Ydmygelsen sidder stadig i mig

Der er tre dage til jul, det er gråvejr, og klokken nærmer sig 12.30. Lisbeth Jakobsen sidder ved sit skrivebord på boligselskabet Domeas hovedkontor og har akkurat afsluttet en samtale med en kunde, da teamlederen kommer over og beder hende om at følge med ind på afdelingschefens kontor.

- Det undrede mig, at jeg blev beordret ind på min chefs kontor, men jeg tænkte ikke videre over det. Det var først, da jeg trådte ind på kontoret og så, hvordan hun stod med armene over kors og så helt forkert ud i ansigtet, at jeg fornemmede, noget var galt, fortæller Lisbeth Jakobsen.

På kontoret meddeler afdelingschefen, at Lisbeth Jakobsen er blevet bortvist med den begrundelse, at hun uden tilladelse har brugt sin medarbejdersignatur og derfor begået dokumentfalsk.

- Jeg blev helt paf og forsikrede hende om, at jeg ikke havde gjort det, hun påstod. Jeg har aldrig prøvet at bruge min medarbejdersignatur, og jeg ved slet ikke, hvordan det system fungerer, siger Lisbeth Jakobsen, der efter mødet blev bedt om at pakke sine ting og forlade kontoret.

- På vejen ud gik min chef foran mig, og selv om jeg prøvede at kigge lige ud i luften, kunne jeg ikke undgå at møde mine kollegers forbløffede blikke. Ydmygelsen, jeg oplevede den dag, sidder stadig i mig, forklarer Lisbeth Jakobsen, imens hun sidder ved spisebordet i sit rækkehus og tænker tilbage på den dag, der blev vendt op og ned på hendes arbejdsliv.

- Det hele gik meget hurtigt. Og det var faktisk først, da jeg stod nede i forhallen og kunne mærke den første tåre trille ned af min kind, at det gik op for mig, hvad der var sket, beretter Lisbeth Jakobsen, der klokken 12.42 stod med tre fyldte Netto-poser, som hun havde samlet sine ting i, og kiggede op på den bygning, hvor hun havde arbejdet som kunderådgiver i knap 11 år. 

En sær bortvisningsgrund

Lisbeth Jakobsen lider af diabetes 2 og havde derfor let forhøjet fravær, imens hun arbejdede som kunderådgiver i Domea. Nogle dage inden bortvisningen havde Lisbeth Jakobsen på sin teamleders opfordring derfor søgt sin kommune om en såkaldt § 56-aftale. Den betyder, at arbejdsgiveren allerede kan få sygedagpengerefusion fra første sygedag. Ansøgningen foregår digitalt og cirkulerer mellem Lisbeth Jakobsen, Domea og kommunen, der hver især skal udfylde oplysninger i den. 

Da afdelingschefen i Domea modtager ansøgningen, ser det tilsyneladende ud, som om Lisbeth Jakobsen har brugt sin medarbejdersignatur til at udfylde anmodningen om sygedagpengerefusion allerede fra første sygedag.
 
Det har hun ikke - hun har brugt sit eget NemID. Men fordi Domea har den opfattelse, at Lisbeth Jakobsen har begået dokumentfalsk, vælger de at bortvise hende. I HK/Privat undrer faglig juridisk konsulent Monica Jørgensen Hovgaard sig over bortvisningsgrunden: 

- Det er jo en sær begrundelse, eftersom refusionen af sygedagene selvfølgelig ikke ville tilfalde Lisbeth Jakobsen, men Domea. Det er mig stadig en gåde, hvorfor de ikke undersøgte sagen til bunds, når nu Lisbeth Jakobsen blev ved med at sige, at hun ikke havde brugt sin medarbejdersignatur, siger Monica Jørgensen Hovgaard. 

En jul i choktilstand 

Efter bortvisningen er Lisbeth Jakobsen både vred, forvirret og meget ked af det.
- Jeg havde egentlig bare lyst til at tage hjem og være sammen med min mand og mine to børn. Men jeg følte samtidig, at jeg blev nødt til at gøre alt, hvad jeg kunne, for at få styr på situationen,siger Lisbeth Jakobsen, der sammen med sine tre Netto-poser tager en taxa direkte ud til HK/Hovedstaden, hvor hun taler med en faglig medarbejder i sin HK-afdeling, som går ind i sagen og protesterer mod bortvisningen.
 
