HK.dk logo

Sådan baner du vejen for en bedre chefløn

25. september 2017  |  Chefgruppen  |  Bemærk: Denne artikel er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information

Fra 1. oktober 2017 får du mere i lønningsposen, når OK15-aftalens sidste regulering udløses. Men mener du, at du har gjort dig fortjent til lidt mere end det, er tiden måske moden til en egentlig lønforhandling. Hør HK Kommunals forhandlingskonsulent Lina Gisselbæks tips til den gode lønforhandling.

- Vær opmærksom på din løn som chef. Når der sker ændringer i din jobsituation, dine ansvarsområder eller din opgaveportefølje, bør det afspejle sig i din lønningspose. Og så skal du kontakte os, så vi kan anmode om en lønforhandling på dine vegne.

Sådan lyder opfordringen fra Lina Gisselbæk, HK Kommunals forhandlingskonsulent på chefområdet. For som leder eller chef har du krav på en årlig forhandling af din løn ligesom alle andre medarbejdere. Og et godt udgangspunkt for forhandlingen er netop, hvis der er sket forandringer i jobsituationen.

- Det er oplagt at bede om lønforhøjelse, når man fx får nye områder under sig. Det kan være i forbindelse med strukturændringer, fx centerdannelser, hvor antallet af medarbejdere vokser, eller hvis man får flere eller andre opgaver, siger Lina Gisselbæk.

Du kan forhandle løn hele året

Chefers og lederes lønforhandlinger følger ikke et fastlagt skema og kan gøres på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af året. Når først et lønkrav er fremsat, skal det behandles inden for seks uger efter de generelle regler.

- Nogle arbejdspladser har en fast proces for lønforhandlinger i fx marts eller oktober, men cheferne er ikke altid med i det loop. Nogle kommuner f.eks er også gode til løbende at se på, om der er behov for at justere deres cheflønninger, men det er heller ikke alle. Lønforhandling for chefer og ledere foregår altså mere sporadisk og ad hoc, siger Lina Gisselbæk.

Derfor, pointerer hun, er det bedst, hvis du som chef selv er opmærksom på, hvornår du mener, at tiden er moden til en lønforhøjelse.

- Som chef er du selv vant til at se på, om medarbejderne har præsteret særligt godt. Det samme gælder for dig: Har du leveret en ekstraordinær indsats, klaret et nyt projekt rigtig godt eller fået nye opgaver i årets løb? Hvis det er tilfældet, skal du kontakte os, så vi kan anmode om en lønforhandling på dine vegne.

Gør opmærksom på dig selv

Samtidig er det en rigtig god strategi løbende at gøre din chef opmærksom på, hvad du har præsteret – i stedet for at samle til bunke og fremlægge ti argumenter én gang om året.

- Tag det åbent op – uden bulder og brag: ”Jeg synes sådan set, at jeg får for lidt i løn, når jeg ser på mit ansvar og på, hvad de andre får”. Og nej, det lykkes ikke altid at få hævet lønnen – men ganske ofte, så det giver absolut god mening at gøre forsøget. Det kan jo være, at du får rokket ved chefens opfattelse af dig. Budskabet er, at du selv er en vigtig aktør og spiller en stor rolle i din egen lønforhandling, siger Lina Gisselbæk.

Et andet vigtigt punkt er løbende at holde øje med, om de andre chefer og ledere på samme niveau som dig får mere i løn.

- Det kan du typisk ikke slå op i en tabel. Men du kan enten vælge at spørge åbent i leder- eller chefgruppen. Det er jo ikke et givet vilkår, at løn er tabu og efter loven er det ikke engang særligt følsomme oplysninger. Alternativt kan du bede os om at indhente oplysningerne som basis for en lønforhandling.

Gode råd fra Lina

Se HK Kommunals forhandlingskonsulent Lina Gisselbæks gode råd til din lønforhandling.

HK Kommunal forhandler for dig

Formelt set er det HK Kommunal, som har den overenskomstmæssige ret til at forhandle og aftale løn, og derfor er det forhandlingskonsulenten på chefområdet eller en af de syv chefkoordinatorer, som kan fremsætte lønkrav og skrive under på den endelige aftale. Arbejdsgiveren kan også komme med bud på lønforbedringer, og lønforhandlinger for chefer og ledere kan have forskellige forløb, fortæller Lina Gisselbæk.

- Mange gange er det os i HK, der står for hele forhandlingen på chefens vegne fra start til slut. I andre tilfælde har chefen på forhånd haft en lønsnak med deres overordnede chef, hvor vi så kan rådgive medlemmet og tjekke lønforslaget igennem, før HK sætter den endelige underskrift på papiret. Det kommer helt an på den enkeltes ønsker og behov.

Uanset hvad, er det ifølge Lina Gisselbæk en god strategi, at du som chef eller leder er aktiv i processen.

- Det er altid godt at arbejde på flere fronter, når det gælder lønnen. De bedste forløb er dem, hvor der foregår en dialog i en trekant mellem os, dig og din arbejdsgiver.

