Mens det på sundhedsområdet er it-systemerne, der står for skud, når borgerne er utilfredse, er det på beskæftigelsesområdet i stedet medarbejderne. Og den forskel er helt urimelig, mener tillidsrepræsentant i Københavns Kommunes Center for Afklaring og Beskæftigelse, Flemming Holst.

- Når borgerne brokker sig på vores område, bliver det nemt til, at det er den enkelte sagsbehandler, der er strid, selvom hun i virkeligheden bare retter sig efter de rammer, som er afstukket for os af henholdsvis loven og det lokale politiske flertal. Og det er jeg og mine kolleger ved at være godt og grundigt trætte af, siger han.

Borgerne retter altså skytset et helt forkert sted hen. I stedet mener Flemming Holst, at de skulle gå efter lovgiverne og reglerne på beskæftigelsesområdet.

- Det reelle problem er, at loven er meget stram. Jeg mener, det vil give god mening at lempe på kravene til dokumentation, så man i højere grad kan lade sund fornuft være retningsgivende for afgørelserne og gøre plads til mere tillid til de faglige vurderinger, som vi medarbejdere kommer med, siger han.

Når medarbejderne står for skud på beskæftigelsesområdet i modsætning til for eksempel på sundhedsområdet mener Flemming Holst, at det skyldes de forskellige forventninger borgerne kommer med:

- Når man tager på hospitalet, er det for at blive helbredt. Går man på jobcentret, er det ikke nødvendigvis for at få et arbejde – selvom det ellers netop er jobcentrets opgave at formidle job eller afklare, hvis borgeren ikke kan bestride et sådan. Problemet hos os er derfor, at mange borgere kommer og har gjort op med sig selv, at de ikke kan arbejde, og derfor oplever at vi modarbejder dem.

Og så ser han også en forklaring i de forskellige identiteter, som folk har:

- De fleste mennesker har heldigvis en arbejdsidentitet, men der er et mindretal, som ikke har det. De har i stedet en sygdomsidentitet, som gør, at de er overbeviste om, at de ikke kan arbejde og derfor mener, at en arbejdsprøvning er grænseoverskridende. Eller også har de for eksempel en mor-identitet og kan slet ikke se sig selv på arbejdsmarkedet. Men de har stadig brug for pengene og er derfor på kontanthjælp – ikke fordi de fejler noget, men altså fordi de har en helt anden identitet.

Han understreger at på trods af lidt skæve forventninger fra borgerens side, er det stadig medarbejderens professionelle opgave at skabe en frugtbar dialog. Det kræver en tid, som medarbejderne i København ofte oplever de ikke har.

Netop Københavns Kommune er den i landet, der suverænt har flest sager pr. medarbejder. Flemming Holst refererer her til en undersøgelse fra 2014, som viste, at København lå i bunden med 58 borgere pr. sagsbehandler, mens der hos den næstnederste var 44 og hos den bedste 32 borgere pr. medarbejder.

- Så når reglerne foreskriver dialog og en anerkendende tilgang til borgerne, har især jobcentermedarbejderne en ekstra udfordring i Københavns Kommune, fordi de har meget travlt og derfor svært ved at finde ordentlig tid til den enkelte borger. Så det er både loven, der skal ændres, lige som det i hvert fald for Københavns Kommunes vedkommende handler om at få flere midler til forvaltningen, så medarbejderne kan få færre sager. Derfor er jeg også glad for den netop indgåede aftale blandt borgerrepræsentationens partier om en særlig indsats for førtidspension og fleksjob." siger tillidsrepræsentanten.