Rita Bundgaard

- Det har hele tiden været ubegribeligt for mig, at man kan mene, at en flytning fra Viborg til Hjørring ikke er en væsentlig ændring, sagde Rita Bundgaard i august. Foto: Mikkel Østergaard

183 kilometer længere ud og hjem – og en fordobling af rejsetiden. Det var mere, end en statsansat fra Randers skulle tåle, da hendes arbejdsplads hos Statens Administration flyttede fra Viborg til Hjørring.

Læs også: HK vinder principiel sag om, hvor langt statsansatte skal følge med jobbet

Det fastslog byretten i Randers i august 2017 i en principiel sag rejst af HK Stat. Medlemmet og HK Stat fik ret og vandt sagen i byretten, men den afgørelse faldt ikke i god jord hos Finansministeriet og statens advokat Kammeradvokaten. Derfor blev sagen anket, og kommer fredag den 9. februar 2018 for landsretten i Viborg.

Læs også: Staten anker dom om, hvor langt ansatte skal følge med jobbet

Samlede statsansatte træder ind i sagen

Dermed skal HK-medlemmet fra Randers igen møde op i retten og svare på spørgsmål fra partner hos Kammeradvokaten Niels Banke og HK’s advokat Mette Østergaard, der også førte sagen for HK Stat i byretten.

Denne gang får HK Stat dog opbakning fra 180.000 samlede statsansattes i Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU). CFU har efter aftale med HK Stat anmodet og fået rettens tilladelse til at træde ind i sagen, og det glæder HK Stat-formand Rita Bundgaard, at lønmodtagerne i staten står sammen i sagen, der nu kommer for landsretten midt i vigtige forhandlinger om en mulig ny overenskomst (OK18).

- Vi siger #nokernok i OK18-forhandlingerne, fordi vores medlemmer på mange statslige arbejdspladser er så pressede, at opgaver og tid mange steder slet ikke hænger sammen. Denne sag er et godt eksempel på, at Finansministeriet forsøger at udhule de rettigheder, som vi i fællesskab har forhandlet gennem 100 år for at spare penge, siger Rita Bundgaard.

Vil have slettet bortvisning

I sagen krævede Statens Administration, at HK-medlemmet fra Randers skulle acceptere at flytte med jobbet til Hjørring, uden at det var en "væsentlig ændring". Det kunne hun ikke, og derfor blev hun bortvist fra sit job, da hun ikke mødte op i Hjørring. Medlemmet har nu fået et nyt job, men håber at få slettet sin bortvisning.

- Jeg går op i at passe mit arbejde og kan ikke lide at have en bortvisning stående. Derfor håber jeg, at de nu vil slette den, har hun tidligere sagt til HK Statbladet.

Dommen fra Byretten i Randers slår fast, at der skal ske en konkret individuel vurdering, hver gang staten som arbejdsgiver skal vurdere, om en flytning medfører en "væsentlig ændring" for medarbejderen.

Kan tabe hundredetusinder af kroner

Hvis det ikke er en "væsentlig ændring", når ens job flytter, skal man selv sige op og dermed miste både en eventuel godtgørelse og få karantæne i a-kassen. Det betyder tab af retten til HK Stats kollektive lønforsikring, og samlet set kan det koste et HK Stat-medlem flere hundrede tusinde kroner.

- Kort sagt kan man sige, at det betyder meget lidt for staten som arbejdsgiver, men det kan betyde en meget stor økonomisk forskel for vores medlemmer, siger Rita Bundgaard.

Altid individuel vurdering

Moderniseringsstyrelsen og Kammeradvokaten har forsøgt at få fastsat en form for fast grænse som tommelfingerregel for, hvor meget statens medarbejdere skal kunne tåle at flytte med – uden at det giver ret til at få en "væsentlig ændring".

Men det er et urimeligt angreb på vores medlems vilkår, og det er en vigtig pointe, at byrettens dom også fastslog, at det altid er en individuel konkret vurdering, understreger Rita Bundgaard.

- Det er i sidste ende mennesker og familier, der presset til at have mindre tid med deres børn og hinanden, fordi Finansministeriet vil spare penge og ikke vil give dem det opsigelsesvarsel eller godtgørelse, som ligger i vores fælles aftaler. Tjenestemænd og andre faggrupper kan have løn eller vilkår, der kompenserer for den usikkerhed, der ligger i at deres job kan flytte, men det har HK’erne i staten ikke, siger HK Stat-formanden.

Sagen forhandles i landsretten fredag den 9. februar, og dommen ventes at falde senest fredag den 9. marts.