HK.dk logo

Bliv sej til smalltalk

24. marts 2017  |  HK Privat Bemærk: Denne artikel er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information

Hvis du mestrer smalltalk, kan det åbne døre til spændende samarbejder, nye opgaver eller karrieremuligheder. Her får du tips til, hvordan du bliver bedre til det


smalltalk stor

Du bør pudse dine evner til at tale om vejr og vind af, inden du skal møde mennesker, du på en eller anden måde gerne vil have en relation til. 

Sådan lyder det fra Simone Lemming Andersen, kommunikationsrådgiver og forfatter til flere netværksbøger - senest The Networking Book. For smalltalk kan godt være grænseoverskridende at kaste sig ud i, men det er et vigtigt redskab til at skabe et netværk, du kan bruge til at udvikle dine arbejdsopgaver og karrieremuligheder. Og så er small‑talk-evner især vigtige, når du skal til netværksmøder, konferencer eller kurser, men de kan også bruges, når du møder kollegaer fra andre afdelinger ved kaffeautomaten eller til firmafesten. 

- Vi tror, vi bare kan stille os op over for nye mennesker og fortælle, hvad vi laver, og hvad vi er på jagt efter af opgaver, job eller gode råd. Men hvis vi buldrer frem, lytter folk ikke efter. De har brug for tid til at afkode vores personlighed og attitude. Det giver vi dem mulighed for, hvis vi indleder en samtale med smalltalk, siger Simone Lemming Andersen.

Smalltalk kan handle om vejret, parkeringsforhold eller noget, du har set i tv. Det skal bare være neutralt. Politik og religion er no go. 

- Det skal være almene emner, som ikke kan sætte gang i en uenighed. Og så er det noget med at gribe øjeblikket. Regner det udenfor, så man kan kommentere på det? Er der noget om parkeringsforholdene, man kan snakke om? Eller mødetidspunktet, siger Simone Lemming Andersen.

Selv om smalltalk er rimelig banalt, kan det være en svær kunst at mestre, fordi det kan virke grænseoverskridende at gå hen til nye mennesker og snakke løs. 

- Den eneste måde, det bliver lettere på, er at gøre det og finde ud af, at det ikke er farligt. Og så handler det også om at forberede sig. Skal man på et kursus, kan man fx tjekke deltagerlisten og se, om der er nogle, man gerne vil i kontakt med, fordi de arbejder på en spændende virksomhed. En god ide er også at forberede konkrete spørgsmål eller emner, man vil føle sig tryg ved at indlede en samtale med, siger Pernille Beck Poulsen, netværkskonsulent i HK/Privat.

Du bør faktisk også forberede den attitude, du tager med dig ind i smalltalken. Især når du møder op et nyt sted.

- Visualiser på forhånd, hvad det er, du kommer ind til, og gå så ind ad døren, som om du føler dig fantastisk godt til mode og har et klart mål med at være der. Hvis du udstråler selvsikkerhed - i stedet for at se ud som om, du er landet på Månen - virker du interessant og dragende, så folk automatisk kommer til dig, i stedet for at du skal knokle rundt for at opsøge en samtale, siger Simone Lemming Andersen.

Virk interesseret frem for interessant
Man kan ikke sætte tid eller antal sætninger på, hvor lang tid du skal bruge på smalltalk, før du kan dreje samtalen ind på det råd, den information, opgave eller kontakt, du har brug for. 

- Hvis den anden viser interesse, og man svinger, kan man relativt hurtigt gå over til at snakke om noget mere fagligt. Men andre gange kan der måske gå uger eller måneder. Det kommer an på kemien. Det vigtigste er, at man prøver at være interesseret frem for interessant. Man skal være nysgerrig og lytte - i stedet for straks at køre på med egne ønsker eller tilbud, siger Pernille Beck Poulsen. 

Dette kræver mere tid og tålmodighed, end de fleste tror. Smalltalk-delen kan ikke forceres.

- Mange tror, at bare de siger goddag og deler visitkort ud, så er der en relation. Men relationer bygger på troværdighed. Man skal have vist, at man er til at stole på, og at man har noget at byde på, før man kan begynde at trække på relationen, siger Simone Lemming Andersen.

Nogle gange kræver situationen dog, at du hurtigt kommer ud af busken. Du får for eksempel ikke jobtilbud, hvis du ikke får sagt, at du er jobsøgende.

- Pointen er bare, at man ikke skal gå direkte på. Vær åben og interesseret i din kollega, og giv evt. selv tip og råd, inden du beder om hjælp. Eller spørg den nye person, du møder, hvorfor han eller hun er her i dag, inden du begynder at fortælle, hvorfor du er der, siger Pernille Beck Poulsen.

BLIV EN HAJ TIL SMALLTALK 

Få mange flere råd om smalltalk til HK’s morgenmøder i: 
⁄  Kolding, 25. april kl. 8-9.30 
⁄  København, 26. april kl. 8-9.30
⁄  Brabrand, 8. maj kl. 8-9.30
⁄  Aalborg, 9. maj kl. 8-9.30 
Læs mere og tilmeld dig på hk.dk/gratiskursertildig

6 SAMTALE-STARTERE TIL ARRANGEMENTER MED FAGLIGT INDHOLD

⁄  Hvorfor har du meldt dig til mødet/kurset/konferencen? Hvem kender du her?
⁄  Hvad kender du til temaet for foredraget/mødet/konferencen i forvejen 
⁄  Hvordan arbejder du med ”temaet”? 
⁄  Hvordan kender du værten/arrangøren? 
⁄  Hvordan har du hørt om arrangementet? 
⁄  Hvad inspirerede dig til at deltage? 
⁄  Hvad er det mest interessante, du har hørt indtil nu?

5 SAMTALE-STARTERE TIL ALT

⁄  Vejret: Sikke det regner i dag … / Pyha, der er varmt herinde/Har du også hørt, det skulle sne i dag?
⁄  Transport: Hvordan kom du herhen i dag? / Havde du svært ved at finde en p-plads?
⁄  Udseende/påklædning: Hvor har du købt den flotte jakke/taske? / Hvor bliver du klippet?
⁄  Stedet/lokalet: Har du været her før? Havde du nemt ved at finde det? 
⁄  Bøger/programmer / film: Har du læst …? Har du set …?

Send besked til forfatter


Annuller

Log ind som medlem