Tre tillidsrepræsentanter fremmer fællesskab med fyraftenskurser og fællesspisning

- Vi begyndte egentlig med at holde møder mellem os tillidsrepræsentanter, for vi kendte ikke hinanden, og det gjorde medarbejderne i de tre huse jo heller ikke, fortæller Annette Juul Hansen, Dorte Bruus og Annette Berg Holt. De er HK-tillidsrepræsentanter i henholdsvis Horsens, Søften og Viborg.
Møderne kom i stand i samarbejde med HK, som tilbød skræddersyede kursusforløb over tre måneder på virksomheder med tillidsvalgte. Det var på de møder, at idéen om at gøre noget aktivt for at fremme det gode kollegaskab og en fælles kultur for hele den nye virksomhed opstod. Tillidsrepræsentanterne ville gøre noget, der kunne bringe den nye virksomhed sammen, men havde behov for at kende kollegernes holdninger. 

 

En tur i råbehullet

Med hjælp fra HK gennemførte de tre tillidsrepræsentanter en lille digital spørgeskemaundersøgelse, blandt andet om kollegernes interesse for medarbejder-arrangementer. 
- Vi er ens, men samtidig også forskellige fra hus til hus. Med undersøgelsen fik vi dannet os et klart billede af, hvor stor interessen blandt vores kolleger var, og det var også meget tydeligt, at det var emner som arbejdsglæde og lønforhandling, der var størst interesse for, fortæller Annette, Annette og Dorte.
De ønsker var tillidsrepræsentanterne hurtige til at gribe, og sidst på efteråret deltog hele 44 kolleger fra alle tre huse på et fyraftenskursus om arbejdsglæde – om hvordan man tackler forandringer. 
- Vi fik et supergodt kursus ud af det. En dygtig og inspirerende underviser, som fik os engageret på en god måde med masser af bevægelse og masser af grin. Lidt grænseoverskridende for nogen måske – men på den gode måde. Hun tilrettelagde kurset præcist til os. Vi tror på, at kurset har været en god start på udviklingen af en fælles kultur for vores arbejdsplads. Nu har vi fået et fælles sprog, hvor vi for eksempel kan spørge hinanden ”om du trænger til en tur i råbehullet i dag”, eller om det her er ”noget, der skal i brækkassen”, smiler de tre tillidsrepræsentanter.
Godt samarbejde med ledelsen
Initiativet fra tillidsrepræsentanterne er blevet taget godt imod af ledelsen på LMO.
- Vi er blevet mødt med en god opbakning fra arbejdspladsen. Vi bruger lokaler hos LMO, og firmaet betalte for en omgang aftensmad til det første arrangement, så der også blev lejlighed til socialt samvær på tværs af husene. Det er vi glade for, og vi er sikre på, det kommer os alle til gavn fremover, slutter Annette, Annette og Dorte.

 

Kursus i lønforhandling

Snart får de ansatte en ny lejlighed for at dyrke fællesskabet på tværs af LMO. Den 21. marts er der nemlig fyraftenskursus i lønforhandling i huset i Søften. Her er journalist Solveig Schmidt, der har 10 års erfaring som forhandler i en fagforening og har skrevet en bog om lønforhandling, hyret til at give sine gode ’staldtips’ til at forhandle løn med chefen. Og aftenen sluttes igen med tilbud om fællesspisning.

 

Vil I også arbejde med fællesskab på din arbejdsplads?

Kunne du tænke dig et lignende initiativ om fællesskabet på din arbejdsplads? Vil du høre mere om, hvordan det kan ske?
Så er du velkommen til at kontakte de faglige konsulenter fra HK, som arbejder sammen med LMO.
Stine Skogberg, HK Østjylland, tlf: 2926 0793
Jesper Nielsen, HK MidtVest, tlf: 3354 3531
Lis Krøyer, HK Sydjylland – tlf: 3364 3665