MitID virker ikke. Hvad gør jeg?
Så skal du kontakte supporten hos MitID, da HK desværre ikke kan hjælpe dig i den situation.
Få support hos MitID
Skal jeg altid logge ind med MitID?
Nej, kun første gang du logger på Mit HK. Herefter kan du lave din egen HK-adgangskode.
Kan jeg nøjes med at bruge MitID?
Ja, det kan du godt.
Min HK-adgangskode virker ikke (er blevet låst)
Det er kun dig selv, der kan oprette en HK-adgangskode. Hvis din adgang er låst, skal du logge ind med MitID og herefter selv oprette din HK-adgangskode under 'Ny adgangskode' på Mit HK.
Jeg har glemt min HK-adgangskode
Log ind med MitID, hvorefter du kan oprette en ny HK-adgangskode under 'Ny adgangskode' på Mit HK.
Det er første gang, jeg logger på Mit HK
Så har du ikke en HK-adgangskode endnu. Du skal først logge ind med MitID, og herefter kan du oprette din egen HK-adgangskode.
Skal jeg altid logge ind med MitID?
Nej, kun første gang du logger på Mit HK. Herefter kan du oprette din egen HK-adgangskode.
Kan jeg nøjes med at bruge mit MitID?
Ja, det kan du godt.
Jeg har tekniske problemer med at logge ind
Oplever du tekniske problemer med at logge ind, kan du ringe på: 4437 1563 i åbningstiden, som er 6.00-24.00
21. august 2017 | HK Privat | Anna Franziska Runge Hansen Bemærk: Denne artikel er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information
Kristina Birkjær er logistikkoordinator ved Siemens Gamesa Renewable Energy i Ølgod, og i en alder af bare 24 år - halvt så gammel som gennemsnitsalderen på HK’s tillidsrepræsentanter - blev hun tillidsrepræsentant. I begyndelsen var det nervepirrende, men efter fire år på posten har hendes retfærdighedssans overvundet nervøsiteten.
Det er en kold dag tilbage i november 2014. Kristina Birkjær sidder og læser sine notater igennem en sidste gang, inden hun bevæger sig hen mod døren til mødelokalet, hvor hun sammen med repræsentanter fra HK og sin arbejdsplads skal forhandle fratrædelsesordning for en kollega.
Det er første gang, Kristina Birkjær skal deltage i et forhandlingsmøde, efter at hun blev valgt som repræsentant på tillidsposten. Hun var bare 24 år, halvt så gammel som HK's tillidsrepræsentanter er i gennemsnit.
- I sekunderne før mødet fortrød jeg så inderligt, at jeg nogensinde var blevet tillidsrepræsentant. Jeg følte mig usikker på mig selv og på, om jeg overhovedet var den rette til at forhandle løn og opsigelse på vegne af en kollega, fortæller Kristina Birkjær mig, imens hun sidder bag rattet i sin sorte Seat Altea.
En seriøs bil, der på trods af de 100 kilometer i timen efterlader et indtryk af, at man kan føle sig tryg i det bløde passagersæde, lidt ligesom jeg i samtalen med Kristina Birkjær hurtigt får fornemmelsen af, at hun er én, man kan stole på.
Vi er på vej til Siemens Gamesa Renewable Energy i Ølgod, hvor Kristina Birkjær er ansat som logistikkoordinator og derudover er tillidsrepræsentant for 18 af sine kolleger, som alle er ansat til at lave administrativt eller teknisk arbejde.
- Da mødet først var i gang, gik det faktisk rigtig fint, og som minutterne forsvandt, blev min nervøsitet erstattet af trangen til at hjælpe min kollega med at få forhandlet den bedst mulige fratrædelsesordning, forklarer Kristina Birkjær med en charmerende vestjysk dialekt, imens blikket følger de buede sving i landevejen.
Vi er så småt ved at nærme os Ølgod, hvor Siemens Gamesa Renewable Energy har haft fabrik siden januar 2008. Dengang hed det Siemens Wind Power.
Kollegaen blev afskediget med den begrundelse, at han manglede de engelskkundskaber, hans job krævede.
- Forud for afskedigelsen havde han flere gange fået at vide, at det var nødvendigt, at han blev bedre til engelsk. Men på det tidspunkt havde han ikke ressourcerne til at sætte sig ind i efteruddannelseskurser og regler om betalt uddannelse, og fordi der ikke var den rette støtte og hjælp, fik han aldrig de kvalifikationer, som jobbet krævede, forklarer den nu 28-årige Kristina Birkjær, imens hun tænker tilbage på den dag for fire år siden, hvor hun gav sig selv et løfte.
