GITTE KORSGAARD ANDREASEN er specialkonsulent hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og har de seneste 8-9 år været tillidsrepræsentant.

- Jeg holder meget af den rolle og gør altid mit bedste som tillidsrepræsentant. Vi har et stærkt sammenhold på min arbejdsplads og samarbejdet med både ledelse og andre faggrupper er rigtig spændende. Jeg er stolt af HK og jeg føler, at jeg får min indsats tifold igen. Fra starten af mit arbejdsliv har jeg kæmpet mod uretfærdighed og med den kursusrække, der ligger klar fra HK til Tillidsvalgte, har jeg fået endnu flere værktøjer at kæmpe med.

Jeg vil anbefale alle at gør 2018 til uddannelses- og udviklingsår. HK har et meget stort udbud af kurser og samarbejde med uddannelsesinstitutioner, så der er virkelig meget at vælge imellem. Jeg vil for eksempel anbefale ”Psykologi 1 & 2”, her fik jeg et godt netværk blandt deltagerne og det faglige var helt i top. 



Styr på reglerne
Forhandleruddannelsen var også eminent! Det er så rart at få styr på rollen og reglerne. Jo mere jeg lærer, jo bedre kan jeg støtte og inspirere medlemmerne, så de også for mod til at forhandle løn og stå op for deres rettigheder. Når jeg er godt klædt på, kan jeg være med oppe i koncernledelsen og have en viden, som gør en forskel for medlemmerne. Jeg har også lært at spotte nogle kompetencer hos kollegaerne og kan rådgive mere sikkert. Det er ikke svært, når man er klædt godt på! Jeg føler mig som medspiller og ikke modspiller.


Uddannelse udvikler
- Jeg har taget en lang række uddannelser og kurser, som udvikler mig i både mit arbejdsliv, som tillidsrepræsentant og i mit private liv. Lige nu afslutter jeg mediator-uddannelsen, som handler om at få folk til at reflektere over, hvordan de kommunikerer og hvilke motiver de tillægger andre. Min rolle er at få kommunikationen i gang. Jeg anbefaler alle at tage noget uddannelse i 2018. Alle kan finde gode kurser gennem HK.

Gittes begejstring for mediator-uddannelsen bakkes op af de holdkammerater, der venter på at få deres tur ved den grønne dug. Det rykker noget at komme på kursus og blive udfordret på sine handle og tankemønstre. Gitte sluttede sin uddannelse med et 12-tal.