Kørt ned af frontjob i udlændingeafdeling

Tag dig sammen. Sådan sagde kontorfuldmægtig Jane Ørum (54) tit til sig selv, når det var svært at tage på arbejde. Hun har også sagt det til kolleger. Det har hun det skidt med i dag. For da hendes krop og psyke gav op for arbejdspresset efter 4 år i Udlændingeafdelingen hos Østjyllands Politi, indså hun, at så enkelt er det ikke. 

Jane blev sygemeldt 1. juni 2012. På nær i august 2013, hvor hun kortvarigt forsøgte i nogle få timer om ugen, har hun ikke kunnet arbejde siden. Hendes krop er anspændt, humøret svinger, og hun sover dårligt. Kun når hun kører bil, er hun nogenlunde afslappet. 

29. maj 2015 anlagde HK sag mod Janes tidligere arbejdsgiver, Rigspolitiet. 26. juni 2017 afgjorde byretten i Aarhus, at hendes sygdom skyldes ‘uforsvarlig arbejdstilrettelæggelse fra sagsøgtes side’, og at denne skal betale hende 72.500 kroner. Den 22-siders udskrift af dommen har hun endnu ikke læst. Inden hun blev syg, læste hun mange bøger. Nu rækker hendes koncentration til at læse lidt i et ugeblad. 

De ting, der skete på jobbet, fra Jane i 2008 sagde ja tak til fuld tid i Udlændingeafdelingen og til den dag, hvor hun grædende gav op og gik hjem, veksler mellem at være trængt langt væk i hendes erindring og at være uhyggeligt tæt på. Og de gør stadig ondt i maven at tale om. 

Følte med børnene 

Jane husker sig selv som humoristisk, glad og omsorgsfuld. Lidt af en festabe, når hun var sammen med kolleger. Som en, der havde pingpong med kunderne og evnede at sætte genstridige gemytter på plads med smil og glimt i øjet. 

Hun og 3 andre administrative kolleger delte et kontor på cirka 25 kvadratmeter i Fredensgade i Aarhus – et stenkast fra Politigården i Ridderstræde. Når der ikke var åbent for kunder, besvarede de telefonopkald og lavede papirarbejde. I åbningstiden modtog de blandt andet statsborgerskabsansøgninger, gav tilbagerejsetilladelser og forkyndte afslag på opholdstilladelser. Selvsagt var det ikke altid, at kunderne smilede tilbage. 

- Nogle kunne blive rigtig sure, når de ikke fik deres ting igennem. Så gik det ud over os. Når vi skulle faxe eller ringe til Udlændingeservice, kunne vi tit ikke komme igennem, og det skulle vi så forklare folk. De (Udlændingeservice, red.) var jo også belastede, det var ikke kun os i Aarhus. 

Nogle gange lykkedes det ikke at få kontakt i tide. 

- Der var kunder, som havde sparet op til at rejse, men fordi vi ikke kunne få kontakt med Udlændingeservice, kunne de ikke nå at få tilladelsen, inden de skulle af sted. Og så stod de der – nogle gange med 3-4 børn. 

Jane erindrer, at det også var svært, når børn blev brugt som tolke, hvis dansk, engelsk, tysk eller tegnsprog ikke slog til, og forældrene skulle have hjælp til at udfylde komplicerede ansøgninger. 

Konflikter over numre 

"Fuck dig!" "Racist!" Nogle gange blev der råbt skældsord ad personalet, husker Jane. Frustrationen og støjniveauet steg, når parterne forgæves prøvede at gøre sig forståelige for hinanden. Ofte var der 10 eller flere personer i lokalet på en gang, når kunder blev utålmodige og uopfordret åbnede døren og kom ind fra venterummet. Dér kunne være så fyldt, at måske 100 voksne, børn og babyer i barnevogne stod ned ad trappen og ude foran bygningen. Der var ofte larm, uro, skrig og gråd. Og ulideligt varmt. En gang så slemt, at nogen besvimede. Efter det fik de bevilget en vandbeholder. Kundetoilet fandtes ikke, så de trængende måtte følges ind igennem kontoret og bruge personalets. Som så – samtidig med ekspeditionerne – skulle holde øje med, at folk kom ud derfra igen. 

For at blive ekspederet skulle kunderne trække nummer, og alle, der havde trukket, skulle ekspederes samme dag. Nogle ekspeditioner tog et minut, andre 30 minutter. Hvis nogen var gået ud, fordi der var mange numre før deres, og var væk, når deres nummer blev råbt op, kom der konflikt, fortæller Jane. 

