Vi fik skideballer hver anden time

Klokken er lidt i 12, det er februar 2016, og Daniel Jensen og hans to kollegaer har netop skoddet dagens første pause-smøg, før de bevæger sig hen mod indgangen til Telmores kontor i Taastrup.
- Selvom vi har god tid, går vi i et rask tempo for ikke at komme for sent, fortæller Daniel Jensen, der sammen med vennen Daniel Sørensen havde arbejdet som abonnementssælgere i det TDC-ejede Telmore i en måneds tid.
Da de tre kollegaer når indgangen, opdager de, at de er de sidste, der kommer op efter pausen.
- Vi går helt i panik. Vi er jo alle sammen nye, og derfor er der ingen af os, som har fået udleveret et nøglekort endnu, siger Daniel Jensen.
Heldigvis går der kun et par minutter, før en rengøringsassistent kommer forbi og åbner for de tre kollegaer. Men på det tidspunkt er klokken desværre blevet 12.02.
- Da vi kommer ind i callcenteret, står teamlederen parat med armene over kors, imens resten af vores kollegaer står i en halvcirkel rundt om ham. Han bliver stiktosset over, at vi ikke er kommet til tiden, og som straf bliver vi beordret til at tage 10 armbøjninger hver for at statuere et eksempel overfor de andre om, at man ikke må komme for sent, forklarer Daniel Jensen, der sammen med den ene kollega hurtigt får overstået de 10 armbøjninger. Men så nemt går det desværre ikke for den tredje.
- Han var ret overvægtig, og fordi han ikke kunne lave armbøjninger, blev han bedt om at lave 10 englehop i stedet for. Da han havde taget det første hop, var der mange, som begyndte at grine og heppe på en rigtig nedværdigende og ironisk måde. Det var forfærdeligt at se på, siger Daniel Sørensen, som stod i halvcirklen og så til, imens den overvægtige kollega kæmpede sig igennem de 10 hop.
- For hvert hop han tog, røg hans T-shirt længere og længere op, så man kunne se hans mave og strækmærker. Det er noget af det mest grænseoverskridende, jeg har oplevet, og det var på det tidspunkt, at det for alvor gik op for os, at der var noget helt galt med den arbejdsplads, siger Daniel Sørensen, imens han sidder i sin stue med vennen Daniel Jensen og tænker tilbage på deres tid i Telmore.

Altid ens egen skyld

Jobbet som abonnementsælger hos Telmore bestod i at sælge mobiltelefonabonnementer, og det var rutine, at hele afdelingen mødtes fire gange om dagen, hvor teamlederen råbte navnene op på de sælgere, der ikke havde lavet nok salg.
- Der var sjældent nogen, som nåede at sælge nok abonnementer, og derfor fik vi stort set skideballer hver anden time, fortæller Daniel Sørensen og tilføjer, at de på møderne skulle komme med en forklaring på, hvorfor de ikke havde solgt nok.
- Man skulle give sig selv skylden, og derfor sagde jeg for det meste bare, at det var fordi, jeg var træt eller uoplagt. Man måtte under ingen omstændigheder sige, at det var fordi, man havde nogle svære telefonnumre, fortæller Daniel Sørensen, der sammen med Daniel Jensen sad i teamet for nybegyndere, hvor de ringede til tilfældige, der havde deltaget i undersøgelser på nettet. I den anden ende af rummet sad de sælgere, som havde arbejdet for Telmore i længere tid. De fik lov at ringe til folk, der selv havde bedt om at modtage et tilbud fra Telmore.
- Det var rigtig stressende, at vi næsten aldrig nåede vores salgstal - især fordi vi var provisionslønnede og kun fik 80 kroner i timen, hvis vi ikke lavede nogen salg, forklarer Daniel Jensen.
- Da vi blev ansat, troede vi, at vi ville komme til at tjene kassen, fordi vi ville få 100 kroner ekstra for hvert salg, vi lavede. Men vi fandt hurtigt ud af, at det var sværere end som så at nå at lave mere end et par salg om dagen, siger Daniel Jensen, der sammen med Daniel Sørensen blev mere og mere træt og udmattet.
- Før vi blev ansat i Telmore, gik vi tit i byen i weekenden og spillede Fifa i hverdagene. Men det havde vi slet ikke overskud til i den periode, siger han.

Knoklede for at undgå skældud

I løbet af arbejdsdagen lavede teamlederne ofte små konkurrencer, om hvem der hurtigst lavede ti salg, hvor man fx kunne vinde biografbilletter eller en energidrik.
- Det var næsten altid de, som havde arbejdet for Telmore i lang tid, der vandt. Deres telefonnumre var jo meget lettere, fordi de ringede til folk, som selv havde vist interesse, siger Daniel Sørensen og tilføjer, at der udover unfair konkurrencer var en hel del forskelsbehandling blandt de ansatte.
- Vi, der var nye, fik ikke lov at gå på toilettet, hvis vi ikke lavede nok salg, og vi blev straffet, hvis vi kom for sent. Det var et virkelig ubehageligt og stressende arbejde, fordi vi konstant blev overvåget af vores teamledere, som kunne finde på at komme over og hæve vores hæve-sænke-bord til ståposition, hvis de ikke syntes, vi solgte nok, fortæller han, hvorefter Daniel Jensen tilføjer, at teamlederne for det meste holdt pause, når de ikke uddelte verbale lussinger og overvågede de nye.
- Teamlederne og de, som havde været der længe, sad tit og oddsede og kiggede på fodboldresultater. Det skabte en rigtig underlig stemning, fordi de sad i den ene ende af rummet og havde det hyggeligt med chips og slik, imens vi andre sad i den anden ende af rummet og knoklede for at nå vores salg.