Da Lisbeth Jakobsen samme dag bliver hentet af sin mand ved kontoret i HK/Hovedstaden, er det for længst blevet mørkt. Og selv om hun prøver at holde humøret højt, er hun alt andet end glad, da hun om aftenen pakker gaver ind til sine tvillinger, som har fødselsdag dagen efter. 

- Om morgenen kom min mor over med boller og kakaomælk, så vi kunne fejre børnenes 15-års fødselsdag. Imens vi sad og spiste, prøvede jeg virkelig at holde masken, så tvillingerne ikke skulle opdage, hvor ulykkelig jeg var, fortæller Lisbeth Jakobsen, der måtte tilbringe det meste af børnenes fødselsdag alene i soveværelset, imens hun snakkede i telefon med HK og prøvede at finde ud af, hvad hun skulle stille op.

- Bortvisningen var sket bare tre dage før jul, og jeg havde selvfølgelig hele kalenderen booket med julegaveindkøb og familiearrangementer, som jeg blev nødt til at aflyse. Jeg har i mit 52 år lange liv aldrig oplevet noget lignende, konstaterer Lisbeth Jakobsen.

I mange måneder var Lisbeth Jakobsen helt nede. Hun sov dårligt om natten og havde intet overskud om dagen. 
- Selv om mine nærmeste venner og familie bakkede mig op hele vejen igennem, følte jeg ofte, at jeg skulle retfærdiggøre mig selv, når jeg fortalte andre om min bortvisning. Det var virkelig hårdt og udmattende. Især fordi jeg jo vidste, at jeg ikke havde gjort noget forkert, fortæller Lisbeth Jakobsen, der blandt andet oplevede, at nogle af de tidligere kolleger var mistroiske over for hendes historie. 

- På de dage, hvor jeg var allermest ked af det, kunne jeg somme tider tvivle på mig selv og min uskyld. Min gamle arbejdsplads blev jo ved med at påstå, at jeg var skyldig. Og jeg havde meget svært ved at forstå, hvordan de kunne komme med falske anklager, husker Lisbeth Jakobsen. 

- Omvendt havde jeg jo beviserne på, at jeg var uskyldig. Men deres måde at afvise mig på fik mig til at føle mig svag og magtesløs.  

Ikke godt nok

Sagen blev afsluttet med et forlig mellem Lisbeth Jakobsen og HK/Privat på den ene side og Domea på den anden side. Lisbeth Jakobsen fik en skriftlig beklagelse fra Domea og 325.000 kroner i erstatning, hvilket svarer til hendes løn i opsigelsesperioden plus fire måneders godtgørelse for den usaglige opsigelse. 

- Dengang takkede jeg ja til de 325.000 kroner. Jeg havde meget kort tid til at beslutte mig i, og på det tidspunkt var jeg simpelthen for udmattet til at gå videre med en voldgiftssag. Men de 325.000 kroner er efter min mening alt for lidt - det er jo ikke noget, som en af Danmarks største boligadministrationer kan mærke, konstaterer Lisbeth Jakobsen.

Lisbeth Jakobsen er også ked af ordlyden i den skriftlige beklagelse fra Domea.
- Jeg synes, det brev, jeg fik, er til grin. De skriver, at forløbet har været beklageligt. Men i mine øjne kommer de ikke med en ordentlig undskyldning, siger Lisbeth Jakobsen og tilføjer, at hun på trods af skuffelsen over erstatningen og den skriftlige beklagelse er tilfreds med den hjælp og støtte, hun har fået af HK.

På jagt efter andre job

Lisbeth Jakobsen har været sygemeldt med stress fra oktober 2016 og frem til marts 2017. I dag er hun jobsøgende, men hun er ikke sikker på, hun ønsker at arbejde med kunderådgivning inden for boligbranchen igen.

- Domea er så store, og jeg har ikke lyst til at have et arbejde, hvor jeg kan risikere at have noget med dem at gøre. De har virkelig formået at få mig ned med nakken. Derfor søger jeg lige nu job inden for regnskab og bogholderi i andre brancher, fortæller Lisbeth Jakobsen, der ligeledes har tilmeldt sig et seksugers jobrettet kursus, hvor hun får genopfrisket sine færdigheder inden for regnskab og økonomi.