HK.dk logo

Presset af trusler og enorm arbejdsbyrde: Vi bliver dagligt kaldt kællinger

31. januar 2017  |  HK Kommunal  | 

Efter kontanthjælpsreformen blev vedtaget i foråret 2016 har ydelsessagsbehandlere og jobcenterkonsulenter knoklet for at følge med. Lovgivningen er kompleks og omfattende, bunkerne vokser, og borgerne er frustrerede.

En charmerende gul bygning fra 1752 med indstøbt våbenskjold over indgangen lyser op i det Kalundborgske bybillede. Her holder Borgerservice til sammen med blandt andet Ydelseskontoret, indtil de i starten af i år flytter sammen med Jobcentret. Selvom de ydre rammer umiddelbart ånder fred og idyl, er virkeligheden meget anderledes bag de småsprossede vinduer.

Sabina Rasmussen og Eva Nissen Quist har arbejdet som ydelsessagsbehandlere i Kalundborg Kommune i henholdsvis 10 og 31 år. Alligevel har arbejdspresset aldrig været så stort, som de har oplevet det, siden kontanthjælpsreformen blev vedtaget i det tidlige forår sidste år.

- Da stramningerne blev vedtaget, kiggede vi frem mod 1/7 og tænkte: ”Puh ha, nu er det overstået, nu har vi sendt alt ud, og der er styr på det”. Men det gik ret hurtigt op for os, at det ikke var overstået – det var fremtiden, der kun lige var begyndt, fortæller Sabina Rasmussen med et suk.

I ydelsesteamet i Kalundborg Kommune er de otte medarbejdere. Tre af dem blev langtidssygemeldt i slutningen af september/starten af oktober

- Alting tager meget længere tid, og samtidig er lovgivningen ekstrem kompleks. Vi bruger næsten dobbelt så lang tid på hver enkelt borger, og sagsbehandlingstiden stiger. Det er svært at hyre en vikar ind, fordi der er så meget, der skal læses op på og efterfølgende tolkes og vurderes. Vi er utrolig meget på vagt overfor, om vi tolker lovgivningen korrekt, især efter sagerne om gensidig forsørgerpligt, hvor alle kommunerne tolkede loven forkert, siger Eva Nissen Quist og tilføjer, at det også er frustrerende, at it-systemerne ikke er gearet til de nye regler. F.eks. har Kalundborg Kommune tilkøbt et timeregelsmodul, der skal administrere 225-timersreglen. Men alligevel skal en stor del af sagerne laves manuelt, fordi der er så mange ting, systemet endnu ikke kan.

Fakta om kontanthjælpsreformen

Kontanthjælpsloftet går ud på, at der bliver lagt en øvre grænse for, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i offentlige ydelser, som eksempelvis boligstøtte.

Med 225-timersreglen er det et krav, at man skal arbejde i snit 225 timer eller seks uger om året, hvis man skal bevare sin fulde kontanthjælp.

Som del af stramningerne i udlændingeloven bliver kravene for at få kontanthjælp og uddannelsesstøtte skærpet. Man skal have opholdt sig i Danmark i mindst syv af de seneste otte år for at få hjælp. Ellers skal man have boet i et EU- eller EØS-land og have arbejdet i Danmark, siden man flyttede tilbage.

Kører på pumperne

De to sagsbehandlere kan godt mærke, at de alt for længe har kørt på reserverne. Som team har de oplevet, at arbejdsmiljøet blev presset og at de hver især begyndte at snerre af hinanden.

Da tre kolleger blev sygemeldt på næsten samme tid, var det lige før læsset væltede helt.

- Det lyder forfærdeligt at sige, men man bliver nærmest immun over for gråd. Man tør næsten ikke længere spørge ind til dem, fordi man er bange for, at de bryder sammen, og man selv følger med. Vi er nødt til at begynde at joke lidt med hele situationen for at gøre det udholdeligt. Vi snakker meget om, at det i virkeligheden er os sagsbehandlere, der for alvor er kommet i beskæftigelse, fortæller Eva Nissen Quist.

De to er enige om, at de er ærekære omkring deres arbejde og gerne vil gøre det så godt som overhovedet muligt. Men at man også er nødt til at tage sin arbejdskasket på, når man kommer på arbejde, for at kunne rumme – ikke bare arbejdspresset, men også borgerne og deres til tider håbløse situationer.

