Større, målrettede investeringer i den aktive beskæftigelsesindsats er nu ikke længere forbeholdt nogle få fremsynede kommuner.

Stadig flere kommuner følger det spor, kommuner som Hjørring, Aabenraa og Favrskov har benyttet ved at ansætte det nødvendige antal medarbejdere – med lavere ledighed og plusser på bundlinjen til følge.

Silkeborg, Ballerup og Aalborg er nogle af de kommuner, der nu også har kunnet se fordelen i at booste jobindsatsen.

Investeringer betaler sig

For eksempel har Aalborg Kommune tilført jobindsatsen 10 millioner kroner ekstra til bekæmpelse af langtidsledighed og ledighed blandt nyuddannede. Det har virket. Udover at flere ledige er kommet i job, står kommunen også til at få en nettogevinst på 10 millioner kroner.

Beregninger fra Beskæftigelsesministeriet viser, at en saltvandsindsprøjtning til jobindsatsen på i alt 373 millioner kroner i bare fire kommuner - Hjørring, Aabenraa, Silkeborg og Ballerup - vil give besparelser på i alt 718 millioner kroner frem mod 2021. Det svarer til en nettogevinst på i alt 345 millioner kroner, skriver Avisen.dk.

Kommunernes beskæftigelsesoprustning sker på trods af, at regeringens 15 milliarder kroner dyre erhvervs- og vækstaftale, der blandt andet skal give billigere sodavand, skal finansieres ved en besparelse på 870 millioner kroner i de statslige tilskud til kommunerne.