- Efter mødet lovede jeg mig selv, at jeg som tillidsrepræsentant vil gøre, hvad der står i min magt, for at mine kolleger ikke vil modtage en fyreseddel med begrundelse om, at de mangler uddannelse.
Endelig en tillidsvalgt
På parkeringspladsen ved Siemens Gamesa Renewable Energy i Ølgod er klokken ved at nærme sig 6.45. Kristina Birkjær laver en fejlfri parkering, hvorefter hun tænder dagens første Pall Mall og spadserer hen mod vindmøllefabrikken, hvor glimmerskoene bliver skiftet ud med et par sikkerhedssko.
Da Kristina Birkjær gør entré ved fælleskontoret, der ligger midt i fabrikken, siger hun hej og godmorgen til sine to kolleger, hvorefter hun sætter sig ved computeren og uden at kigge på tastaturet går i gang med at svare på mails.
- Jeg bruger omkring 25 procent af min arbejdsdag på at lave tillidsrelevant arbejde, og derfor skal jeg somme tider stramme ballerne for at nå alle mine arbejdsopgaver, forklarer Kristina Birkjær, imens hendes hurtige fingre, der er lakeret med skiftevis pink og sølv neglelak, tæsker løs på tastaturet til en lyd, der næsten overdøver det gigantiske samlebåndsarbejde, der foregår på den anden side af væggen.
- For ligesom jeg holder meget af mit hverv som tillidsrepræsentant, holder jeg også meget af mit job som logistikkoordinator, hvor jeg blandt andet holder styr på det logistiske arbejde omkring levering af materialer til vindmølledelene.
Netop fordi hverdagen kan være ekstra presset, når man har et tillidshverv, ville Kristina Birkjær ønske, at dialogen med HK gik lidt mere tjept:
- Somme tider føler jeg mig alene som tillidsrepræsentant, fordi jeg ikke oplever, at mit fagforbund samarbejder nok med mig. Jeg synes, det generelt går meget langsomt, når jeg skal have svar på en forespørgsel eller have dokumenter godkendt, siger Kristina Birkjær, der på trods af de lange svartider har et rigtig godt samarbejde med sin kontaktperson i HK Sydjyllands lokalafdeling.
- Og HK er til gengæld god til at udbyde kurser og til at give gode råd og vejledning om efter- og videreuddannelse til medlemmerne. Jeg har personligt især været glad for den tillidsrepræsentantuddannelse, jeg har taget, konstaterer hun.
Omkring 100 meter væk fra Kristina Birkjærs kontor ligger kontoret for kvalitetssikring, hvor blandt andre kvalitetsingeniør Jørgen Haubjerg Nielsen sidder.
- Inden Kristina trådte til som tillidsrepræsentant, havde vi ikke nogen, og det har betydet rigtig meget, at vi endelig har fået en tillidsvalgt, siger Jørgen Haubjerg Nielsen, der blandt andet arbejder med at godkende de vindmølledele, Siemens Gamesa Renewable Energy i Ølgod modtager fra leverandørerne.
- Sidst jeg fik min lønseddel, opfordrede hun mig fx til at tjekke, om jeg havde fået sat penge ind på min fritvalgskonto. Da jeg tjekkede, var pengene ganske rigtigt ikke gået ind, og hvis ikke hun havde gjort mig opmærksom på det, havde jeg aldrig opdaget fejlen.
Også Kristinas fabrikschef, Mogens Eis, er glad for samarbejdet.
- Man kan tydeligt mærke, at Kristina føler en oprigtig interesse og et ansvar over for de ansatte, siger Mogens Eis.
- Især med hensyn til uddannelse er hun god til at oplyse og opmuntre til, at der er flere, som tager efteruddannelse og kurser. Det er jeg superglad for, for det betyder, at jeg i sidste ende får en arbejdsplads med mere kvalificeret arbejdskraft.
Økonomisk lighed
Klokken 8.00 sidder Kristina Birkjær igen bag rattet i den sorte Seat Altea på vej til den store Siemens Gamesa Renewable Energy-fabrik i Brande. Hun skal nemlig deltage i det månedlige TR-møde, hvor tillidsrepræsentanterne fra Siemens Gamesa Renewable Energy mødes på tværs af faggrupper og diskuterer faglige problemstillinger. Imens hun drøner af sted på landevejen, rocker Alessia Caras stemme med Scars To Your Beautiful ud af radioen.
- Jeg kan godt lide budskabet i sangteksten om, at du som kvinde er smuk og noget værd, ligegyldigt hvordan du ser ud, siger Kristina Birkjær, der ud over efteruddannelse også har en anden kæphest i hvervet som tillidsrepræsentant.
