Faglig konsulent Dan Kirkel overrækker HK Sydjyllands gave til Mads Bundgaard.

 

Når han er på indkøb i supermarkedet, stopper han ofte lige op og glæder sig over synet af et produkt, han selv har lavet emballagen til. Og netop glæden ved det gode håndværk har spillet en vigtig rolle i, at Mads Bundgaard er strøget til tops ved DM i Skills for grafiske teknikere.

- Jeg er stolt af at være trykker. Og jeg synes, det er fedt, at Skills sætter fokus på de vigtige erhvervsuddannelser, siger han.

Ved DM i Skills konkurrerer elever fra landets erhvervsskoler indenfor deres mange forskellige håndværk. Mads Bundgaard blev indstillet til konkurrencen gennem anbefalinger fra både hans skole og læreplads, Polyprint i Hedensted.

Til konkurrencen dystede han over tre dage mod tre andre trykkerelever.

- Vi skulle igennem i alt 13 opgaver. Vi fik for eksempel en farveblandingsopgave, hvor vi på en halv time skulle komme tættest muligt på en bestemt tonefarve. Det var virkelig sjovt og udfordrende, fortæller Mads Bundgaard.

Han havde en fornemmelse af, at han og de to andre finalister klarede sig nogenlunde lige godt. Så da han hørte sig eget navn blive udråbt ved ceremonien for vinderne, var det en stor overraskelse.

- Det er et virkelig stort skulderklap. Og det vil se supergodt ud på mig CV. Skills er meget anerkendt rundt om i branchen, siger den glade vinder.

Siden konkurrencen har gaverne fortsat med at regne ned over Mads Bundgaard. Hans chef, der også var med til kåringen, forærede ham en god middag for hele familien. Og forleden dukkede HK Sydjylland så op sammen med to repræsentanter for Typografernes stiftelse Gutenberghus i Vejle. Her blev der uddelt erkendtligheder på henholdsvis 1500 og 5000 kroner.

Mads Bundgaard mangler halvandet år af sin uddannelse.

Artiklen er opdateret 08. februar 2018