Lad os få solidariteten tilbage d. 1. maj

Som ved foregående overenskomstforhandlinger er debatten gået højt. Både i hjemmene, på arbejdspladsen, og nu også på de sociale medier. Det er positivt, for en livlig debat er med til at legitimere den demokratiske proces, når der skal stemmes om lønmodtagernes arbejdsforhold i de kommende år. Derfor synes jeg også, at vi i fagbevægelsen skal lytte til de bekymringer, som flere har udtrykt, og have respekt for, at der eksisterer forskellige holdninger til resultatet, hvad end man stemte ”ja” eller ”nej”. Sådan er det nu engang, når man lever i et demokrati – her er det flertallet, som bestemmer.

Af René Knudsen, Formand for HK Service Hovedstaden

Derfor bliver jeg også ærgerlig, når jeg hører de ting der er sagt og skrevet de seneste dage, efter afstemningsresultatet viste, at overenskomsten blev vedtaget. At debatten går højt har jeg al mulig respekt for, men når kommentarer begynder at blive personlige og ”nej-stemmerne” retter sin frustration mod enkelte faggrupper og fagforeningers medlemmer, hopper kæden af for mig. Hvor er respekten for demokratiet og kollegaerne blevet af? Hvor er solidariteten og kammeratskabet?

I særdeleshed HK’erne har lagt ører til lidt af hvert, hvor mange medlemmer fra 3F, har rettet deres frustration mod kollegaerne, som enten er ansat på kontor eller i en butik. Det er – undskyld sproget – fandeme ikke særlig solidarisk. Til dem, vil jeg minde om, at de er en del af en demokratisk organisation, og her er det altså flertallet, som bestemmer. Måden hvorpå man giver sin holdning til kende i et demokrati, er ikke ved trusler om vold, som nogle kommentarer på de sociale medier lægger op til, ligesom det ikke er ved at pege fingre af ens ligeværdige kollegaer. Medlemmer af fagbevægelsen, som havde ønsket sig et andet resultat, har alle muligheder inden for demokratiets rammer, for at gøre oprør mod dem, som har forhandlet overenskomsten på plads. Det er bare om at komme i gang!

Jeg har udelukkende respekt for, at nogle medlemmer af fagbevægelsen ønskede sig et andet resultat. Men det er ærgerligt for debatten, at så mange af de gode elementer i aftalen, som fx bedre forhold for børnefamilier, er blevet overskygget af en alt for ensidig og misvisende kampagne om en fast 42-timers arbejdsuge. Fakta er, at arbejdstiden fortsat er 37 timer om ugen i Danmark. Det er der ikke ændret ved i den nye overenskomst. Det er rigtigt, at nogle arbejdsgivere kan misbruge den nye mulighed om overarbejde - men hvad er der nyt i det? Arbejdsgiverne har altid haft mulighed for at køre deres eget ræs og misbruge eller tilsidesætte overenskomsten, hvis de ønsker det. Men når det sker, kommer vi fra fagforeningen også efter dem med bål og brand. Det må ingen være i tvivl om. Og lad os så huske på, at der allerede inden den nye overenskomst eksisterede muligheder for at tage overarbejde, og at overarbejdet er noget man kan forhandle om i lokalaftalerne.

Flere af ”nej-stemmerne”, har kaldt HK’erne og Metallerne for usolidariske, og ønsker nu et opgør med sammenkædningsreglen. Når man ønsker et opgør med sammenkædningsreglen er man ikke alene usolidarisk med de af sine kollegaer, som har andre arbejdsopgaver end en selv, men man siger også højt og tydeligt til de små fagforbund: I må klare jer selv. Hvor er solidariteten og styrken i det?

I 2010 havde HK som ultimativt krav, at 50 %-reglen skulle afskaffes, men det var man ikke lydhør for, hverken i CO-industri, eller blandt medlemmerne i de øvrige fagforbund, som heller ikke valgte at være solidariske med HK. Her stemte 87,9 % af HK’erne nej til overenskomsten, mens 70,1 % i 3F stemte ja. Stemmeprocenten for HK var i øvrigt på 50,3 %, mens kun 33,8 % af 3F’s medlemmer gav deres holdning til kende i 2010. Modsat HK, er 3F repræsenteret i CO-industris snævre forhandlingsudvalg, og har derfor en mere direkte linje til forhandlingsbordet. At rette sin kritik mod HK’ernes ja til overenskomsten i denne omgang, og kræve et opgør med sammenkædningsreglen er ikke alene historieløst, men usolidarisk og reaktionært.

Jeg har forståelse og respekt for, at der eksisterer en utilfredshed blandt mange af fagbevægelsens medlemmer, og det må vi alle lytte til og tage til efterretning. Men at gå enegang og pege fingre af ens kollegaer er ikke vejen frem. Lad os i stedet finde solidariteten frem, og bruge vores energi på at styrke demokratiet i fagbevægelsen, så vi til næste overenskomstforhandling kan stå endnu stærkere sammen, og på den måde sikre en aftale, som kommer samtlige faggrupper til gode. Måske endda, hvor vi får et opgør med social dumping i samtlige brancher, hvad end den kommer kamufleret som en 50 %-regel eller manglende kædeansvar. Tænk engang, hvor meget vi kunne løfte sammen, hvis vi 3F’erne og HK’erne kæmpede sammen om dét i 2020. Det, at vi i år har haft en historisk høj stemmeprocent, vidner om, at vi ønsker fællesskabet og demokratiet. Styrken i dét sammenhold bør være beskeden til omverdenen her til 1. maj. God kampdag!