Årets administrationselevplads: Danbolig Køge/Haslev

Årets administrationselevplads 2017: Danbolig, Haslev

Fra venstre Line Chortzen, daglig leder, elev Victoria Michaelsen og Søren Lauritsen, ejer af danbolig Haslev. Bagerst Esben Hansen, HK/Privat Sjælland. Foto: HK/Privat Sjælland 

Det er eleven Victoria Michaelsen, som har nomineret sin arbejdsplads til prisen. Efter et hårdt forløb hos en anden arbejdsgiver færdiggør hun nu sin elevtid hos danbolig Køge/Haslev, og det fortryder hun ikke ét sekund. I indstillingen skriver hun, at ’de har virkelig taget hånd om mig, lyttet til mig, prioriteret mig. Jeg håber, min virksomhed vinder for det, de gør for os sårbare elever! Det er sjældent, en virksomhed har tid eller kan magte den opgave, et kæmpe klap på skulderen til danbolig Køge/Haslev.’

Netop firmaets måde at tage hånd om sårbare elever på tjener dem til ære, mener Kurt Jørgensen, formand for HK/Privat Sjælland.

- Her er der virkelig tale om en virksomhed, der tager ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Det kunne mange andre virksomheder lære noget af, siger han.

- Det er også klart, at når man som ung føler sig værdsat, får man simpelthen mere ud af sin uddannelse. Det er både til gavn for den enkelte og for virksomheden, forklarer Kurt Jørgensen.

Årets speditørelevplads: Leman, Greve

Årets speditørelevplads 2017: Leman, Greve

Fra venstre Thomas Krøyer, Group CEO, Joakim Nielsen, elev, og Michael Dinesen, Costumer Service Manager LEMAN Express. Foto: HK/Privat Sjælland

LEMAN er nomineret af eleven Joakim Nielsen, der i sin indstilling blandt andet skriver, at ’de fokuserer 100 % på deres elever. Helt fra start føler man sig speciel. Man får tildelt stort ansvar fra start, og de viser, at de har tillid til, at netop du er blevet valgt som elev.’

Joakim Nielsen fortæller også, at ’man får hurtigt lidt sværere udfordringer, så man hurtigt lærer at håndtere pressede situationer.’ Desuden giver LEMAN ifølge Joakim Nielsen eleverne mulighed for at afprøve deres evner på et kontor i udlandet efter endt elevforløb.

Kurt Jørgensen, formand for HK/Privat Sjælland, er glad for, at eleverne får ansvar og mulighed for at vokse med opgaverne.

- Det er vigtigt, at eleverne får den rette blanding af ansvar og vejledning. På den måde får de det bedste ud af deres elevtid. Det har de styr på hos LEMAN, og derfor vinder de i år, siger han.

- I det store billede kan vi se, at selvstændige og fagligt dygtige medarbejdere bliver mere og mere efterspurgt af virksomhederne. Og så er det da smart at uddanne dem selv, som LEMAN gør, siger Kurt Jørgensen.

Årets revisionsplads: Multi Revision I/S, Næstved

Årets revisionsplads 2017: Multi Revision, Næstved

Kenneth Bach Holmegaard, partner, og elev Signe Scheibel. Foto: HK/Privat Sjælland

Multi Revision er nomineret af eleven Signe Scheibel. I sin indstilling skriver hun blandt andet, at hun blev taget godt imod, og at hun aldrig har haft følelsen af at være elev. ’Jeg er ikke blevet bedt om at arkivere, scanne bilag, lave kaffe osv. Jeg er altid blevet set på som en ligemand, og det er en følelse, som betyder meget for mig.’

Det tjener virksomheden til ære, at de behandler eleven ordentligt og ligeværdigt, mener Kurt Jørgensen, formand for HK/Privat Sjælland.

- Hvis man som virksomhed giver eleverne frihed under ansvar og viser, at de er en ligeværdig del af arbejdspladsen, får man dygtige og selvstændige medarbejdere ud det. Det er blandt andet derfor, Multi Revision vinder årets kåring, siger han.

- Og det er klart, at virksomheder uanset branche altid vil være på jagt efter fagligt stærke medarbejdere, der både kan teamworke og klare opgaver på egen hånd. Så det er godt, Multi Revision løfter ansvaret for at uddanne fremtidens kvalificerede arbejdskraft, understreger Kurt Jørgensen.

Det er HK/Privat Sjælland og Roskilde Handelsskole, der står for kåringerne på baggrund af nomineringer fra elever i forskellige virksomheder i branchen.

Læs om at være elev lige her på HK.DK