- Så kunne vi bruge lang tid på at forklare, hvorfor de ikke kunne blive ekspederet uden at trække et nyt nummer.  

På torsdage, hvor der var åbent for kunder fra klokken 12 til 17, blev det som regel langt over lukketid, inden personalet kunne holde fri. 

- Vi var sommetider bange, når vi skulle hjem. Når der havde været tumult om dagen, og politiet havde været tilkaldt, fulgtes vi ad gennem den mørke smøge ned til vores biler. 

Mødte tidligt, gik sent 

For at kunne komme igennem stakkene med papirarbejde mødte Jane klokken 6:30 om morgenen. 

- Jeg var den eneste på fuld tid, og jeg kunne godt lide at få orden på tingene, mens der var ro, og telefonerne ikke ringede. Når vi åbnede for kunder, var der jo fuld gang i den. Det var håbløst at få lidt luft eller en smøg, for vi skulle gå igennem venterummet for at komme ud. Nogle gange skulle vi ned at hjælpe dem, der sad i kørestol. Folk tog fat i os: "Jeg skal bare lige spørge …" Det kan man jo godt forstå, hvis de har ventet i 3 timer på at blive ekspederet. 

Om morgenen så hun tit rækker af kunder stå udenfor på gaden for at få et nummer. Nogle fortalte, at de var mødt op klokken 5. 

- På torsdage, når vi henad klokken 18.30 havde ekspederet de sidste kunder og derefter gjort kassen op og afregnet med hovedkassen, var jeg helt færdig. Jeg havde det, som om jeg var i en boble. Derfor afspadserede jeg tit på fredage. De dage lavede jeg ingenting. Det var der mange i min omgangskreds, der ikke forstod.

Tænkte, det gik over 

Gennem årene oplevede Jane oftere og oftere, at hun havde brug for at være hjemme. Tit tog hun piller for at komme på arbejde. Arbejdsmængden var for det meste stor, og i januar 2012, hvor der blev indført biometri (fingeraftryk og foto til brug for opholdstilladelser, red.), blev den større end nogensinde. Det samme gjaldt personalets sygefravær. 

- Vi var alle sammen kørt helt ned mange gange. Jeg kunne mærke det på min krop, men tænkte, at det gik over. Og så var der dét med kollegerne. Hvis ikke man kom på arbejde, skulle de andre jo løbe stærkere. 

Den sidste torsdag i maj 2012 blev afgørende for Jane. Hun var mødt på arbejde, og dagen før havde hendes nærmeste kollega meldt sig syg. Op til havde de begge mange gange efter arbejdstid grædt i afmagt over for deres leder. 

- Det hele sitrede. Jeg kunne slet ikke være i mig selv. Jeg følte, at jeg skulle besvime. En af politifolkene sagde: "Gå ud og få lidt luft." Det gjorde jeg, og så prøvede jeg igen. Men da vi havde kaffepause, slog det klik, og så begyndte jeg bare at hyle. 

Jane kan ikke huske, hvordan hun derefter kom hjem. Næste dag meldte hun sig syg, fik en tid hos sin læge og blev sygemeldt med det samme. 

Havde de bare undskyldt 

Jane håber, at hun en dag får det godt nok til at kunne arbejde igen. Hun savner at have et job. Og hun savner at bruge sit hoved. 

- At jeg har vundet sagen nu, betyder ikke, at jeg er blevet rask. Jeg var vant til at arbejde over 40 timer om ugen. Nu går min dag med at stå op, rede seng, tømme opvaskemaskine og gå tur med hunden. Jeg synes, jeg har et træls liv. 

Når Jane bliver spurgt, hvorfor hun ikke søgte væk fra Udlændingeafdelingen, svarer hun: 

- Jeg ville gerne have kontakten med kunderne. De kom til mig for at få en ydelse, og jeg var der for at hjælpe dem, så godt jeg kunne. I bund og grund elskede jeg jo mit arbejde. 

Jane er tilfreds med nu at have fået rettens ord for, at det var arbejdet, der gjorde hende syg. Men spørgsmålene og skuffelsen rumsterer stadig: 

- Jeg er sur på politiet. Hvorfor tog de ikke hånd om det noget før? Hvorfor er vi nogle, der skulle få det så dårligt, at vi ikke kan arbejde i dag? Hvis de bare havde sagt undskyld, så tror jeg faktisk ikke, jeg havde kørt en sag.

Klik på billedet og se Janes forløb