klumme1

Samler du også på fejl? Skal vi bytte fejl? Jeg har en privat og pinlige fodfejl, vil du bytte med en kapitalbrøler i millionklassen?

Sådan kommer jeg let til at tænke, når coaches, psykologer og terapeuter siger, at vi skal være åbne om vores fejl og lære af dem, så vi bliver klogere. Sikke klog jeg så er blevet med tiden. I mine 53 år er det ikke småting, som jeg har samlet sammen gennem tiden af småfejl og dumheder.

Men hvad dælen nytter det egentlig at begå fejl?

For eksempel afleverede jeg engang den forkerte version af en artikel til en redaktør; et ufærdigt udkast med halve sandheder, misforståelser og ukorrekte citater. Det korte øjeblik – fejlmomentet – hvor jeg klikkede på den forkerte fil på computeren og vedhæftede den i en mail til artiklen har siden plaget og forfulgt mig i ubevogtede og ubevidste øjeblikke. For eksempel når jeg mediterer i badet eller lige før jeg falder i søvn.

Artiklen blev nemlig trykt, og både kunde og kilde blev forståeligt nok stiktossede – og jeg blev fyret.

Hvad godt er det kommet ud af den slags?

TREDJE GANG ER DUMT

Her kunne min mor godt finde på at komme ind fra højre og sige:

”Nå. men det lærte du vel af, så du er omhyggelig næste gang?”

Gu gjorde jeg da ej. Så sent som i forrige uge kom jeg igen til at vedhæfte den forkerte fil i en mail. Ganske vist blev det opdaget, og fejlen fik ingen konsekvenser. Men jeg gentog den samme fejl.

Så kommer min irriterende ven ind på scenen fra den anden side og siger:

”Gentager du den samme fejl tre gange, så er du dum.”

Ok, så er jeg dum. Det siger i hvert fald min ekskone, der har ret godt styr på mine fejl – og alle gentagelserne.

MASKINER DER FEJLER

De mange år med computere har også lært os, at computere ligesom mennesker også kan fejle – og det gør de hele tiden. Kig bare på siden her.

Om den dummeste sidder foran eller bag computerskærmen kan indimellem være svært at afgøre: Computeren eller mennesket. Fejl-40 er jo som bekendt den fejl, der sidder 40 centimeter foran skærmen.

Som ny-udlært programmør på Aarhus Kommunes EDB-central først i 1980’erne blev jeg træt af at skrive handlinger ud for alle udfald i hvis-eller -sekvenserne, som jeg havde lært. I et af dem skrev jeg derfor: ”Spark og fyr programmøren, hvis denne tekst vises.”

Desværre poppede netop den tekst op på skærmen under en demo med kunden. Heldigt og nådigt fik jeg ikke sparket, jeg lærte lidt om grundig kodning og alle fik et godt grin.

I virkeligheden burde vi afskaffe fejl sammen med sygdom, overvægt, stack overflow og voksne mænd med sokker i sandaler.

Men så let går det nok ikke. Fejl er nok kommet for at blive, og så må vi hellere se at få det bedste ud af dem: Grine af dem, lære af dem og glemme dem igen.

Computere, der fejler, de er bare irriterende.