1. oktober reguleres din løn som følge af OK15. Det betyder hhv. 0,2 og 0,32 procent mere i lønningsposen om måneden til kommunalt og regionalt ansatte.

Overraskende lille lønspredning blandt ledende lægesekretærer

En ny analyse af chef- og lederlønninger i HK Kommunal viser, at lønspredningen er meget lille hos de ledende lægesekretærer sammenlignet med lønspredningen hos andre kommunale og regionale ledere og chefer. Og Lina Gisselbæk, forhandlingskonsulent i HK Kommunal, mener, at her er basis for ændre billedet gennem lønforhandlinger.

- Der bør i mine øjne være en større forskel på de ledende lægesekretærers lønninger, fordi omfanget af deres ansvarsområder og opgaver er forskellige. Det mener jeg, at der er behov for at se nærmere på, fordi jeg tror, at nogle ledende lægesekretærers ansvar bliver takseret for lavt. Næste skridt kan derfor være at se nærmere på lønstrukturen på de enkelte hospitaler for at have et sammenligningsgrundlag, siger hun.

Lønanalysen viser også, at der muligvis er en AC-HK-lønproblematik, mener forhandlingskonsulenten.

- Indholdet i arbejdet som chef varierer typisk ikke efter, om det er en AC’er eller en HK’er, der er ansat. I forbindelse med lønforhandlinger er det derfor også her relevant at sammenligne lønninger og ansvarsområder, siger Lina Gisselbæk.

Når det gælder lokalløn, har ledere og chefer generelt en højere andel sammenlignet med medarbejderne.

- Generelt kan man sige, at lokalløn bliver brugt mere til lederne og cheferne, og her er er sædvanligvis også en forventning om noget mere – udover grundlønnen og de tillæg, som er fastlagt i HK Kommunals chefaftaler.


Sidst opdateret 27. september 2017 kl. 11:59

Løn

Mere fra chefgruppen


Fag & Fremtid 21 har tema om nye metoder, roller og samarbejder

06. september 2020  | HK Kommunal  | Chefgruppen  | DL

Samskabelse, coaching, rådgivning, digitale borgermøder, inddragelse og kommunikation i øjenhøjde er eksempler på de mange nye begreber, samarbejder og metoder, som dukker op i den moderne forvaltning. Fag & Fremtid 21 har fokus på de nye metoder, og det sker under temaet: ”Skab fremtiden sammen - nye rammer, roller og retninger”.


Barsk kritik af personlighedstest

06. september 2020  | HK Kommunal  | Chefgruppen

Personlighedstest ved ansættelser er det samme som at sætte folk i bås og nærmest bede dem om ikke at forandre sig. Sådan lyder det fra erhvervspsykolog Lars Lundmann, der er meget kritisk over for brugen af sådanne test.


Send os dine ønsker til OK21

24. august 2020  | Chefgruppen  | HK Kommunal

Udtagelse af kravene til OK21 er lige om hjørnet, så hvis du har input eller gode ideer, hører Chefgruppens bestyrelse gerne om dem. Coronakrisen og den økonomiske afmatning betyder dog nok, at forventningerne til OK-resultatet ikke skal sættes for højt.


Dårlig ledelse giver højere langtidssygefravær

24. august 2020  | HK Kommunal  | Chefgruppen

Et studie viser, at dårlig ledelse øger risikoen for langtidsfravær med 60 procent – og det gælder uanset køn, alder og uddannelse.


Ny bestyrelse i HK Kommunal Chefgruppen

21. august 2020  | Chefgruppen  | HK Kommunal

På bedste corona-digital vis blev den nye bestyrelse for Chefgruppen i juni valgt efter en høringsrunde via e-mail, da den traditionelle chefkonference i marts jo blev aflyst.


 Se alle nyheder

5 tips til den gode lønforhandling

1. Gør din chef opmærksom på dine præstationer i løbet af året, så du løbende gøder jorden for den årlige lønforhandling. Du er den vigtigste aktør i forhold til din egen løn, som skabes i et godt samarbejde med HK Kommunals forhandlere.

2. Undersøg lønniveauet hos dine chef- eller lederkolleger – enten selv eller bed HK Kommunals forhandlere om gøre det. Får de andre ledere/chefer mere i løn end dig, kan det være afsæt for en lønforhandling. Det giver dig også en ide om, hvad du kan forvente og forlange i en lønforhandling.

3. Tag en snak med din chef, hvor du gør opmærksom på, at du gerne vil tale om din løn. Husk, at du har krav på en årlig lønforhandling.

4. Kontakt altid HK Kommunals forhandlingskonsulent eller en af de syv regionale chefkoordinatorer, hvis der sker ændringer i din arbejdssituation. De kan hjælpe dig med at vurdere, om der er grundlag for en lønforhandling.

5. Vær indstillet på, at det er en forhandling, som kan ende med et andet resultat, end du som udgangspunkt havde forventet.

Send besked til forfatter


Annuller

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Problemer med login?

For at øge sikkerheden i forbindelse med din adgangskode til Mit HK, skal du logge ind med NemID første gang, herefter kan du oprette din egen adgangskode på Mit HK.

Log ind med NemID

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk