Mia og Sandra taler om løn - Sidsel og Karina tier

For tandklinikassistent Mia Simonsen, der arbejder hos tandlæge Raili Jeppesen i Rødovre, er det en gåde, hvorfor det skal være så hemmeligt, hvad der står på nederst på ens lønseddel. På hendes arbejdsplads, hvor de er to tandklinikassistenter, er der en åben tone i forhold til, hvad man tjener.

- Jeg oplyser gerne, hvad jeg tjener, til andre tandklinikassistenter i min omgangskreds, der har været uddannet i lige så lang tid som jeg selv og har nogle af de samme ansvarsområder, så de kan forhandle løn ud fra det. Og så indberetter jeg tallene til HK’s lønstatistik, så en bredere kreds kan få gavn af tallene, fortæller Mia Simonsen.

- Jeg synes, det er vigtigt, at folk får snakket om løn, så vi kan blive bedre til at forhandle om den. For hvis man ikke kender niveauet, er det jo svært at vide, hvad man bør forlange, siger hun.

Selv om Mia Simonsen er tilhænger af at tale om løn, er der ikke noget, hun har med hjemmefra:
- Jeg har aldrig spurgt mine forældre om, hvad de tjener, og de har heller aldrig fortalt det. Jo, faktisk spurgte jeg min mor en enkelt gang. Og hun svarede bare, at hun tjente fint, og så snakkede vi ikke mere om det. Det samme gælder min søster. Jeg ved selvfølgelig, hvad min mand tjener, men ellers er det ikke rigtigt noget, vi taler om i familien.

Sidsel Antonia Larsen kan tale meget åbent om de fleste emner med sine laborantkolleger hos Zealand Pharma i Glostrup. Hvad de hver især får i lønningsposen er bare ikke et af dem.

- Vi har slet ikke nogen lønsnak hos os. Det går mig meget på, for jeg har en stor retfærdighedssans, hvad det angår, og når jeg tjekker lønstatistikken, kan jeg se, at jeg ligger i den nedre del. Jeg kunne da godt tænke mig at vide hvorfor, siger Sidsel Antonia Larsen, der, da hun begyndte i sit job, blev placeret på et lavere løntrin end senere kolleger fx er blevet det.

- Hvis jeg vidste, hvad mine kolleger fik i løn og ikke mindst, hvorfor de får, det de får, så ville jeg have en meget større forståelse for, hvad jeg skulle gå efter og have langt mere skyts ved lønforhandlingerne.

Hun taler om løn med venner og familie og har da også prøvet at komme ind på emnet med sine kolleger. Men det bliver trods en generelt åben omgangstone mødt med løntavshed.

- Jeg har presset på, men jeg kan jo ikke vride armen rundt på folk. Det er svært at spørge folk direkte om det, men jeg har i hvert fald insinueret meget kraftigt, at det undrer mig, at jeg ligger på et lavere løntrin. Men folk klapper ligesom bare i, fortæller Sidsel Antonia Larsen.

- Det bliver ikke sagt direkte, at det ikke er noget vi snakker om. Men når jeg spørger ind til det, så bliver det som regel affejet med, at sådan er det bare, og det kan vi alligevel ikke gøre noget ved. Det er helt tydeligt ikke noget folk har lyst til at snakke om. Og det undrer mig.

Det er ikke sådan, at det er blevet sagt direkte, at man ikke må fortælle og drøfte sin løn blandt kollegerne hos SE Energi & Klima. Hverken af ledelse eller blandt de øvrige medarbejdere.

- Men jeg har lidt en oplevelse af, at det føles lidt upassende mellem medarbejderne at snakke om løn på vores arbejdsplads, siger Karina Svane, der er supportkonsulent hos SE Energi & Klima i Esbjerg.

Hun har intet imod at tale om sin egen løn og vil også gerne vide, hvad de andre tjener, så hun ved, hvor hun står i forhold til dem. Men det er et meget svært territorium at bevæge sig ind på, er hendes erfaring.

