milli1

”Mine to kolleger står i døren. Den ene siger, at de har ringet fra Nationalbanken, der spørger, om vi er klar over, hvad vi har gjort ved obligationsrenten. Så glor jeg på dem, som om de har sat et skjult kamera op og siger nej. Men et øjeblik efter kan jeg lige pludselig mærke, at alt blodet løber ned i maven, og jeg falder lidt sammen i stolen.”

Der er nogle dage, som man sent glemmer. Dage, der står så tindrende klart i erindringen, som var de mejslet ind i hjernebarken. Sådan en dag oplevede Steen Andersen for omkring 20 år siden.

Det hele begynder en dag i midten af 1990’erne. Det er en mandag morgen i august. Steen Andersen trasker lidt morgentræt ned ad gangen i Socialministeriet, hvor han er ansat som EDB-medarbejder. Her har han flere år forinden blandt andet været med til at udvikle ministeriets vigtige elektroniske overførselssystem. Et system, der pumper millioner af kroner ud til landets kommuner som refusion for udbetaling af pensioner og sygedagpenge.

På vej mod sit kontor passerer Steen Andersen bogholderiet, hvor en kraftfuld stemme råber ham an. Det er en kvindelig kollega, som har brug for Steen Andersens hjælp til en opgave. Hende, der normalt sidder med opgaven, er på ferie.

”Jeg går ind til hende, og hun siger, at hun skal til at ordne den her opgave, hvor man skal overføre nogle penge. Men hvad er det nu, man gør? Spørger hun mig,” siger Steen Andersen.

Normalt er det ikke ham, der servicerer bogholderiet med lige netop den slags opgaver, men den sædvanlige EDB-medarbejder er til møde ude i byen.

”Jeg forklarer hende dét, jeg ved, at hun skal gøre sådan og sådan, og så skal hun sende den fil og trykke dér – og så er pengene sendt.”

Overførslen tager kun omkring fem minutter. En overførsel på 5,7 milliarder kroner er nu på vej ud til kommunerne.

Bagefter går Steen Andersen videre ned til sit kontor, hvor han sætter sig ved skrivebordet og går i gang med dagens arbejde.

BANKER OPKØBER OBLIGATIONER

Overførslen denne mandag er ikke usædvanlig. Tværtimod. Faktisk foretager Socialministeriet den type overførsler flere gange om måneden, adskillige gange om ugen.

Små klumper af refusioner for blandt andet folkepensioner ryger igennem systemet via statens sikkerhedsbuffer i form af Datacentralen, der ekspederer pengene videre til en EDB-central, der til sidst sender pengene ud til kommunerne.

Men det skal vise sig, at der alligevel er noget usædvanligt ved netop denne transaktion. To timer senere banker det nemlig på døren ind til Steen Andersens kontor. Det er et par af hans kolleger.

”Den ene, som er sikkerhedsansvarlig, fortæller, at han har fået en opringning fra Nationalbanken,” siger Steen Andersen og fortsætter:
”Han forklarer videre, at Nationalbanken har bemærket noget usædvanligt med obligationsrenten. Og så spørger han, om jeg mon ved, hvad det drejer sig om.”

Det gør Steen Andersen ikke. I hvert fald ikke lige til at begynde med. Men der går ikke mange øjeblikke, før han finder ud af, at det nok hænger sammen med morgenens overførsel.

”Det viser sig, at dét, som regnskabsmedarbejderen egentlig skulle have gjort, var at forberede næste uges kørsel. Vi er i stedet kommet til at sende sidste måneds kørsel, sådan at de samme penge bliver sendt én gang til – og en uge for tidligt,” siger Steen Andersen.

”Det er sådan, at man ude i finansverdenen ved, hvornår de her store beløb bliver udbetalt, og det er finansmarkederne indstillet på, så da de 5,7 milliarder pludselig dukker op, så skynder man sig at investere i obligationer, fordi man ved, at man hurtigt vil kunne sælge dem igen. Det gør åbenbart noget ved renten,” forklarer Steen Andersen, som aldrig har fundet ud af, om renten steg eller faldt.

mill2

Det drejede sig jo kun om penge. Der var ingen mennesker, der kom til skade. Og så var jeg 39 år, og jeg havde temmelig tunge kompetencer, så jeg var relativt sikker på, at jeg nok skulle få et nyt og spændende job, hvis det skulle gå så galt.
Steen Andersen

MENNESKET MOD MASKINEN

Det er konsekvensen af en række omstændigheder, der gør, at fejlen ikke bliver stoppet.

For Steen Andersen og hans kolleger i IT-afdelingen har faktisk i deres software taget højde for en situation, hvor brugeren fejlagtigt vil overføre en tidligere refusion.

”Vi er tilbage i tiden før internettet slog igennem, og hvor man endnu havde mere tiltro til mennesket end maskinen. Systemet var således indrettet, at flere mennesker undervejs skulle overvåge og kontrollere den elektroniske overførsel,” forklarer Steen Andersen.

Helt konkret går systemet i fejltilstand, hvis en medarbejder vil overføre præcis samme transaktion to gange. Hos EDB-centralen får man så besked om, at transaktionen er forkert, og dermed bliver den stoppet, før det går galt. Det sker faktisk også med de 5,7 milliarder kroner.

Men advarslen bliver med vilje overhørt.

”Der havde et par måneder forinden været en anden fejl – et kabel blev gravet over – og det resulterede i, at 250 millioner kroner blev udbetalt tre dage for sent til kommunerne. Det gav anledning til noget af et ramaskrig blandt nogle kommuner, og nogle af kommunerne ringede endda for at kræve pengene udbetalt med renter,” forklarer Steen Andersen.

