis Christian Sørensen skulle være en hel masse væk for at tage en kompetencegivende uddannelse, som skulle give ham de kompetencer, han i forvejen mestrede til fulde. Christian Sørensen selv var heller ikke meget for at skulle tilbage på skolebænken. Han kommer fra en familie, hvor uddannelse bestemt ikke stod øverst på dagsordenen. Og med sin studentereksamen blev han da også familiens første med hue på.

- Jeg talte med min chef om, at hvis de skulle have en anden medarbejder med mine kvalifikationer, skulle de betale meget mere, end de gjorde for mig. Det erkendte hun også, men det handlede simpelthen om, at det var uddannelse og ikke kvalifikationer, der udløste et højere løntrin, forklarer Christian Sørensen.

En hel uddannelse på ti sider

I stedet blev han af sin tillidsrepræsentant gjort opmærksom på begrebet ”realkompetencevurdering”. Altså en officiel vurdering af de kompetencer, man har tilegnet sig gennem erfaring og hårdt arbejde.

- Det lød helt oplagt, så jeg kontaktede VIA University College og fik en snak med nogle søde studievejledere, der har prøvet det mange gange før. Jeg blev interviewet om min bevæggrund og mine erhvervserfaringer, og på den baggrund mente de, at der var bevæggrund for at søge realkompetence for en hel uddannelse i offentlig forvaltning og administration.

Christian Sørensen skulle indsende en beskrivelse af sine kompetencer og sit CV, og derudover skulle han skrive et oplæg om en problemstilling, der var relevant i forhold til uddannelsen. Oplægget skulle være på fem sider, men han fik dispensation til at skrive ti, da han ikke mente, at den analyse af økonomien på beskæftigelsesområdet, han beskrev, kunne forklares på kun fem sider. Da han en måneds tid efter skulle fremlægge sit oplæg, vurderede lektor og censor, at der var nok kompetencer til at modsvare en hel uddannelse.

- Jamen det var jo helt forrygende! I 15-20 år har jeg gået rundt og sagt, at jeg var autodidakt. Nu har jeg pludselig en diplomgrad, fortæller Christian Sørensen begejstret.

Selvom han i mange år har snakket om sin autodidaktisme med en vis grad af morskab, synes han alligevel, at det er meget fedt at have papir på sine kompetencer.

Uddannelsesspøgelset er skræmt væk

- Det er næsten uvirkeligt. Nu kommer jeg fra en familie, hvor vi er uuddannede arbejdere, og det bliver man da præget af. Men nu er jeg den første med en diplomgrad, og det er jeg da glad for, det er helt vildt tilfredsstillende, forklarer han.

Og muligheden for at få lavet en realkompetencevurdering har været altafgørende for Christian Sørensen. Faktisk er han ikke sikker på, at han havde kunnet gennemføre uddannelsen, hvis han skulle have taget den på traditionel vis.

- Selvom jeg egentlig er ret god til at tilegne mig viden teoretisk, lærer jeg bare helt enormt meget ved at gøre tingene og være praktiker. Det at lægge et budget og lære om kommunale refusionsregler virker bare bedre for mig, hvis jeg har hænderne nede i materien, siger han.

Om der kommer en masteruddannelse på CV’et også, er Christian Sørensen ikke afvisende overfor. Alligevel vil han gerne lige nyde lidt tid som uddannet først.

- Jeg må sige, at det med en master ikke ligger så fjernt, som det har gjort. Jeg kunne godt være fristet. Under hele det her forløb med at få lavet en realkompetencevurdering har jeg læst op på mange emner, for eksempel samfundsøkonomi og videnskabsteori – og der har det overrasket mig, at det med mine praktiske færdigheder faldt mig ret let at forstå den videnskabsteoretiske vinkel. Når man så får det klap på skulderen og de (lærer og censor, red.) siger, ”du kan faktisk godt det her”, så vil jeg gerne tage dem på ordet. Det har klart givet mig noget uddannelsesmæssig selvtillid, og det der uddannelsesspøgelse, der har spøgt i mit hoved, er blevet skræmt væk, fortæller Christian Sørensen.

Flere kroner i lønposen

Det nyerhvervede uddannelsesbevis gav da også pote ligeså snart, det var erhvervet – og det var ikke nødvendigt for Christian Sørensen at vente til næste MUS-samtale med at indkassere et højere løntrin. Det skete helt automatisk.

På det faglige og personlige niveau har det givet Christian Sørensen helt enormt meget, at han nu kan kalde sig uddannet i offentlig forvaltning og administration.

- Jeg har været heldig at være på en arbejdsplads, hvor jeg er blevet anerkendt for, at jeg kunne noget på trods af manglende uddannelse. Det har været sjovt nok, at jeg kunne kalde mig autodidakt men alligevel ikke 100 procent sjovt. Når alt kommer til alt, så får ens ord bare noget mere vægt og mening, når man er uddannet. Jeg har altid følt, at jeg skulle knokle hårdere for at bevise mig selv, og jeg har brugt meget fritid på at læse op på ting. Jeg har følt en usikkerhed i forhold til, om jeg nu også slog til, og det har gjort, at jeg har lagt rigtig mange interessetimer – for jeg ville bare ikke fanges i, at der var noget, jeg ikke vidste eller blive skudt noget i skoene. Det forsvinder nok ikke fra den ene dag til den anden, men det har helt sikkert givet mig mere selvtillid, forklarer han og slutter:

- Det er meget tilfredsstillende at vide dybt inde i sig selv, at man er god nok. Derfor kan jeg kun anbefale andre at komme i gang. Det er slet ikke så svært.

Send besked til forfatter


Annuller

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk