Forhandlingerne om nye overenskomster for de ansatte i landets kommuner er netop sat på pause. Der er endnu ikke aftalt et nyt mødetidspunkt.

Repræsentanter for HK Kommunal og de øvrige forhandlere i det kommunale Forhandlingsfællesskab mødes til gengæld i morgen, søndag, kl. 8.30 med deres kolleger for såvel det statslige som det regionale område for at koordinere deres positioner.

Staten først

At forhandlerne for samtlige tre offentlige områder nu finder det nødvendigt at arbejde tættere sammen skyldes først og fremmest, at KL ifølge HK Kommunals formand, Bodil Otto, har signaleret, at de ikke kan færdiggøre et resultat, før der er et forhandlingsresultat mellem de statslige organisationer og de statslige arbejdsgivere personificeret i innovationsminister Sophie Løhde (V).

Lønstigninger er omdrejningspunkt

HK Kommunals formand ser frem til, at forhandlingerne på det kommunale og regionale område bliver genoptaget snarest.

- Vi skylder både vores medlemmer og resten af samfundet at finde sammen om et fornuftigt resultat. Fra lønmodtagerside er vi alle enige om, at et sådant resultat skal rumme en reallønsfremgang og afvise KL’s krav om forringelser for alle de hårdtarbejdende HK’ere og andre offentligt ansatte, der hver eneste dag gør en forskel for danskerne, lyder det fra Bodil Otto.

Artiklen er opdateret 17. februar 2018