Han fortsætter:

”På grund af den tidligere fejl, som EDB-centralen egentlig ikke havde hverken lod eller del i, men alligevel blev en del af, kan man stadig huske, hvor forfærdeligt det var dengang de 250 millioner ikke bliver overført, og så vælger man at overhøre advarslen og overføre de 5,7 milliarder kroner alligevel.”

FULDSTÆNDIG RADIOTAVSHED

Steen Andersen pakker sine personlige ejendele i tre plastikposer, da situationen går op for ham. Så er han klar til at forlade sit kontor og arbejdsplads gennem flere år.

Hvis det nu er.

Derefter går han ind til sin kollega og gode kammerat, som også har været med til at udvikle systemet. De knapper et par øl op, og så venter de.

Og venter.

Og venter.

”Jeg tænkte, at det var en realistisk mulighed at blive fyret. Man gik og holdt vejret, ingen sagde noget. Og 5,7 milliarder kroners fejludbetaling – det er godt nok mange penge. Det var det også dengang. Der var det nærmest endnu flere penge,” siger Steen Andersen.

Men han bliver ikke fyret. Faktisk hører Steen Andersen aldrig noget til sagen fra nogen som helst højere oppe i systemet. Tværtimod husker han tiden efter som et vakum af radiotavshed.

Steen Andersen gætter selv på, at tavsheden skyldes en loyalitet fra embedsværket over for systemet. At man ikke ønsker at udstille ministeriet udadtil. Og dagspressen fik faktisk heller ikke dengang nys om fejlen til 5,7 milliarder kroner.

Steen Andersen ved heller ikke, hvad der efterfølgende sker med fejludbetalingen.

”Men man kan sige, at dét, der reelt er sket, er, at pengene blot er blevet udbetalt én uge for tidligt. Dermed kan man egentlig bare justere det via næste kørsel. Selvfølgelig ikke præcist krone til krone, men nu er det jo ikke sådan, at folkepensionen svinger helt vildt fra kvartal til kvartal.”

SOLIDARITET BLANDT KOLLEGERNE

Selvom Steen Andersen ikke mistede sit job, så husker han tiden umiddelbart efter som anspændt, fordi han og resten af IT-afdelingen til at begynde med gik og ventede på, hvad der ville ske fremover.

Men samtidig oplevede han et stort sammenhold i IT-afdelingen.

”Der var en glimrende solidaritet og opbakning, og vi var jo flere om at have ansvaret for det konkrete system og dets udformning. Det er klart, at hvis ikke vi havde det stærke fællesskab i IT-afdelingen, så kunne det have været en meget negativ oplevelse. Men vi havde det godt med hinanden, og vi kom også sammen privat. Og så talte jeg også en del om det med min chef,” siger Steen Andersen, som også ser det som en styrke, at der i ministeriet lå en klar procedure for, hvordan den sikkerhedsansvarlige skulle håndtere situationen.

ALLE BEGÅR FEJL

Steen Andersen ville gerne have undgået fejlen til 5,7 milliarder kroner, men han har aldrig bebrejdet sig selv for sin rolle i fejludbetalingen. Hverken dengang eller nu.

”Helt generelt kan man sige, at selvom en given arbejdsplads måske ikke er fejltolerant, så må man selv være det. Forstået på den måde at før eller siden så vil man begå fejl, og hvis man ikke kan leve med det, så kan man ikke leve,” siger Steen Andersen og fortsætter:

”Det drejede sig jo kun om penge. Der var ingen mennesker, der kom til skade. Og så var jeg 39 år, og jeg havde temmelig tunge kompetencer, så jeg var relativt sikker på, at jeg nok skulle få et nyt og spændende job, hvis det skulle gå helt galt.”

Det gjorde Steen Andersen også. Han fik flere forskellige job, da han senere vælger at stoppe i Socialministeriet. I dag sidder han som rådgiver i en privat virksomhed i Roskilde.

Selvom der er gået 20 år siden, at han var med til at fejludbetale næsten seks milliarder kroner, så sidder fejlen stadig dybt i ham, og i den måde han arbejder på.

”Jeg har nok lagt et ekstra lag af sikkerhedstænkning ind. Jeg tænker ikke bare, hvad der kan gå galt. Jeg tænker på, hvad der kan gå helt usandsynligt galt. Det kan for eksempel være, når man skal indbygge kontroller i et givent system, så tilføjer jeg altid lige en ekstra kontrol af en kontrol.

PENGENES VEJ TIL KOMMUNERNE

Socialministeriet sender en fil, der indeholder en transaktion som refusion for en social ydelse, som kommunen har udbetalt til borgerne.

Filen bliver via et fast kabel til sikkerhedsbufferen i Datacentralen sendt videre til en EDB-central, der står for selve transaktionen til kommunerne. Ifølge Steen Andersen fungerede Datacentralen hovedsageligt som relæstation, fordi man ikke stolede på, at det var sikkert nok at lade transaktionen gå direkte fra Socialministeriet til bankerne. 

mill3

HVAD SVARER 5,7 MILLIARDER KRONER TIL?

DR har tidligere regnet på, hvad man kan få for et beløb på omkring seks milliarder.
Her er nogle eksempler:
\ Omkring seks kampfly. Et kampfly koster cirka en milliard kroner.
\ Tilskud til vores medicin i ét år. I 2014 var tilskudsbeløbet på cirka 5,5 milliarder kroner.
\ Drift af Kongehuset i lidt over 11 år. Ifølge DR’s tal koster driften lidt under en halv milliard om året.