Overspringshandlinger er, når vi gør et for at udsætte noget andet. Det kan være noget, vi ikke rigtig ved, hvordan vi skal komme i gang med eller løse. Eller det kan være noget, vi bare ikke synes er særlig sjovt.

Det er ikke fordi, vi er dovne.

Overspringshandlinger må ikke forveksles med behovet for et lille afbræk. Det har alle brug for, og nogle gange laver vi de samme ting der, som vi gør, når vi laver overspringshandlinger. Det vigtige er at være opmærksom på, hvad det er, man gør. Er det et nødvendigt afbræk – eller er det overspringshandling?

Hvis du er en af de mange danskere, der med jævne mellemrum bliver grebet af nogle af de 91,6 millioner kattevidoer på nettet, så er hjælpen lige her:

Stop katten – download en katblocker

Se video om katblocker her:

Her er 5 gode råd mod overspringshandlinger


Tag opgaven i mindre bidder
Hvis det er en større opgave, du skal i gang med, kan det hjælpe at dele den op i lidt mindre opgaver. Så bliver det mere overskueligt og nemmere at planlægge.

Book dig selv til opgaven
Det kan hjælpe at planlægge, at du skal lave opgaven og sætte en bestemt tid af til det og arbejde effektivt, mens du gør det. Sørg for, du ikke kan forstyrres af fx telefon imens.

Forpligt dig over for dig selv og andre
Lav en aftale med dig selv og fx en kollega eller et familiemedlem om, at du skal lave en opgave. Når du har sagt det højt til dem og lovet, vil du føle dig mere forpligtet.

Beløn dig selv, når du lykkes
Det kan være meget motiverende at love sig selv noget som belønning, når opgaven er lavet. Lov dig selv noget, du godt kan lide. Det kan godt bare være en gåtur eller en flødebolle.

Lav en liste med overspringshandlinger
Du kender sikkert godt dine egne overspringshandlinger. Prøv at lave en liste over dem, så bliver du mere opmærksom på dem, når de presser sig på, og du kan bedre afgøre, om det nu er vigtigt at se videoen med en fjollet kat, og om du virkelig har lyst til mere kaffe. Eller om du bare trækker tiden.