- Det er da enormt hårdt, når man ikke kan hjælpe med nogle løsninger. Hvis en enlig mor bliver trukket 3000 kroner i boligydelse, og det måske var de 3000 kr. hun og hendes børn skulle leve af den måned. Det er da svært. Især hvis de i forvejen bor billigt, og man ikke rigtig kan se, at de kan prioritere anderledes, siger Sabina Rasmussen og Eva Nissen Quist tager over:

- Man bliver nok lidt hardcore for simpelthen at skåne sig selv, og man bliver nødt til at være lidt firkantet. Vi skal jo følge lovgivningen, uanset om vi er enige i den eller ej, forklarer hun.

Lunten er kort

Borgernes frustrationer er også til at føle på. Der går ikke en uge uden at medarbejderne bliver kaldt ”kælling” eller ”fucking luder”, og hver dag må de håndtere vrede borgere, der er frustrerede over deres situation.

- Vi har virkelig været skideballernes holdeplads, og det er helt sikkert blevet værre. Man kan godt mærke, at lunten er kort. Og det er ikke for at undskylde nogen, men man ved jo også, at tonelejet kan være anderledes, når man er presset. Vi har desværre ikke nogen ”synd-for”-paragraffer, og det er jo ikke fordi, vi ikke kan forstå borgerne eller sætte os i deres sted, men det berettiger dem ikke til at være urimelige, siger Eva Nissen Quist.

De to sagsbehandlere drømmer om, at der kommer et par politikere fra Christiansborg ud og ser, hvordan hverdagen i virkeligheden er hos kommunerne.

- Nogle gange tænker jeg, om de sidder derinde og tror, at man bare trykker på en knap, og så kører det hele? Det ville være fint, hvis de kunne se, hvordan det egentlig foregår. De sidder der og tænker, at det lyder meget godt på skrift. Og millioner mig her og der. Men gad vide, om man har regnet på, hvor meget det egentlig betyder i ekstraudgifter for kommunerne at føre det ud i livet?, spørger Sabina Rasmussen retorisk.

Håb forude

I starten af december sidste år fik de i ydelsesteamet i Kalundborg besked om, at de – efter eget ønske - bliver rykket over under jobcentret.

Flytningen til jobcenteret har virkelig givet lys for enden af tunnelen, og ydelsesteamet har igen fået ny energi og mod på fremtiden.

Og de ser frem til at få mere faglig sparring og sidde sammen med deres kolleger i jobcentret, der også er ramt af kontanthjælpsstramningerne.

- Vores teamleder rejste for cirka halvandet år siden, og siden har vi ikke haft den faglige sparring, vi har haft brug for. Vi har været så udbrændte, at det har været svært selv at prioritere hvilke opgaver, vi skulle få bugt med, og hvilke vi måtte lade sejle. Det sidste halve års tid har vi haft en ekstern konsulent fra Ernest & Young, der har hjulpet os med at strukturere arbejdet, og også lige har givet os et klap på skulderen af og til. Det har været rigtig godt, men vi glæder os selvfølgelig til at få en tættere ledelse i hverdagen, siger Eva Nissen Quist fuld af positive forventninger til det nye år.

LÆS OGSÅ KOMMENTAR FRA MADS SAMSING, NÆSTFORMAND I HK KOMMUNAL: - De her lovændringer har haft grimme konsekvenser for både medarbejdere og borgere.

Send besked til forfatter


Annuller

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

Brug for HK?

Skriv til os

Brug formularen her, så får du hurtigt svar.

SKRIV TIL OS

Følg os på Facebook

Få tips til dit arbejdsmiljø, viden om arbejdsmarkedet, karriereudvikling samt kontante medlemsfordele

Følg os

Ring til os

Fagforeningen: Mandag til torsdag kl. 8.00-17.00. Fredag kl. 8.00-16.00. A-kassen: Mandag og onsdag: 08.00-17.00 Tirsdag og torsdag: 08.00-12.00 Fredag: 08.00-16.00

HK's fagforening: 7011 4545

HK's a-kasse: 7010 6789

Tekniske problemer

Ved tekniske problemer på hjemmesiden, ring til 4437 1563. Åbent 6.00-24.00.

... eller skriv til os her

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Har du glemt din adgangskode?

Få tilsendt en ny kode på sms eller email.

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk