Det er blevet fast tradition for HK Ungdom Midt at hjælpe de butiksansatte til en lidt mindre travl julehandel. I år var ingen undtagelse: 8 frivillige aktive fra netværket i 
HK Ungdom Midt stod klar lørdag den 16. december i Rosengårdcentret, for at pakke de handlendes julegaver ind. 
 
   - Igen i år har det været en super hyggelig dag med god julestemning, pebernødder, røde trøjer og en masse aktivitet ved standen. Vi har pakket 211 gaver ind, så der har været noget at lave for os, smiler Natalia Jørgensen, Ungdomskonsulent i HK Midt.
 De frivillige pakker gaver ind i Rosengårdcentret

Zacharias og Helene fra netværket i HK Ungdom Midt pakker julegaver ind på livet løs i Rosengårdcentret. Det er en årlig tradition i julen, for at hjælpe butikkerne lidt i den travle juletid.

 

Som hjælp til butikspersonalet i juletiden

Om baggrunden for HK Ungdom Midts juletradition siger Natalia Jørgensen: 
  - Vi gør det for at hjælpe de butiksansatte til en lidt mindre stresset julemåned. Der er tryk på i butikkerne, og særligt gaveindpakning tager ekstra tid for de ansatte. Derfor hjælper vi hvert år lige før jul med at pakke ind, så køen ikke vokser dem over hovedet.
 
   - Det giver os også en mulighed for at snakke fagforening med folk, mens de får pakket deres gaver ind. Eller om vind og vejr, hvis de hellere vil dét. Som regel kommer der også lidt faglige spørgsmål, særligt om barnets første job eller fra den studerende, der snart er færdig med uddannelse. Det giver gode snakke om HK og medlemsfordele, tilføjer Natalia og afrunder med et smil:
 
   - Vi plejer at være mange fra netværket i løbet af dagen, som skiftes til at ’have vagten’. Og efter vi har pakket sammen, slutter vi af med fælles julefrokost. Så er vi klar til et nyt år med flere spændende arrangementer for unge HK’ere.

Der var selvfølgelig pebernødder til alle

Der var selvfølgelig pebernødder til alle, mens gaverne blev pakket ind. Måske særligt børnene var tilfredse med den ordning. :)

 

En hilsen fra selveste julemanden

Undervejs på dagen kiggede selveste julemanden forbi. Vi var heldige at fange ham på en kort video. God jul! 

Jul: 211 gode gerninger for de butiksansatte

Frivillige fra HK Ungdom Midt pakkede 211 julegaver ind for kunderne i Rosengårdcentret en lørdag i december, for at hjælpe butikspersonalet i den travle juletid. Som altid var det en hyggelig dag med god stemning.