De 30 kagemænd stod på rad og række i forhallen på Hillerød Rådhus og trak nysgerrige blikke fra de ansatte – og sikkert også mundvand hos en del. Spørgsmålstegnene stod i hvert fald malet i ansigterne. For hvad lavede de kagemænd her, hvem var kommet med dem, og hvem skulle spise dem?

30 kagemænd – en til hver afdeling i Hillerød Kommune, fyldte godt op i Rådhusets forhal.

30 kagemænd – en til hver afdeling i Hillerød Kommune - fyldte godt op i Rådhusets forhal.

Overraskelsen var med andre ord stor denne torsdag formiddag i slutningen af januar, da kommunens elever trådte frem og afslørede, at det var dem, der stod bag eventen. Kagemændene var således deres måde at sige tak til kollegerne på. Og de viste sig også at være en slags trøstepræmie, fordi det ikke var lykkedes eleverne at få Hillerød Kommune kåret som Årets Praktiksted. Hvert år har kontorelever fra hele landet mulighed for at nominere deres arbejdsplads til denne pris, som uddeles på HK's elevkonference. Og det havde eleverne i Hillerød altså også gjort.

- Vi indstillede Hillerød Kommune til titlen som Årets Praktiksted. Desværre vandt vi ikke. Men vi tager ikke et nej for et nej. Derfor tog vi initiativ til denne event i dag, hvor vi så på vores egen måde vil sige jer en stor tak, lød det fra talerstolen, der i dagens anledning var stillet op i Rådhusets forhal.

Ordene kom fra Michelle, der er formand for elevudvalget i kommunen. Og hun fortalte også, at udvalget var bakket op af HK Kommunal Hovedstaden, som her for første gang var med til at hylde et godt praktiksted.

- Vi ville gerne være med her, fordi det ikke er nogen selvfølge, at kommuner ansætter elever. Men Hillerød Kommune er en af dem, der virkelig tager elevuddannelse alvorligt, og det er vi rigtig glade for, sagde afdelingens formand, Winnie Axelsen.

Hun pegede på, at uddannelse fremover vil være vigtigere end nogensinde, i en tid hvor digitalisering, robotter, kunstig intelligens osv. også rammer de offentlige arbejdspladser.

- Nutidens elever i 1. klasse kan forudse at komme ud i job, der end ikke eksisterer i dag. Intet er længere forudsigeligt. Derfor kan de små se frem til et arbejdsliv som voksne præget af livslang efter- og videreuddannelse. Og for at de skal lykkes med det, skal vi have nogle arbejdspladser, der bakker op om uddannelse, sagde formanden.

Elever i Hillerød Kommune: Winnie Axelsen roste de mange fremmødte

Hillerød Kommunes indstilling til uddannelse af kontorelever fremgår også af, at kommunen netop har opnormeret antallet af elever fra syv til otte. Derfor mente Winnie Axelsen også, at der var god grund til at hylde det politiske niveau i kommunen for på denne måde at tage uddannelse alvorligt. Og det kvitterede borgmester Kirsten Jensen (S) dernæst for på talerstolen.

- En stor tak for anerkendelsen og til vores elever. Det er rigtigt, at vi gerne vil have jer som en del af vores organisation. Vores holdning er, at vi har et ansvar for jer som mennesker og et samtidigt ansvar for at udvikle vores organisation. Det sidste kan vi tydeligvis kun med jer – hvilket I har bevist på en meget flot måde i dag, sagde borgmesteren.

Og så blev der ellers givet grønt lys for de ca. 500 medarbejdere på rådhuset i Hillerød til at gribe fat i kagemændene og tage dem med tilbage til kontorerne. Og det lod de sig ikke sige mere end én gang …

 

Uddrag fra elevernes indstilling af Hillerød Kommune som Årets Praktiksted

På vores arbejdsplads handler det om at give eleverne så meget viden og så mange kompetencer som muligt med i bagagen. Vi bliver mødt i øjenhøjde – af kolleger, som i den grad er klar til at lære fra sig, vidensdele og give opgaver fra sig. Noget, som vi ved er svært for selv den bedste i pressede tider.

På vores arbejdsplads er der forståelse for, at den bedste læring opstår når man føler ejerskab og engagement over for en opgave. Derfor bliver vi inddraget i vores læretid løbende og får medindflydelse på, hvor og med hvilke opgaver vi sidder. Og det hele sker med en tæt og grundig opfølgning, hvor vi høres, inddrages og lyttes til.

På vores arbejdsplads er der en forståelse for, hvor vigtigt et stort netværk er for jobmulighederne i dag. Derfor føler vores arbejdsplads et ansvar for, at eleverne får mulighed for at opbygge det netværk, både inden for og uden for huset. Af tillid vokser man. Vi elever ønsker at anerkende vores arbejdsplads – ikke bare de afdelinger vi sidder i, men arbejdspladsen som helhed. Alle fortjener et skulderklap, skal vide at de er værdsat og har en enorm betydning. Derfor indstiller/nominerer vi dermed Hillerød Kommune som årets praktiksted.

  • Magnus, elev i lønsektionen:
    - Da jeg startede som elev 1. september blev jeg mødt med blomster, morgenmad i kantinen og masser af glade og venlige medarbejdere. Jeg har en rigtig god elevtid og kan ikke sætte en finger på noget. Medarbejderne viser os tillid og siger hele tiden det kan I godt klare- . Men de tager sig altid tid til at svare, når vi spørger. Og det er sådan jeg kan lide det, for det er jo en god måde at lære på. – Jeg kan godt se mig selv videreuddanne mig til lønkonsulent eller lignende, og kan også se mig selv blive her. Men nu må vi se.
  • Adil, elev i Borgerservice:
    - Allerede fra min første dag på jobbet som elev fik jeg følelsen af, at jeg betød noget, selv om jeg 'bare' var elev. Og der bliver stadig taget godt hånd om mig i det daglige. Der er plads til at spørge – og der er ingen dumme spørgsmål. Man føler ikke, at man er i vejen og jages ikke rundt som billig arbejdskraft. Og alle er gode til at hjælpe, når der er behov for det. Så jo, jeg bliver her også gerne, når jeg er færdiguddannet – hvis det bliver muligt.

 

Elevudvalget i Hillerød. Fv. er det Asger, Adil, Anne, Michelle og Magnus

Elevudvalget i Hillerød. Fra venstre er det Asger, Adil, Anne, Michelle og Magnus