HK.dk logo

Jeg er intet uden andre

25. september 2017  |  HK Privat Bemærk: Denne artikel er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information

HK er ikke bare til for medlemmerne. HK er medlemmerne og skal være kontingentet værd. Forbundsformand Kim Simonsen om at ville forny fagbevægelsen, om fællesskabets betydning og om privatlivets fred. Han er, med egne ord, ikke god til at hvile på laurbærrene og har endnu meget, han vil udrette i HK. Derfor stiller Kim Simonsen op til endnu fire år i HK’s formandskontor, når der er kongres i oktober.


Kim Simonsen, formand for HK Danmark

Christiansborg. Vor Frelser Kirke. Københavns Rådhus.

Der er udsigt til de fleste af Københavns tårne fra HK-formandens kontor på 5. sal i Weidekampsgade på Amager. Ikke at han lægger så meget mærke til det - det er ikke her, han tilbringer mest tid. Hans kalender er tæt pakket med opgaver og møder uden for huset. Men det er her interne møder og koordinering foregår. Og Kim Simonsen har valgt, at interviewet skal foregå her.

- Det er jo egentlig ikke mit kontor på den måde, og jeg er her ikke ofte. Dertil er jeg for meget ude i landet. Men det tilhører min funktion i HK. Og HK er en meget stor del af mit liv, siger Kim Simonsen. Og så et skævt smil:
- På godt og ondt.

Med ondt mener Kim Simonsen især det, der rammer udefra. Dét, han på medlemmernes vegne kæmper hårdt for at afværge: Forringelser af dagpenge og sygedagpenge, en fleksjobreform, der gør livet umuligt for fleksjobbere og så kontanthjælpsloftet. Her fortsætter den lange, frustrerende kamp.

Men så er der heldigvis det gode. HK får sat aftryk på uddannelsesreformer og trepartsforhandlinger. Og for hvert år mener medlemmerne, at HK bliver et nøk bedre. Det fortæller undersøgelser ham. Der er karrierevejledning og kurser. Lønforsikringer til de offentligt ansatte. Fagligt fokus. Og en stadigt mere professionel organisation med tæt kontakt til arbejdsgivere og tillidsrepræsentanter. Men også til politikerne på Christiansborg.

- HK er ikke til for medlemmerne. HK er medlemmerne. Og os, der er ansat af medlemmerne, har basalt set ét job: At gøre HK relevant for de hundredtusinder, der har valgt at betale kontingent, siger Kim Simonsen.

Han læner sig frem i stolen. Ideerne står i kø for at komme frem.
- Derfor skal vi hele tiden forny os. Vi skal være relevante. Vi skal tilbyde nye digitale løsninger og skræddersy tilbud og rådgivning til den enkelte. Har du betalt kontingent, skal du have valuta for pengene.

Fællesskab betyder alt
I næsten 35 år har arbejdet for HK-medlemmerne fyldt en stor del af Kim Simonsens liv. Men der har også været et liv uden for HK. Kone, to - nu voksne - børn og en bolig i Humlebæk - som han har lovet sig selv så vidt muligt at friholde for fagligt arbejde.

En grimasse:
- Altså. Jeg er sgu ikke mere privat end alle andre. Beslutningen om ikke at tage arbejde med hjem har måske i virkeligheden bare betydet, at jeg er mindre hjemme. Men jeg kan nok ikke rigtig se, at den private del af mig er særligt relevant for den faglige del af mig.
Måske ikke. Og så alligevel. For der er en rød tråd til familiens bolig, der er en del af bofællesskabet Bakken. Og når der i en ellers tætpakket formandskalender sættes tid af til ”arbejdsdag på Bakken”, ”slå græs på Bakken”, eller ”mad på Bakken”, så er det udtryk for, at fællesskabet kræver hans personlig investering i form af madlavning, knofedt og tid.
- Fællesskab betyder meget for mig. Gør det ikke det for alle, mon? Jeg er intet uden andre, og i HK er det min drivkraft. Jo, jeg er formand for HK, men jeg står ikke for udviklingen eller for sejrene eller for alt det gode, der sker med HK i disse år. Vi står for det, siger Kim Simonsen og tegner en inkluderende cirkel i luften med hænderne for med dem at indfange ildsjælene i afdelinger, sektorer, blandt tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og alle dem, der udgør HK.

