Mie Hansen (til venstre) og Malene Andersen

 

Det var en surrealistisk dag i efteråret, da Mie Hansen og Malene Andersen hver især blev kaldt til hastemøde på deres teamleders kontor. Begge havde for nyligt fejret tocifret jubilæum i deres fleksjob på Sanistål i Billund, og der havde ingen varsler været om, hvad der ventede.

- Da jeg så, at både min chef og tillidsrepræsentant sad og ventede på kontoret, kunne jeg godt regne ud, hvor det bar hen. Jeg fik en kortfattet meddelelse om, at jeg blev fyret, fordi der var for mange medarbejdere i forhold til arbejdsmængden. Jeg var helt i chok og forstod intet, fortæller Malene Andersen.

Kort tid efter sad Mie Hansen i samme situation og med samme følelse. Efter hele 25 år som lagermedarbejder på Sanistål havde hun uden varsel fået stukket en fyreseddel i hånden. Og hun følte simpelthen ikke, at det kunne være rigtigt.

 

Særligt sårbar som fleksjobber
De to kolleger stak hurtigt hovederne sammen efter de chokerende fyringer. Og blev enige om, at HK Sydjylland måtte på banen.

- Som fleksjobber er man i en særligt sårbar situation, når man mister sit arbejde. Det er ikke så ligetil at finde en nyt arbejde, når der skal tages særlige hensyn. Især ikke når man er nået lidt op i alderen, siger Mie Hansen.

Hun lider af epilepsi og får medicin der modvirker anfald, men påvirker hende kognitivt. Derfor har hun brug for en arbejdsdag med en høj grad af struktur. Det samme har Malene Andersen, der døjer med bl.a. hukommelsen efter at være kommet slemt til skade i trafikken.

Begge har altid været glade for deres arbejde og følt, at man på Sanistål har taget deres begrænsninger alvorligt og gjort meget for at skabe dem et godt fleksjob. Især derfor var situationen så uforståelig.

- Ingen af os var interesserede i at få en pose penge i erstatning for en uretmæssig fyring. Vi ville bare gerne have vores job tilbage, fortæller Malene Andersen.

Ingen bitterhed mod arbejdspladsen
Faglig konsulent Finn Sølvdahl, der hjælper medlemmer i HK Handel Sydjylland, var da heller ikke i tvivl om, at fyringsgrundlaget ikke var godt nok.

-  Hvis der ikke længere er nok arbejde til en medarbejder, er man som arbejdsgiver forpligtet til at undersøge, om der er andet arbejde på arbejdspladsen, medarbejderen kan varetage i stedet. Mie og Malene blev slet ikke spurgt til mulighederne for en omplacering, før man valgte at fyre dem. Det gik lidt for hurtigt og bundede sandsynligvis i uvidenhed fra arbejdsgiverens side, siger han.

På medlemmernes ønske gik Finn Sølvdahl til forhandlingen med et mål om at skaffe de to fleksjobbere deres arbejde tilbage. Og det lykkedes. Sanistål erkendte, at man skulle have gjort mere for at finde nye arbejdsopgaver til medarbejderne. Fyringerne blev annulleret.

Forhandlingerne faldt på plads inden, Mie Hansen og Malene Andersen skulle være stoppet i deres job. Så de nåede aldrig at forlade arbejdspladsen, og har i dag fået arbejdsopgaver, der passer endnu bedre til deres kompetencer og begrænsninger.

- Ingen af os har en bitterhed mod firmaet. Vi har altid haft det godt på Sanistål, og det var jo også derfor, vi så gerne ville have vores job tilbage. Men det har været en hård proces, siger Malene Andersen.

Artiklen er opdateret 30. januar 2018