- Jeg tænker over, hvem jeg forsøger at snakke løn med. For jeg tænker, at nogen synes, at det kan komme til at føles som en konkurrence eller at nogle tænker, at nogle får for meget. De kolleger, som er mest oplagte for mig at snakke løn med, er kolleger, hvor jeg godt kan fornemme, at de helst ikke vil tale om det. Jeg snakker lidt med et par af mine kolleger, men det er oftest kun i cirkabeløb og ikke, hvad vi konkret tjener, siger Karina Svane, der ikke mener, at løntabuet generelt skader forholdene på arbejdspladsen.

- Jeg er meget den type, som er her på grund af mine arbejdsopgaver. Og jeg ved også fra lønstatistikkerne, at vi generelt ligger ganske godt på vores arbejdsplads. Men derfor skal jeg selvfølgelig stadig have, hvad jeg er værd. Og hvis der var større åbenhed om vores lønninger, så ville det da for mig betyde, at jeg bedre vidste, hvor jeg stod i forhold til lønforhandlingerne.

Åbenhed er det eneste redskab til afdække forskelsbehandling i forhold til alder, etnisk baggrund, køn og seksuel orientering. Det mener Sandra Mie Bødker Schjøtt.

Hun oplever ikke et decideret løntabu på hendes arbejdsplads. I hvert fald ikke mere, som hun formulerer det.

- Da det gik op mig, at selv personer, der har været ansat i 25 år i samme stilling og under samme vilkår, ikke talte om deres lønniveau, blev jeg opmærksom på, hvor vigtigt det egentlig er at få frem, siger hun.

Som tillidsrepræsentant kunne hun se, at der var store lønforskelle blandt hendes kolleger.

- Så tog jeg en snak med alle mine kollegaer enkeltvis. Og da de alle havde sagt god for det, bragte jeg det op på et møde. Langsomt blev snakken mere åben, og nu er det blevet meget bedre. Vi har endda fået udjævnet nogle lønforhold, siger hun.

Vigtigt at vide, hvad man er værd
Det var ikke blot en tilfældighed, der gjorde, at Sandra Mie Bødker Schjøtt pludselig fik lyst til at tale åbent om sin løn. Hun er nemlig vokset op i en fagforeningsfamilie, som hun selv kalder, og her er der altid blevet talt højt og tydeligt om lønforhold.

- Jeg har aldrig lært at pakke det ind. Det har bare altid været noget, mine forældre har fundet naturligt at snakke om. Fordi det er vigtigt at vide, hvad man er værd, og hvordan man gør sig fortjent til en højere løn, siger hun.

- Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så farligt at sige, hvad man tjener. Det bliver jeg ærgerlig over, da det for mig er noget af det mest naturlige at fortælle, hvad man får i løn. For mig er det lige så normalt at tale om løn, som det er at tale om, at jeg lige har spist en leverpostejmad til frokost, udbryder hun.

Det er dog ikke alle i Sandra Mie Bødker Schjøtts omgangskreds, der har lyst til at tale åbent om deres løn. Flere af hendes veninder mener, at det er et privat emne, og det respekterer hun. Dog med ærgrelse.

- For hvordan kan de så vide, hvad de skal gøre for at få deres egen løn løftet, spørger hun.

Den 31-årige sagsbehandler har ikke et entydigt svar på, hvorfor løn er så et tabubelagt emne at tale om. Men hun har en idé om, at det skyldes ledelsen, der bestemmer rundtomkring på gangene.

- Efter min mening er det cheferne, der har fået implementeret en kultur, hvor det ikke er velanset at snakke højt om sin løn. For hvis nu der sidder to personer i samme stilling, men med forskellige lønforhold, og de nu taler sammen om, hvad de tjener, så er chefen jo nødt til at give mere i løn til sidekammeraten, siger Sandra Mie Bødker Schjøtt.