Dansk økonomi kan sagtens bære et højere lønniveau end det nuværende. Det mener Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd (AE-Rådet). Økonomen går dermed i rette med de offentlige arbejdsgivere i blandt andet kommuner og regioner.

I både KL og Danske Regioner er man nemlig gået til overenskomstforhandlingerne med krav om løntilbageholdenhed. Kravet er blandt andet begrundet i, at de offentligt ansattes lønninger ifølge arbejdsgiverne angiveligt er steget mere end i den private sektor.

Overraskende små lønstigninger

Men uanset hvilke begrundelser, de kommunale og regionale arbejdsgivere måtte diske op med, er der ifølge AE-Rådets cheføkonom intet hold i kravet om løntilbageholdenhed set i lyset af samfundsøkonomien.

- Lønningerne har været overraskende små i forhold til, hvordan arbejdsløsheden har været. Derfor er der plads til at give større lønstigninger for at tiltrække arbejdskraft, siger Erik Bjørsted til Ritzau.

- Vi har en rigtig stærk konkurrenceevne i dansk økonomi, som godt ville kunne klare lidt højere lønninger, lyder det fra cheføkonomen.

Artiklen er opdateret 07. februar 2018