Gennem HK’s kurser har Danielle Brandt både tillært sig tekniske færdigheder og fundet værdifuld inspiration.

TEKST: LARS MADSEN

FOTO: MARK KNUDSEN

– Årh, hvad var nu det sidste kursus, jeg var på?

Danielle Brandt ruger over spørgsmålet en håndfuld sekunder, inden hun giver fortabt og vender sig mod computeren. Hun logger ind på mithk.dk og klikker sig ind på kursusoversigten.

Frem springer en lang liste, som hurtigt giver hende svaret: Danielles seneste kursus med fagligt indhold hed ”Sådan laver du virkelig gode infografikker”. Nu kan hun huske det:

– Det var et rigtig godt kursus. Vi var helt nede og nørde i, hvad der er en god infografik, og hvad der ikke er. Jeg lærte primært om forskellen på illustrationer og infografikker. Det er noget, jeg gerne vil arbejde meget mere med. 

Danielle fisker en tryksag ud af reolen og bladrer lidt – det er en årsrapport, hun har layoutet for Institut for Lykkeforskning. Hun stopper op ved et opslag spækket med korte tekster og små grafikker.

– Rigtig mange af mine opgaver handler om at illustrere tørre tal og informationer på en lidt mere spiselig måde, så man også kan få budskabet gennem illustrationerne, hvis man ikke lige læser teksten. Sådan noget synes jeg er rigtig sjovt at lave, siger hun.

Fag i forandring

Forud for interviewet har Danielle talt op, hvor mange kurser hun bare de sidste par år har været på. Hun kan ikke lade være med at grine, når hun fortæller om resultatet.

– Jamen, det lyder jo fuldstændig vanvittigt, ler hun og ser næsten flov ud. – Jeg fik det til, at jeg de sidste to år har deltaget i mellem 11 og 14 ting om året. Så det er en ting om måneden – i hvert fald, siger hun.

Danielle Brandt har også brugt HK's kurser til at blive klogere på, hvilke arbejdsopgaver hun hellere vil overlade til andre.

Danielle fik for alvor øjnene op for HK’s kurser og foredrag, da hun blev selvstændig med Danielle Brandt Design for seks-syv år siden. 

- Man vil jo gerne videreuddanne sig og følge med. I begyndelsen havde jeg ikke ret mange penge, og så var det jo rigtig fint at kunne tage kurser, der ikke kostede noget. Mit fag ændrer sig utrolig meget i de her år, hvor brugerfladerne hele tiden ændrer sig, og mere og mere bliver digitalt. Pludselig skal du også kunne animere og lave små film og arbejde med grafik i alt fra Word og PowerPoint og til After Effects, siger hun. 

– Mit arbejde er blevet meget, meget bredere. Jeg synes, man skal sætte sig ind i noget nyt for nærmest hver nye opgave, man får – i hvert fald når man har et enmandsfirma som jeg.

 Disse kurser udbyder HK lige nu

Underviser nu selv

Gennem tiden har Danielle taget en bred vifte af kurser i HK-regi. Mange har været arrangeret af brancheklubben Grafisk Kommunikation Hovedstaden og været strengt faglige kurser i brugen af computerprogrammer.

– Jeg er blevet styrket i rigtig mange opgaver i mit fag. Kurserne gør, at jeg kan holde mig orienteret om udviklingen og følge med fagligt. Det har klart gjort mig mere selvsikker, at jeg synes, jeg har styr på tingene, når jeg skal rådgive andre, siger hun.

– For nogle år siden var jeg ikke så stærk i Illustrator og Photoshop, fordi jeg havde arbejdet som layouter i InDesign i en årrække og haft andre til at lave tingene for mig i de programmer. Men ved at tage alle disse kurser er jeg virkelig blevet opgraderet på nogle områder, hvor jeg havde brug for det. Det gør jo også arbejdet sjovere at blive dygtigere til noget, man godt kan lide at lave. 

Danielle fortæller, at hun faktisk for nylig er begyndt at undervise i noget af det, hun har lært på kurser gennem HK.

– Jeg elsker at illustrere og har taget alle de kurser, HK har udbudt i Illustrator. Vores underviser spurgte så på et tidspunkt, om nogen havde lyst til at overtage noget undervisning, hun stod for på NEXT (udbyder af ungdomsuddannelser og efteruddannelseskurser, red.). Jeg meldte mig og har nu undervist på mit første forløb, og jeg har også sagt ja til at fortsætte. Men havde jeg ikke taget de kurser gennem HK, så havde jeg ikke følt mig stærk nok i det, og så havde jeg ikke sagt ja til jobbet, siger hun.

Det er vigtigt løbende at få ny inspiration, når man skal være kreativ hver dag, mener Danielle.

Amok med hviderusser

Ud over kurser med et stramt fagligt fokus tager Danielle også løbende inspirationskurser. 

– I mit fag er det vigtigt hele tiden at formå at blive inspireret, og HK er vanvittigt gode til at lave tilbud inden for det. Jeg har for eksempel været på en workshop, hvor vi fik lov til at tilbringe en hel dag sammen med en fantastisk plakatkunstner fra Hviderusland og bare kunne gå fuldstændig amok og male plakater med ham en hel dag. Og jeg har været i London og arbejde med gamle trykmaskiner og lavet klicheer og nørdet med bogstaver, siger hun. 

– Der er jo også sket det, at jeg gennem kurserne har mødt en masse mennesker med fuldstændig samme interesser som mig. På den måde er kurserne blevet sådan en fælles ting, man går og glæder sig til. Vi er også en gruppe på seks-syv piger, der ser hinanden uden for kurserne. Vi har for eksempel været på rundvisning i Tivoli, hvor en af os arbejder, og en anden i gruppen holder en til to gange om måneden kreativ aften derhjemme, hvor man bare kan komme og sidde og nørkle, fortæller hun.

– Det var ikke noget, jeg havde tænkt på fra begyndelsen, men der er også en social side ved det. 

3 kurser Danielle Brandt er ekstra glad for at have taget

 

1. Jeg har været på et kursus i kreativ brug af Illustrator, der handlede om, hvordan man kan bruge programmet til mere end bare at sidde foran skærmen. Én ting er jo, hvad programmerne kan, en anden ting er, hvordan man så bruger værktøjerne. Vi blev simpelthen sendt ned på gaden for at finde noget, vi kunne gå op og scanne og bruge i vores illustrationer. Det har jeg gjort tusind gange siden, men dengang for år tilbage var det sådan ”Wauw!”. 

2. Et kursus i After Effects har også været rigtig godt, fordi jeg synes, det er fedt at animere. At jeg så ikke får det brugt i virkeligheden er bare ærgerligt, men jeg har ikke haft nogen opgaver i det, og hvis man ikke bruger programmet hele tiden, bliver resultatet bare ikke godt nok. Men jeg synes, det er et spændende program og meget relevant.

3. Jeg har taget flere kurser, som har lært mig noget om, hvad jeg ikke skal bruge min tid på. Kurset i at lave hjemmesider i WordPress er et godt eksempel. Alle siger, det er nemt at bruge, og det er det også, men du skal altså også lige finde ud af, på hvilken server du downloader, og hvor skal tingene ligge, og folks domæner skal flyttes – og de ting skal jeg slet ikke røre ved. Det skal jeg bare hyre en anden til at gøre. For jeg bliver i dårligt humør af det, jeg kan ikke finde ud af det, og jeg gider ikke. Der er også en værdi i at finde ud af, hvad man ikke skal lave.