Året går på hæld, julen står for døren, og nytårsklokkerne er så småt ved at varme op til at ringe 2018 ind. Derfor vil Simon Tøgern, formand for HK/Privat, gerne ønske glædelig jul og godt nytår til dig og kollegerne. 

Der er særligt tre ting, han bider mærke i, når han gør status over 2017:
Godt nytår 2017 

  2017 byder på en lav ledighed blandt HK’s medlemmer

  Forårets overenskomstforhandlinger gav nye og bedre efter- og videreuddannelsesrettigheder
  Trepartsaftalen gør det nemmere og billigere at uddanne sig - også for dig uden papir på evnerne

- Der er grund til at kippe med flaget hver eneste gang et arbejdsløst medlem kommer i arbejde. Og heldigvis er kun 4,4 procent ledige pt., og vi kan se, at beskæftigelsen er stigende på det private arbejdsmarked, siger Simon Tøgern.

Aftalt uddannelse det store slagnummer
Sådan skal det gerne blive ved med at være, mener han. Ikke mindst derfor er det også værd at nævne resultaterne af overenskomstforhandlingerne og trepartsaftalen. 

Hvis din arbejdsplads har overenskomst med HK/Privat, har du formentlig mulighed for at videreuddanne dig med fuld løn. Det kan du på grund af ”Aftalt uddannelse”, som er et af de store slagnumre fra overenskomstforhandlingerne tidligere på året.

Læs mere om aftalt uddannelse

Uddannelserne bliver betalt af kompetencefondene på de forskellige overenskomster (eller i virksomhedens egen fond, hvis I har sådan én).

Mere uddannelse = højere jobsikkerhed

Dertil kommer trepartsaftalen mellem regeringen, DA og LO. Den betyder, at der kommer én indgang til at søge og tilmelde sig både AMU, akademi- og diplomuddannelser. Det bliver billigere for den enkelte at efteruddanne sig. 

Og de kompetencer, som du har fået igennem arbejdet, vil tælle med, når du vil ind på en uddannelse, som kræver papir på mere, end du har

- Begge dele gør, at du kan videreuddanne dig nemmere og uden at tabe penge på det undervejs. Og når du får nye kompetencer, giver du dig selv en højere jobsikkerhed. Uddannelse beskytter dig ikke mod at blive sagt op, men det giver dig langt bedre mulighed for hurtigt at kunne finde et nyt job, siger Simon Tøgern.