SU1

Neeru Møller og Niels Duelund er i gang med den nye uddannelse i IT-sikkerhed på KEA i København. Efter mange år som selvstændige IT-konsulenter ser de en øget efterspørgsel efter kompetencer inden for IT-sikkerhed. Og det har de taget konsekvensen af. Også selvom det koster privatøkonomisk.

Neeru Møller og Niels Duelund har mere til fælles, end man ved første øjekast lige skulle tro.

Begge har de arbejdet som selvstændige IT-konsulenter. Og begge har de sat deres virksomheder på vågeblus for at gennemføre en uddannelse som professionsbachelor i IT-sikkerhed. Også selv om det har kostet dem økonomisk.

”Da jeg så den her uddannelse, lukkede jeg simpelthen min virksomhed. Det her var bare den rigtige uddannelse for mig,” siger Neeru Møller.

UDEN BIL FOR FØRSTE GANG I 28 ÅR

Lige som Niels Duelund er hun gået på SU. Og det er er lidt af en omvæltning, når man har en dåbsattest fra 60erne. Og – ikke mindst – er vant til en fast indtægt i en noget anden vægtklasse end de godt 6.000 kroner før skat, som er taksten for udeboende under uddannelse.

”Jeg er på SU lige som alle andre i klassen. Nu er min leasingkontrakt på bilen udløbet, så for første gang i 28 år har jeg ingen bil,” griner han.

Selv om Neeru Møller også er på SU, har hun dog ikke opgivet bilen. Det kan bare ikke lade sig gøre, når man bor uden for byen med tre børn.

”Selvfølgelig er det ikke sjovt. Jeg vil da heller ikke anbefale folk at kaste alt over styr for at tage en uddannelse. Det skal være noget, man vil. Har man ikke lagt penge til side, så skal man jo klare sig for en SU,” siger hun.

Som selvstændig konsulent har hun udført opgaver som projektleder og specialist inden for Microsofts forskellige netværksplatforme. Men hun har alt for ofte oplevet, at det var svært at trænge igennem overfor hendes kunder med budskabet om, hvor vigtig en faktor sikkerhed er. Og hun satser på, at den nye uddannelse som professionsbachelor i IT-sikkerhed vil give hende den fornødne faglige ballast.

IKKE LÆNGERE PENGE UD AF VINDUET

Også Niels Duelund har haft oplevelsen af, at alt for mange kunder ikke tog IT-sikkerheden tilstrækkeligt alvorligt. Men efter virksomhederne før i tiden ofte har negligeret sikkerhed, er der de sidste år kommet et større fokus på denne faglige disciplin, mener han.

”De ser det ikke længere som penge ud af vinduet. De fleste har erkendt, at de er nødt til at investere i at forbedre deres sikkerhed,” siger Niels Duelund.

Han fortsætter:

”De sidste 28 år har jeg arbejdet med Oracle databaser, så der skulle ske noget nyt. Og uddannelsen i IT-sikkerhed giver mulighed for nogle andre typer af spændende jobs eller opgaver.”

SKARPERE PISK END DE UNGE

Indtil videre har uddannelsen levet op til deres forventninger. Holdet består af 25 elever, hvoraf en del er gået direkte fra en afsluttet datamatikeruddannelse, mens Neeru Møller og Niels Duelund tilhører den mindre gruppe af elever med lang erhvervserfaring bag sig.

”I klassen er gennemsnitsalderen for de fleste mellem 25 og 28 år. Og det kan synes som meget stor aldersforskel i forhold til os, men i praksis betyder det ikke noget,” siger han.

Niels Duelund ser på Neeru Møller:

”Du og jeg har nogle gange lavet gruppearbejde sammen. Vi er nogenlunde jævnaldrende. Nu er jeg i gruppe med nogle, som er i 20erne. En af dem, jeg taler meget med, er 23 år. Og det er fint. Vi har nogle forskellige forudsætninger.”

Han erkender blankt, at han ikke lærer lige så hurtigt som de unge:

”Men til gengæld er min pisk noget skarpere. Jeg er god til at sætte mig på stolen derhjemme for at få noget lavet. Når jeg går ind i noget, så gør jeg det. Jeg er her for at lære noget.”
Neeru Møller nikker:

”Motivationsfaktoren er også høj hos mig. Om den er højere end de andres, det skal jeg ikke kunne sige. Men når jeg tænker tilbage på, da jeg var ung, kan jeg da godt forestille mig det. Jeg skal slide mere med det, fordi jeg ikke har arbejdet med det her før.”

IT afdelingen i fremtiden ser helt anderledes ud end for blot få år siden. Den spiller i dag sammen med forretningen og er snarere at betragte som en kombination af et serviceorgan og en forretningsudviklingsaktivitet
Preben Mejer

IKKE SÅ HURTIGT SOM DE UNGE

Hun griner:

”Niels, han er geniet på Linux. Han er eksperten i klassen. Det er ham, vi alle sammen vender os mod, når det handler om det. Og så er der nogle, der er bedre til at programmere end os andre. Selv har jeg nemmere ved at se det store billede end andre, fordi jeg kan relatere det til, hvad jeg har oplevet før.”

Niels Duelund indskyder, at de lidt ældre med længere erhvervserfaring har lettere ved at se fordelene ved at have faste procedurer, når det gælder IT-sikkerhed. Selve erkendelse af, at de tekniske systemer i sig selv ikke er nok, kommer nemmere, når man har haft sin gang på en arbejdsplads langt fra skolebænken.

”Vi kan nemmere se, at der er en stor risiko for, at tingene ender i kaos, hvis de ikke bliver planlagt ordentligt. Og det kommer måske ikke helt så hurtigt til de unge,” siger han.

Den samme oplevelse har Neeru Møller også. Som selvstændig er hun vant til at planlægge forløbet på en anden måde end de unge. Men når de halvandet år er ovre, og hun står med en professionsbachelor i IT-sikkerhed, skal hun ikke nødvendigvis tilbage til et liv som selvstændig konsulent.

”Jeg kunne godt tænke mig at få kolleger. Det er måske også derfor, at jeg lukkede min virksomhed. 10 år som selvstændig er lang tid. Jeg kunne også godt tænke mig at komme med til julefrokoster.”

NYUDDANNET MED 30 ÅRS ERHVERVSERFARING

Niels Duelund har altid set sig selv som tekniker. Det er noget, han er god til, og som han har haft god nytte af foreløbigt under uddannelsen. Samtidig har han dog også fået mere smag for fag som IT-governance, der også er en del af uddannelsesforløbet.

”Jeg kan sagtens se mig selv som en del af en organisation, hvor jeg arbejder mere med planlægning. Jeg vil tro, at jeg i første omgang går efter at blive fastansat. Som freelancer skal man sælge sig på sine spidskompetencer. Og det har jeg jo ikke, lige når jeg kommer ud herfra. Så er jeg mere nyuddannet med 30 års erhvervserfaring.”