- Jeg kæmper for, at der kommer økonomisk ligestilling mellem mine mandlige og kvindelige kolleger. Derfor er jeg med i ligelønsudvalget, som består af to andre tillidsvalgte og to fra Siemens’ HR-afdeling. På møderne gennemgår vi den årlige lønstatistik og de stillinger, hvor lønforskellen mellem mænd og kvinder er mere end fem procent, og så snakker vi om, hvad vi kan gøre for at udligne forskellen, hvis der er tegn på, at den er kønsbestemt.
- Indtil videre har vi ikke opnået nogen konkrete resultater, men vi håber, at vores arbejde med tiden vil bære frugt.
Yngste tillidsrepræsentant
Ved Siemens Gamesa Renewable Energy i Brande mødes Kristina Birkjær med fem andre tillidsvalgte fra henholdsvis 3F, Dansk Metal og Teknisk Landsforbund. Til TR-mødedeltagernes store glæde har Kristina Birkjær taget brun-sviger med. Hun stiller kagen på bordet, hvorefter hun kobler sin computer til lokalets storskærm, så de andre kan følge med, imens hun tager referat af mødet.
Første punkt på dagsordenen er at få aftalt, hvordan og hvornår de fremtidige TR-møder skal holdes, og til rytmen af Kristina Birkjærs flittige fingre, der klikker på tastaturet, når de seks tillidsrepræsentanter hurtigt til enighed.
Når man kigger ud over forsamlingen af tillidsvalgte, er det tydeligt at se, hvordan Kristina Birkjær skiller sig ud. Hun er nemlig i en alder af 28 år en hel del yngre end de resterende mødedeltagere og langt under 49 år, som er gennemsnits-alderen for HK’s tillidsrepræsentanter.
- Til møderne kan jeg somme tider føle, at jeg grundet min alder skal bevise, at jeg ikke bare er en tillidsvalgt, der ønsker god stemning på arbejdspladsen, men at jeg rent faktisk også har en faglig indsigt i det arbejde, vi laver, forklarer Kristina Birkjær, imens hun nipper i neglen på den pinklakerede finger.
- Derfor tænker jeg altid, før jeg taler, og jeg sørger for at have fakta bag mine argumenter, hvis vi har en diskussion, uddyber Kristina Birkjær, der dog oplever, at det med tiden er blevet en hel del nemmere at være tillidsrepræsentant.
- I begyndelsen var jeg nervøs, hver gang jeg besluttede mig for at række hånden op og sige noget på TR-møderne, men i dag er jeg meget mere sikker på mig selv.
- Og bekymringerne om, hvorvidt jeg var god nok, tror jeg egentlig bare er opstået på baggrund af min egen usikkerhed, for de andre tillidsvalgte i Siemens Gamesa Renewable Energy har altid været søde og imødekommende over for mig, også selv om jeg kun var en grønskolling, da jeg begyndte som TR, griner Kristina Birkjær.
- Samarbejdet med de andre tillidsrepræsentanter har betydet rigtig meget for mig, og det er dem, der har en stor del af fortjenesten i, at jeg har udviklet mig som tillidsrepræsentant og ikke længere er ved at skide i bukserne, hver gang jeg skal ind og forhandle mine kollegers løn og arbejdsvilkår, forklarer Kristina Birkjær, der på trods af begejstringen over sine ældre kolleger også har et ønske om, at der med tiden vil komme flere yngre tillidsrepræsentanter til i Siemens Gamesa Renewable Energy.
Alle skal have det godt på job
I frokostpausen sidder Kristina Birkjær sammen med sine kolleger og snakker om stort og småt, til pausen er omme. Men indtil hun var 12 år gammel, spiste hun faktisk altid sin madpakke alene.
- Som barn blev jeg mobbet, og hvert frikvarter stod jeg på mål for grimme øgenavne om, at jeg var tyk og grim. Det er nok også derfor, at jeg den dag i dag ikke kan fordrage, når mine kolleger har det skidt eller er udenfor, siger Kristina Birkjær, der på trods af det faglige engagement ikke kommer af en familie, hvor der blev diskuteret social dumping og skattelettelser rundt om middagskoteletterne.
- Hjemme ved os snakkede vi aldrig om politik. Og jeg tror egentlig heller ikke, at mit faglige engagement udspringer af en politisk overbevisning. Det er min retfærdighedssans, der driver mig, og mit ønske om, at alle skal have det godt på deres arbejdsplads.
Log ind med MitID
Du kan altid bruge dit MitID til at logge ind på HK.dk. Hvis det er første gang du logger ind, skal du altid bruge dit MitID