HK.dk logo

Da Kapils arbejdsplads flyttede, valgte han at flytte med

04. december 2017  |  IMI  |  Bemærk: Denne artikel er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information

FMC Cheminova flyttede sidste år sin forsknings- og udviklingsafdeling fra Vestjylland til Nordsjælland. Kun få medarbejdere valgte at flytte med – en af dem er Kapil Saini


Da Kapils arbejdsplads Cheminova blev solgt til FMC og flyttede fra Vestjylland til Nordsjælland, valgte han at flytte med

Kapil Saini i de nye omgivelser i Hørsholm, hvor han i dag arbejder. Han kan godt savne venner og familie i det vestjyske, men han er helt afklaret med, at afkald var en del af pakken.

TEKST: LARS MADSEN

FOTO: MARK KNUDSEN

Det kom noget bag på Kapil Saini, den dag han og kollegerne blev kaldt sammen i fabrikkens auditorium og fik besked om, at deres arbejdsplads skulle flytte. Vel var Cheminova i 2014 blevet solgt til amerikanske FMC, men de ansatte havde fået at vide, arbejdspladserne ville forblive i Danmark. Så de havde ikke lige forestillet sig, den skulle flyttes til den anden ende af landet.

Men det skulle den, lød beskeden i auditoriet i 2015: Hele forsknings- og udviklingsafdelingen skulle flytte fra Harboøre Tange til Hørsholm.

– Det var på mange måder en overraskelse, husker 57-årige Kapil, som har arbejdet i virksomheden i 18 år. 

– Vi havde ikke regnet med, der blev så store ændringer, at al forskning og udvikling skulle flyttes fra produktionen. På Cheminova holdt man forskning og produktion tæt på hinanden – sådan var det ikke bare i Danmark, men også i afdelingerne i for eksempel Kina og Indien. FMC havde så en anden strategi og ville samle sine europæiske aktiviteter ét sted. 

Jobmangel i nærområdet

Kapil, som havde boet i Holstebro siden 1995, håbede, hans funktion ville forblive i Harboøre. Der skulle dog gå en rum tid, før han fik afklaring på sin situation. Efter mange år som laborant i udviklingsafdelingen havde Kapil de senere år bestridt jobbet som indkøbsansvarlig for fabrikkens afdelinger, og han kunne sagtens se sig selv forblive i funktionen uden at skulle flytte med til Hørsholm. Alligevel begyndte han at sondere terrænet for jobalternativer i området – bare for en sikkerheds skyld.

– Der var stor usikkerhed om min arbejdssituation, så jeg følte mig meget usikker på det hele. Hvis jeg skulle finde job som laborant eller indkøbsansvarlig i det område, var der ikke mange muligheder. Der er bare ikke ret mange vidensarbejdspladser tilbage i Vestjylland. Hvis mit job flyttede sig, ville jeg også skulle flytte på den ene eller den anden måde. Så jeg kunne godt se, hvad klokken var slået, siger han.

– Jeg fik faktisk et par henvendelser om lignende stillinger, fordi jeg har en masse erfaring og gode kontakter. Så jeg kunne godt have fået noget, der lå mere centralt i landet end Nordsjælland. Men jeg ville stadig skulle flytte.

God timing

I forsommeren 2016 fik Kapil endelig besked: Det var blevet besluttet, at også hans funktion skulle flyttes til Hørsholm. 

På det tidspunkt havde han haft god tid til at tænke grundigt over tingene. Han var blevet skilt et par år tidligere og var derfor ikke så bundet til Holstebro, som han havde været førhen. Hans to voksne børn var flyttet hjemmefra og boede i henholdsvis Aalborg og Hvidovre, så hvis han flyttede med jobbet, ville han komme tættere på det ene. 

I sidste ende var beslutningen ikke nær så vanskelig at træffe, som den ville have været få år tidligere.

– Selvfølgelig var det stadig en svær beslutning. Jeg gjorde mig en masse overvejelser, for jeg havde jo både omgangskreds og familie i området. Jeg havde boet i Holstebro siden 1995, og min ekskone var fra Lemvig, så der kendte jeg også en masse. Men nu havde jeg også muligheden for at komme tættere på min datter, som var begyndt at læse i København. Og nu, hvor jeg boede alene i en lejlighed, var det jo nemt at pakke mit habengut ned og flytte. Hvis jeg stadig havde været gift eller haft hjemmeboende børn, havde det været en helt anden og meget, meget vanskelig situation.

Fire valgmuligheder

FMC gav de berørte medarbejdere fire løsninger at vælge mellem. Kapil kunne flytte permanent med, han kunne pendle i en begrænset periode og derefter tage endelig stilling, han kunne forblive i sit job nogle måneder og så fratræde med en godtgørelse, eller han kunne fratræde straks med godtgørelse.

