Jobmessen foregik i Remisen i Brande, og de virksomheder, som deltog, havde minimum et ledigt job med. Desuden var der hængt en lang række jobopslag op fra virksomheder, som ikke kunne være tilstede på dagen.

 

Tiltaget var en del af den aftale om vilkår, som HK og de øvrige berørte fagforeninger havde forhandlet sig frem til for de medarbejdere hos Siemens Gamesa Renewable Energy A/S, der blev opsagt i forbindelse med generel omstrukturering i november-december 2017. 

 

Af andre vilkår kan nævnes bedst mulig kompetenceafklaring af de opsagte medarbejdere i opsigelsesperioden med mulighed for efteruddannelse. Desuden sikrer Siemens Gamesa de opsagte og fritstillede medarbejdere adgang til internt opslåede stillinger frem til og med den 31. december 2018 på en lukket Facebook-gruppe.

 

Anne Bach og Anette Lundager

Anne Bach og Anette Lundager var to af de fyrede ansatte hos Siemens Gamesa, som deltog i jobmessen i Remisen i Brande.

 

180 tilmeldt jobmesse

I alt 357 medarbejdere hos Siemens Gamesa er blevet opsagt. De har hjemme i Brande, Herning, Vejle og Syddanmark, Aalborg og Ballerup.

 

180 af dem var med på Jobmessen i Remisen i Brande, der var blevet til i et samarbejde med Ikast-Brande Kommune og Arbejdsmarkedskontor Midt-Nord. Blandt de tilmeldte var 42-årige Anne Bach fra Vejle og 35-årige Anette Lundager fra Brande, der har arbejdet i kvalitetsafdelingen som documentation assistents. Begge er fritstillede.

 

- Vi har kunnet snakke med forskellige vikarbureauer, og det har været godt. Men vi synes ikke, at der er så mange ledige kontorstillinger hos de virksomheder, som er med. Det er mest håndværksmæssige stillinger og lederstillinger, som er slået op. Til gengæld har vi haft meget ud af det kompetenceafklaringsforløb hos AS3, vi har været igennem, fortalte de.
 
- Jeg synes, det er flot, at der bliver stillet et afklaringsforløb til rådighed. Jeg føler, at forløbet har sat nogle tanker i gang om, hvad jeg nu vil, og hvordan jeg bedst får mine kompetencer i spil, når jeg skal søge job, forklarede Anne.
 
- Jeg synes også, det har været rigtigt godt. Det har været en god mulighed for at få ens CV stillet rigtigt op og blive skarp på at skrive en ansøgning, supplerede Anette.

 

For CO-industri fællestillidsrepræsentant Jens-Jørgen Nico Sørensen var jobmessen den foreløbige kulmination på en lang proces.

 

- Det var ikke rart, mens det stod på med forhandlinger, og der var nogle nætter, hvor jeg ikke kunne falde i søvn. Fyringsrunden berører rigtigt mange mennesker. Men jeg synes, vi fik lavet en rimelig aftale med Siemens Gamesa, og de fyrede har taget godt imod den hjælp til at komme videre, som de har fået, sagde han og fortsatte:
 
- Nogle er meget kede af at have mistet deres job, mens andre ser det som skubbet til at komme videre, måske i uddannelse. Nogle af de fyrede er allerede kommet i arbejde, og de, der endnu søger, kan bruge jobmessen til at se, at der er job at få, hvilket giver motivation, mente han.

 

40 virksomheder deltog i Jobmessen i Remisen i Brande.

40 virksomheder på udkig efter medarbejdere deltog i jobmessen.

Brug HK JobBørs

HK står også klar til at hjælpe de opsagte medarbejdere hos Siemens Gamesa.

 

Der har været afholdt et infomøde, hvor der var mulighed for at høre nærmere om de vilkår, som var forhandlet på plads for de berørte.

 

Hos HK’s karrieretelefon er der mulighed for at få personlig sparring på ansøgning og CV, blive inspireret til relevant efter- eller videreuddannelse, finde ud af, om du kan få dækket udgifterne til din efteruddannelse og blive afklaret om dine præferencer og kompetencer.

 

HK’s karrierevejledere sidder også klar til at hjælpe. Der er således mulighed for at booke en samtale hos Hanne Lund-Nielsen, som er HK MidtVests karrierevejleder. Se mere her

 

Der er også mulighed for at kontakte jobformidler Lone Bjørnkjær, der står for HK JobBørs i HK MidtVest. HK JobBørs matcher HK-medlemmer, der søger efter et nyt job, og arbejdsgivere i det midt- og vestjyske, der er på udkig efter medarbejdere. Se mere om HK JobBørs her

 

Kom til fyraftensarrangement

Endelig er der mandag 5. februar 2018 kl. 16-18 et fyraftensarrangement hos HK MidtVest, Vestergade 43 i Herning, hvor alle ansatte på Siemens Gamesa, også de opsagte, kan få en status på opsigelserne og høre oplæg om HK JobBørs og karriererådgivning samt opleve det nye HK-hus i Herning. 

 

Bindende tilmelding til Per Jensen senest d. 1. februar. 

 

Tag gerne dine kolleger med, uanset om de er medlemmer af HK, lyder opfordringen.
 
Artiklen er opdateret 11. januar 2018