- Men jeg har jo selvfølgelig ansvaret for problemerne, siger han med et skævt smil.

Langt perspektiv
Kim Simonsen er portrætteret og interviewet i andre medier gennem de mange år i HK, og han er vant til at få skudsmål i fuld offentlighed. Ét af dem lyder: ”Hvor andre tænker 3-5 år frem i tiden, så tænker Kim 10-15 år frem”.

- Det er jo mit privilegium som HK-formand. Jeg kan få lov at være virkelig langhåret og tegne drømmescenarier for fagbevægelsen. For vi trænger til fornyelse. Det har vi gjort i mange år, og det kan være frustrerende ikke altid at få ørenlyd. Vi tænker kortsigtet på slagord, Facebook og synlighed og for lidt på at ændre samfundet - på at være en reel magtfaktor, siger han.

Derfor stillede han i 2015 op til formandsvalget i LO. Men han trak sig, da oddsene blev for dårlige, og han led dermed sin karrieres første nederlag.

- Det skulle prøves, og kan man ikke klare tævene, skal man holde sig fra fagbevægelsens top, siger han.

- Jeg interesserer mig ikke for ting, der løser sig. Men er der problemer, er der konflikter, så tiltrækker det mig med det samme, og jeg er nok ikke typen, der holder min kæft.
En lille tænksom pause. Så fortsætter han:
- Somme tider ville jeg ønske, jeg var en bedre retoriker. Når jeg nu er dårlig til at holde kæft, mener jeg. Til gengæld har jeg den vedholdenhed, det netværk og den erfaring, der skal til, for at være forbundsformand i HK.

- Synlighed er vigtig, og en HK-formand SKAL tage ordet i offentligheden på vegne af medlemmerne. Altid. Men synlighed alene giver ikke indflydelse. Når jeg tager en cykeltur med Lars Løkke, en snak med Kristian Thulesen Dahl eller en kop kaffe med Mette Frederiksen kan det være meget mere værd for medlemmerne af HK end et debatindlæg i et stort dansk dagblad. Men det er bare ikke så synligt.

I oktober, på HK’s kongres, stiller Kim Simonsen op til endnu fire år i formandskontoret på femte sal med den forsømte udsigt.

Han læner sig frem. Igen står ideerne i kø:
- HK er kommet langt de seneste otte år. Men vi er da slet ikke langt nok! Der er meget, jeg fortsat vil stå i spidsen for: Vi skal tilbyde endnu bedre rådgivning, vi skal være med til at forbedre uddannelsessystemet, og vi skal i det hele taget fortsætte arbejdet med at forny HK, så vi bliver endnu bedre til det, vi er gode til. Det har aldrig været min stil at hvile på laurbærrene, siger han og tilføjer:
- Men det er kongressen, der skal vælge mig.

HK Kongres 2017

HK Danmarks kongres 2017 holdes i Aarhus i dagene fra den 23. til den 25. oktober.

De ca. 370 delegerede er valgt på generalforsamlinger i lokale afdelinger, ligesom en række positioner i HK automatisk betyder en invitation til at være med ved kongressen, blandt andet medlemmer af HK’s hovedbestyrelse samt repræsentanter fra sektorer og landsforeninger.

Du kan se alle forslag og følge med live i kongressen på hk.dk/kongres


Kongres 2017

Send besked til forfatter


Annuller

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Problemer med login?

For at øge sikkerheden i forbindelse med din adgangskode til Mit HK, skal du logge ind med NemID første gang, herefter kan du oprette din egen adgangskode på Mit HK.

Log ind med NemID

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk