- Jeg meldte mig ind som 15 årig. Jeg havde lige overstået den tre måneders prøvetid som elev i en skotøjsforretning. Min chef havde været kasserer på slagteriet og var fagforeningsmand til fingerspidserne, så det var helt naturligt, at jeg skulle meldes ind, fortæller Lilli, da hun tager imod i den lyse lejlighed i hjertet af Nykøbing Mors, hvor hun bor.

 

Frem fra gemmerne har hun fundet fagforeningsbogen med indmeldelsesdatoen 1. januar 1938, som hun med stolthed viser frem. 

 

For Lilli betyder medlemskabet af HK nemlig meget og er årsagen til, at hun aldrig har meldt sig ud.

 

- Dit fagforeningsmedlemskab er en sikkerhed. Med et medlemskab af HK står du ikke alene. Du ved, at du kan få hjælp, hvis behovet skulle opstå. Selv har jeg aldrig haft brug for hjælp, men det er der mange, der får i løbet af deres arbejdsliv, forklarer hun.

 

Lilli Thomsen har dog nydt godt af sit medlemskab på mange andre måder. Hun var 20. oktober 1982 med til at stifte HK-seniorklubben i Nykøbing Mors, har gennem mange år siddet med i bestyrelsen og er stadig aktiv som revisor.

 

- Det er fantastisk at mødes med andre HK’ere, og jeg har deltaget i alle arrangementer i klubben. Jeg har været med på mange udflugter, til foredrag og fester med HK, fortæller hun.

 

Lilli Thomsen

Lilli Thomsen var 20. oktober 1982 med til at stifte HK-seniorklubben i Nykøbing Mors og har gennem mange år siddet med i bestyrelsen og er stadig aktiv som revisor.

 

Et arbejdsliv i butik

Lilli var egentlig kommet i huset, efter hun som 13 årig blev konfirmeret. Men byrådsmedlem og senere borgmester og folketingsmedlem for Socialdemokratiet Axel Ivan Pedersen, der i 1935 havde etableret sig som skotøjshandler efter sit arbejde på slagteriet, opfordrede hende til at gå i lære i butikken.  

 

Det, syntes Lillis forældre, der var skorstensfejermestre i Nykøbing Mors, var en god idé, og efter endt uddannelse fik Lilli arbejde i skotøjsbutikken, hvor hun var i 16 år.

 

Hun var i mellemtiden blevet gift med Erik, som var ansat hos Esso og senere kommunen som måleraflæser og i kommunens trykkeri, og fået børnene Preben og Ingelise. Så hun havde nok at se til og blev i en periode hjemmegående.

 

Men efter en henvendelse fra Axel Mathiassen, der havde åbnet Konfektionshuset i Nykøbing Mors, kom Lilli tilbage til butiksfaget og var i konfektionsforretningen i 29 år  - de sidste år som bestyrer.

 

- For mig har det været fantastisk at arbejde i butik. Jeg har altid været glad for at snakke med folk og vejlede kunderne, fortæller hun.

 

Fagforeningsbog med indmeldelsesdato

Lilli Thomsen blev medlem af HK 1. januar 1938, som hun med stolthed viser frem. 

 

Nyder otium

I dag nyder Lilli Thomsen sit otium. Foruden HK, som hun stadig er aktiv i, går tiden med børnebørn og oldebørn. Hun har fire børnebørn i alderen 40 til 50 år og syv oldebørn fra 13 til 21 år.

 

Lilli Thomsen bager gerne – blandt andet super sprøde finskbrød til jul. Og så holder hun meget af at læse. I øjeblikket er hun i gang med biografien ”Under Bjælken” om Kronprins Frederik. Endelig kan det fortælles, at hun har rejst utroligt meget. 90 års fødselsdagen blev eksempelvis fejret med en rejse til Barcelona.
 
Artiklen er opdateret 06. februar 2018