HK.dk logo

Hver tredje får besked på at holde deres løn hemmelig

07. september 2017  |  HK Privat  |  Bemærk: Denne artikel er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information

Ligelønsloven siger, at du må tale om din løn med alle dem, du vil. Alligevel får mange at vide fra chefen, at de skal tie stille med deres løn. Det møder kritik fra HK/Privat.


Danske pengesedler

33 procent af HK/Privats medlemmer er på den ene eller anden måde blevet fortalt af ledelsen på arbejdspladsen, at de skal holde deres lønoplysninger for sig selv. Det viser en dugfrisk rundspørge, som Epinion har foretaget blandt mere end 1.200 medlemmer af HK/Privat.

20 procent svarer, at ledelsen – for eksempel nærmeste leder eller en direktør ”under uformelle rammer” har sagt, at man helst skal holde sine lønoplysninger for sig selv. 11 procent har fået samme melding ”under formelle rammer”, mens to procent oplyser, at det er formuleret på skrift fra ledelsens side.

Men uanset hvilken metode arbejdsgiverne bruger til lægge låg på snak om løn, er det i strid med loven, siger Simon Tøgern, formand for HK/Privat.
- Ligelønsloven slår fast, at en lønmodtager har til ret at give sine lønoplysninger videre til enhver, også kollegerne. Så arbejdsgiverne skal blande sig udenom om og passe deres egne sager i stedet for at blande sig i andres, siger han.

Dovne arbejdsgivere vil holde lønnen hemmelig
Samtidig er det også et udtryk for dovenskab fra arbejdsgiverens side, mener han.
- Det er de arbejdsgivere, der ikke kan forklare deres medarbejdere, hvorfor lønnen er, som den er. Som ikke tør en åben diskussion. Men hvis lønnen er rimelig i forhold til opgaver, ansvar og kvalifikationer, hvad skal alt hemmelighedskræmmeriet så til for, spørger Simon Tøgern.

Hvis du oplever at blive pålagt tavshed om din løn, kan du få hjælp fra din tillidsrepræsentant, hvis du har én, eller din HK-afdeling. Det kan du gøre ved at ringe på tlf. 70 11 45 45.

Vil du vide, hvad andre i dit fag tjener? Tjek HK’s Lønstatistik og bliv bedre rustet til næste lønforhandling.

Hent lønstatistikken


Løn Jura

Send besked til forfatter


Annuller

Log ind som medlem