Opsigelsen endte med en bortvisning

Efter halvanden måned som abonnementssælgere sagde de to venner op. Men fordi de nægtede at tage de 14 arbejdsdage, der var i opsigelsesperioden, endte opsigelsen med en bortvisning, der blandt andet betød, at de ikke fik løn i opsigelsesperioden.
Nogle uger forinden opsigelsen var Daniel Jensen blevet bekendt med HK.
- En dag jeg fik fri fra arbejde, stod der to fra fagforeningen foran Telmores kontor i øs-pøs-regnvejr og delte HK-bolsjer ud, imens de forklarede, at en fagforening er til for at hjælpe, hvis der opstår problemer på arbejdspladsen, husker Daniel Jensen.
- Efter vi var blevet bortvist fra Telmore, satte vi os derfor ned i Daniels bil og ringede til HK, hvor vi blev rådet til at køre direkte ind til HK-huset på Islands Brygge, og det råd fulgte vi, fortæller Daniel Sørensen.
I HK møder de to venner Esben Noël Hjort, som er udviklingschef for organiserne i HK Service Hovedstaden, der arbejder på at få bedre løn- og arbejdsforhold for ansatte indenfor forskellige brancher. Blandt andet i callcenterbranchen.
- Da jeg hørte Daniel og Daniels beskrivelser af arbejdet i Telmore, blev jeg rigtig ærgerlig over, at det stadig stod så grelt til med arbejdsforholdene i netop det teleselskab. Omkring et halvt år forinden deres ansættelse havde vi i HK lavet en indsats, hvor vi fik sat en stopper for, at abonnementssælgere i Telmore fik en plastikhundelort på bordet eller en krokodillehat på hovedet, når de efter teamlederens opfattelse ikke havde solgt nok, fortæller han.

Bortvisningen blev trukket tilbage

Da historien om de to venners arbejdsforhold første gang var blevet omtalt i medierne i midten af april 2016, meddelte Telmores direktør, Jens Grønlund Nielsen, at deres bortvisning ville blive trukket tilbage. I et klip til Go’ aften Danmark gav direktøren derudover udtryk for, at han tog afstand fra den salgskultur, som Daniel Jensen og Daniel Sørensen havde mødt hos Telmore.
- Det er ikke i orden, og det skal vi have ryddet op i, for der må ikke være et eneste af de her eksempler i min organisation og hos Telmore. Ingen er perfekte, og vi har eddermame ikke været perfekte i den her situation, sagde han blandt andet til Go’ aften Danmark i forbindelse med, at Daniel Jensen og Daniel Sørensen blev inviteret i fjernsynet for at fortælle deres historie.
HK/Privat har igen talt med direktør Jens Grønlund Nielsen, og han fortæller, at der siden Daniel Jensen og Daniel Sørensens tid hos Telmore er blevet lavet en række tiltag, der har sikret et bedre arbejdsmiljø i callcentrene.
- Kort efter, jeg var blevet bekendt med Daniel og Daniels oplevelse af at arbejde hos Telmore, tog jeg initiativ til en handlingsplan, som blev udarbejdet i samarbejde med lederne og de ansatte. I planen blev der blandt andet formuleret nogle retningslinjer for, hvordan vi skaber et godt og sundt arbejdsmiljø på vores callcentre. Derudover har vi tilrettelagt et uddannelsesforløb for vores teamledere, hvor de igennem fire til seks moduler, der strækker sig over et år, bliver undervist i klassisk ledelsesstrategi og respekt for den ansatte, siger han.
Ifølge Jens Grønlund Nielsen har konkurrencerne i Telmores callcenter ligeledes ændret karakter.
- I dag er der lige vilkår for abonnementssælgerne i de konkurrencer, der forgår i vores callcentre. Og det er ikke kun de, der har arbejdet for Telmore i længst tid, der får lov at ringe til folk, der allerede har vist interesse, understreger han.

”Brug og smid væk”-kultur

Arbejdet i Telmores callcenter var Daniel Jensen og Daniel Sørensens første fuldtidsjob. Ifølge dem selv var deres begrænsede kendskab til, hvordan en arbejdsplads på normal vis fungerer, en af årsagerne til, at der gik halvanden måned, inden de sagde op.
- De, der havde arbejdet som abonnementssælgere i længere tid, opførte sig som om, at det var helt normalt, at vi nye blev straffet, hvis vi kom for sent eller ikke solgte nok. Derfor gik vi også ud fra, det var okay, at det fungerede på den måde, siger 22-årige Daniel Sørensen.
Ifølge udviklingschef i HK Service Hovedtaden Esben Noël Hjort er det ikke første gang, et callcenter har udnyttet unge menneskers begrænsede kendskab til arbejdsmarkedet.
- På mange callcentre hersker der en ”brug og smid væk”-kultur, hvor ledelsen udnytter, at de har med unge mennesker at gøre. Callcenteret er ofte deres første fuldtidsjob, og fordi de ikke har noget andet job at sammenligne med, er de mere tilbøjelige til at acceptere de dårlige arbejdsforhold, forklarer udviklingschef Esben Noël Hjort og tilføjer, at der også findes callcentre med gode arbejdsforhold.
Men for Daniel Jensen og Daniel Sørensen er én ting sikker – de skal aldrig arbejde på et callcenter igen.
- Vi har fået et vildt dårligt indtryk af, hvad det vil sige at være abonnementssælger. Derfor er der ingen af os, som ønsker at have et job, som på nogen måder minder om det, vi mødte hos Telmore, konkluderer Daniel Jensen.