Hvorfor skal medlemmerne vælge dig som formand igen?

Fordi jeg brænder for at forbedre medlemmernes forhold og stadig har en masse at bidrage med. Efter 25 år i butik og 15 år som formand for HK Handel Sydjylland har jeg et stort netværk, som hjælper mig meget i mit arbejde.

Hvad laver en formand for HK Handel Sydjylland egentlig?

Jeg har en lang liste af udvalgsposter, hvor jeg sidder og varetager medlemmernes interesser. Jeg er for eksempel med i flere uddannelsesudvalg, hvor jeg er med til at godkende praktikpladser og sikre kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Jeg er også medlemmernes stemme i pressen og på de sociale medier.
Men den allervigtigste del af mit arbejde ser jeg som kontakten med medlemmer og tillidsrepræsentanter rundt om på virksomhederne. Når en tillidsrepræsentant ringer, så tager jeg telefonen, selvom jeg sidder til møde med HK’s hovedbestyrelse.

Hvordan er det at være på valg hvert andet år?

Jeg plejer at sige, at første år efter et formandsvalg er terminsprøven, og året efter kommer eksamen. Det ville være løgn, hvis jeg påstod, at jeg ikke var påvirket af det. Tiden op mod en generalforsamling med formandsvalg er præget af nervøsitet og spænding. Det er jo ikke blot den enkelte aften, men gerne de 2 forgangne år man bliver vurderet på.
Men jeg føler heldigvis, at jeg har præsteret og repræsenteret medlemmerne godt gennem årene. Jeg har i hvert fald gjort mit bedste, og så er det jo op til medlemmerne, om de er tilfredse med indsatsen. I sidste ende er det  jo medlemsdemokratiet, der beslutter hvem der skal være formand.

Hvad vil du særligt arbejde for, hvis du bliver valgt til formand igen?

Den organiserende fagforening vil fortsat være i højsædet. Og så vil jeg kæmpe for, at flere af vores medlemmer bliver dækket af en overenskomst og får en tillidsrepræsentant på deres arbejde. Der skal også fokus på arbejdsmiljøet, som er vigtigt for HK’ere generelt. Vores arbejdsmiljørepræsentanter skal have de bedste betingelser for at gøre deres arbejde godt.

Hvor længe vil du gerne fortsætte som formand?

Jeg vil gerne blive ved, så længe jeg både har noget at bidrage med og en masse energi at lægge i det. Det er jo ikke et 37 timers-job, men en livsstil. Og jeg synes fortsat, at det er et vanvittigt spændende arbejde.
Når jeg ser vores medlemmer og tillidsvalgte lykkes rundt om på arbejdspladserne, så får jeg en succesfølelse, der er det hele værd.

Læs mere om Hanne K. Mathiasen og følg hendes blog her

Artiklen er opdateret 20. februar 2018