Inden han traf sin beslutning, insisterede han på at få de praktiske ting omkring sine nye arbejdsforhold på plads. Han ville blandt andet gerne vide, hvem der skulle være hans chef, og da det viste sig, at det ville blive hans gode, gamle gruppeleder, som var kemiker og startet på Cheminova samtidig med Kapil, og som han kom rigtig godt ud af det med, meddelte Kapil sin beslutning: Han sagde ja til at flytte permanent med. 

– Jeg gad ikke de tre andre muligheder. Hvis jeg siger ja, så siger jeg ja, og så tager vi den derfra. Når jeg tager en beslutning, så handler jeg. På den måde vidste både mit firma og min familie også, hvor jeg stod, siger han.

Efter en god sparring med HK it, medie og industri Hovedstaden fik Kapil også forhandlet sig til en tilfredsstillende lønkompensation – der er immervæk forskel på huspriserne i Holstebro og i Nordsjælland. 

– Det betød noget at have en fagforening bag sig i stedet for at skulle forhandle alene. Min nye løn kan dog ikke opveje huslejen. Så skulle der nok lægges 100 pct. oveni. Men det får man jo ikke, siger Kapil med et grin. 

Ikke det værste

Det er en afslappet og veltilpas Kapil, man i dag møder i FMC’s hovedkvarter i Hørsholm. Han joker med receptionisten og kokken i kantinen, hilser på alle de kolleger, vi krydser på gangene, og fortæller åbent og roligt om forløbet og overvejelserne, efter han har sørget for kaffe til sine gæster. 

– Det er meget vigtigt for mig at have et arbejde, som jeg trives med. Så sammen med muligheden for at være tættere på min datter – og med udsigten til at få en rigtig god chef – gjorde det udslaget, opsummerer han.

– Der var plusser og minusser, men det er ikke noget, man kan gøre op centimeter for centimeter. Jeg har givet afkald på noget, men det ville jeg komme til, ligegyldigt hvad jeg valgte. Så det er et kompromis. Men det har også været spændende at være med til at sætte sit præg på tingene og den måde, vi arbejder på, og jeg har også mere ansvar i dag. Og så har jeg jo prøvet det, der var værre: Da jeg flyttede fra Indien til Danmark, var det 7.000 km.

Harboørehabitten kom frem

På spørgsmålet om, hvad han savner mest, nævner Kapil sin gamle omgangskreds. Han har købt hus i Kokkedal og har endnu ikke det nære forhold til naboerne, som han havde før. Men i selskab med Kapil får man en fornemmelse af, at det snart skal komme – han arbejder også målrettet på det. 

– Før jeg overtog huset, blev det brugt som udlejningsejendom, og det var ikke vedligeholdt. Da jeg så det første gang, var der er en 2,5 m høj bøgehæk rundt om det. Jeg sagde til ejendomsmægleren: ”Det ligner en rockerborg, den hæk skal ned”. Huset var jo helt gemt væk.

En dag efter nytår trak Kapil derfor i sin gode Harboørehabit, hvilket for de uindviede er en termokedeldragt, som er meget populær blandt erhvervsfiskere. Og så gik han ud i kulden og savede hækken ned.

– På den måde gav jeg det signal, at jeg altid er åben over for at komme i snak med andre, siger han. 

– Nu kan jeg sige hej til naboen. Jeg kommer fra Jylland, og der plejer vi at snakke hen over hækken. Det behøver ikke være så formelt. Og jeg kan se, at der er to-tre andre i kvarteret, der også har skåret deres hæk ned nu.

Beskæftigelse Udflytning Karriere

Send besked til forfatter


Annuller

Anmeld indlæg / kommentar

Skriv årsagen til din anmeldelse nedenfor

Annuller

Din anmeldelse er blevet indsendt

Tak for din hjælp.

Vi kigger på den og fjerner indlægget/kommentaren hvis vi finder det nødvendigt.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar til indlægget

Er du sikker du vil fjerne indlæg/kommentar?

Du kan ikke genaktivere indlæg/kommentar efterledes.

DU ER IKKE LOGGET IND

Du skal være logget ind for at udføre den ønskede handling.

LOG IND

Du kan logge ind i toppen under “Mit HK”.



OPRET PROFIL

Hvis ikke du er medlem, kan du oprette en profil ved at bruge dit facebook login.


Du er nu logget ud.

Log ind som medlem

Problemer med login?

For at øge sikkerheden i forbindelse med din adgangskode til Mit HK, skal du logge ind med NemID første gang, herefter kan du oprette din egen adgangskode på Mit HK.

Log ind med NemID

 Luk


Der vil blive sendt en mail eller sms med info om login

 Luk


Der er opstået en uventet fejl. Prøv evt. igen senere.

 Luk