I løbet af 2017 har klubbestyrelserne i HK Stat Midt været på klubkurser hos HK Midt. Målet var ny inspiration og nye værktøjer til en aktiv, faglig hverdag sammen med kollegerne. 
 

HK Klubbestyrelsen i NAT/TEK på SDU

Klubbestyrelsen i HK-klubben i NAT/TEK på SDU. Fra venstre: Michelle Pedersen, Bodil Kjærsgaard, Karen Lauthery, Lea Jensen og Anna Johansen.

 
På SDU har det betydet nye tiltag hos HK-klubben NAT/TEK i form af nyhedsbrev, fællesfrokoster og senest med et møde om medlemsmuligheder og -fordele for HK-medlemmerne. Her fik godt 20 medlemmer viden om deres fordele som medlem af HK. Både fagligt, fællesskabsmæssigt og kontant, i form af medlemsrabatter og fordele.
 
 
Bodil Kjærsgaard, der er fællestillidsrepræsentant for medlemmerne af HK Stat på SDU, siger:
   - Håret strittede nok lidt af al den information, vi fik på klubkurset, og af at vi skulle lave en handlingsplan for vores arbejde. Til gengæld betød det, at vi gik hjem og fik hentet nogle nye kræfter ind i bestyrelsen i form af Michelle, Anna og Lea, lyder Bodils positive konklusion omkring klubkurset.
 
 
 

En masse nye ideer

Netop Michelle Pedersen, der kom med på klubbestyrelsesholdet undervejs, og blev tillidsrepræsentant suppleant, glæder sig over det høje aktivitetsniveau i SDU-klubben:
   - Vi fik en masse gode ideer på klubbestyrelseskurset. Vi er blandt andet begyndt at sende et nyhedsbrev ud til klubbens medlemmer. Vi holder en fælles frokost i klubben hver anden måned. Og så holder vi møder som i dag for medlemmerne. Det er alle tre aktiviteter, der er udløbere fra klubkurset, fortæller hun.
 
   - Vi har en hel liste med ideer, som vi skal se på til klubbens handlingsplan for 2018. Det er for eksempel et møde om OK18 med fokus på, hvordan den nye overenskomst gør en forskel for vores medlemmer. Her kan vi måske både drøfte overenskomsten og få stemt i samme ombæring, så vi får alle med. Klubben har samtidig lavet en medlemsfolder til nye medlemmer, hvor der både er kontaktinformationer på bestyrelsesmedlemmerne og en opfordring til at bruge os som klub.
 
Medlemsmøde SDU

Bent Mortensen fra HK Stat Midt underholder med fordele ved medlemskab for medlemmerne i NAT/TEK-klubben på SDU.

 

”…en klub, der er tæt på os”

For Randi Nielsen, der er medarbejder ved NAT-fakultetet på SDU, betyder klubben og HK-medlemskabet en række muligheder tæt på i hverdagen – lige fra ture og rabatter til den vigtige, faglige sparring:
 
   -

Jeg var glad for at høre om mine medlemsfordele. Særligt det med rabatterne, og de arrangementer og ture vi kan komme på som medlem. Ikke mindst via klubben, hvor der lige nu er gang i at arrangere et besøg hos SDU Campus Kolding.

 
   - Vi taler faktisk også meget fagforening i hverdagen, i både frokost- og kaffepauser. For eksempel da der var for nylig var debat om den frokostpause, som HK kæmper for at bevare, siger Randi, der samtidig glæder sig over den gode dialog med klubben:
 
   - Det er rart, at vi har en klub, der er åben for ideer, og det er vigtigt, at vi kan sparre med klubben i hverdagen. For eksempel ved besparelser. I de situationer er det rart, at vi har en aktiv klub, der er tæt på os. 
 

Medlemmerne i NAT/TEK-klubben på SDU hører om medlemsfordele for HK-medlemmer.

Medlemmerne i NAT/TEK-klubben på SDU hører om medlemsfordele for HK-medlemmer.